Personlig udvikling er hele livet, i bølger og jeg er netop i sådan en bølge, hvor jeg skal udvide min omgang med “havet” og blive endnu dygtigere til at håndtere mig selv i verden. Det gode er, at bølgerne nu ikke opleves så vilde som de gjorde engang. Det er stadig svært og usikkert, at lære nyt og at opdage når det gamle sniger sig ind, men fordi jeg er blevet langt bedre til det, slår jeg mig ikke på samme måde, som i starten
.
Lige for tiden har jeg fokus på, at opbygge mig selv. I mange år har det handlet om at nedbryde og gennemleve gamle mønstre, følelser, traumer osv. og de sidste mange år har det handler om at bygge fundamentet op, så det kan holde og nu handler det mere end nogensinde om at udvide.
Mit fokus i den tid er, hvordan jeg helt glemmer at sige til og fra i situationer. Det er som om, det er ikke eksisterende i situationen og først bagefter går det op for mig, at jeg skulle have spurgt mere ind, sagt fra eller til eller have reageret i det hele taget.
Det gælder både i arbejds sammenhænge og i min familie, hvor jeg opdager, at jeg stiller mig afventende til rådighed. et mønster jeg har ageret martyr på mange, mange gange. Nu har jeg heldigvis opdaget det og ændret det i mange sammenhænge, men det driller mig stadig.
Jeg kan eksempelvis stå i en situation, hvor min mand og jeg aftaler et eller andet, som vi vil lave sammen og når så vi nærmer os, dukker der noget op så han melder fra. Oftest forstår jeg grundene og siger det er ok og det forstår jeg godt, men når jeg så står jeg der bagefter og mærker efter, så smager det pludselig bittert i munden.
Det kan også være i arbejds sammenhæng i forholdet til kollegaer, hvor jeg lytter og siger ja og så efterfølgende tænker nej eller det skulle jeg have spurgt mere ind til osv. I arbejds er jeg længere fremme, for der kan jeg vende tilbage og samle op eller ændre tingene.
Det er egentlig ret svært at give konkrete eksempler på, fordi jeg på ingen måde ønsker, at udlevere de andre og det er måske også en del af mit problem, hensyns-betændelsen, men det handler slet ikke om de andre. Det handler om mig, som i forskellige situationer ikke får sagt til og fra, jeg får ikke undersøgt rammerne og tillader ikke mig selv at stille krav og melde fra, hvis jeg ikke synes betingelserne er i orden. I hvert tilfælde ikke nok og det vil jeg øve mig i, at blive meget, meget bedre til.
Du får ikke mere succes end dit selvværd kan bære …jeg kom til at tænke på et par andre tekster, jeg har skrevet. Dem skal jeg måske læse igen 🙂
Pernille Nilausen Psykoterapeut MPF 