Forråelse

Jeg har lige kigget nogle gamle kladder igennem og falder blandt andet over denne her, som jeg synes er ret relevant, både i arbejdssammenhæng og privat.

Vi kan alle sammen havne i en situation, hvor vi oplever os selv som afmægtige. Det kan der være mange forskellige grunde til. Det kan være fordi, vi rent faktisk er afmægtige i forhold til det, vi står overfor, eksempelvis når vi har ønsker eller ambitioner på andres vegne. Hvis bare han/hun vil ændre sig sådan og sådan så….., kan han/ hun da ikke se at…..

Vi kan ikke ændre på andre mennesker og så længe det er det, vi arbejder på, kommer vi til at løbe hovedet mod en mur igen og igen, hvilket kan føre til en følelse af afmagt. Afmagt er en yderst ubehagelig følelse og vi bliver mere og mere frustrerede og så er det at forråelsen risikere at komme snigende.

Forråelse er et forsvar imod afmagts følelsen og skal i denne sammenhæng forstås som en proces, hvor mennesket bliver tiltagende rå, brutal, kold og kynisk i tanker og handling.

1. Umenneskeliggørelse: Du begynder at tænke på personen som en gruppe i generel form. Ex. mænd, kvinder, børn, misbrugere osv., hvilket gør, at du skaber afstand mellem den enkelte og dig.
2. Nedsat empati: Din medfølelse, begynder at blive nedsat.
3. Dobbeltmoral: Du begynder at mene en ting i forhold til personen og samtidig mener du modsat/ anderledes, når det handler om andre personer, selv om det er samme situation.
4. Legitimering: Du begynder at lovligøre din måde at handle og tænke på i forhold til personen.
5. Reduceret ansvarsfølelse: Du oplever ikke det samme ansvar i forhold til måden du håndterer og handler på i situationen.
6. Negativt sprogbrug: Du begynder at omtale vedkommende (den gruppe mennesker, som vedkommende repræsenterer) negativt.
7. Positivt sprogbrug: Du begynder at vende det positive, som noget negativt imod personen.

Et konkret eksempel kan være: Du er vred på din mand( for nemheds skyld skriver jeg mand, du kan indsætte et hvilket som helst navn, titel mv.), fordi du ikke mener, at han deltager nok i hjemmet og ikke tilbyder dig nok opmærksomhed. Du begynder at snakke om MÆND generelt. Når han nærmer sig eller sukker over noget, føler du ingen eller mindre empati. Du mener egentlig, han bare skal se at komme op af sofaen, men råder samtidig din veninde til, at være mere medfølende overfor sin mand.

Du kan til enhver tid forklare og forsvare din måde at handle på, med at han ikke selv deltager nok. Du mener ikke det er dit ansvar, tvært imod. Du begynder at nedgøre mænd generelt og mener at hvis mænd bare valgte at deltage noget mere, ville de også få sødere koner.