Livsfarlig ledelse

Min datter har inspireret mig til at læse “Livsfarlig ledelse” af Christian Ørsted. En spændende og anderledes bog om ledelses-og opdragelsesformer og de psykologiske mekanismer og konsekvenser, der følger.

Bogen giver en historisk og videnskabelig funderet sammenhæng forklaring på, hvorfra den gængse ledelsesstil er opstået og den anbefaler, hvordan vi kan nærme os en mere sund og innovativ ledelses- og opdragelsesmetode, som vil gavne både virksomhed, medarbejdere og os som mennesker.

Ørsted introducere en ledelsesform, hvor man undgår stressede og nedslidte medarbejder, og i stedet fremmer kreativiteten og nysgerrigheden. Beskrivelserne og eksemplerne i bogen er meget genkendelige og konkrete, uden den peger direkte fingre af nogen, hvilket gør det til inspirerende læsning.

Ørsted beskriver i hans bog en bæredygtig og sund ledelsesform, hvor mål og rammer skal være klare. Friheden inden for rammerne skal være stor og respekten for den enkeltes kompetencer udmønter sig i en udfordrende og inspirerende nysgerrighed. Stemningen er god, men er mere respektfuld frem for den venskabelig tone, som gør det svært at sige nej.

Jeg har nu i flere dage forsøgt, at skrive en artikel og reflektere højt over indholdet i bogen, men jeg kan ikke komme frem til det rette budskab.

Jeg tror, det er fordi det rammer så rent ind i det, jeg selv oplever på min arbejdsplads, at det vækker en masse følelser, som forstyrrer min kreativitet og friheden til at skrive. Jeg vil nu alligevel sende artiklen ud med link til nogle korte videoer, hvor Ørsted selv forklarer nogle af sammenhængene.

https://www.saxo.com/dk/livsfarlig-ledelse_christian-oersted_indbundet_9788771372533?gclid=CjwKCAiAnIT9BRAmEiwANaoE1W1Ri_2ACazbMkFVw1MN9Fdq8qn5lFDbFUWwEYbjf9Cta1G3RmGvYxoCkoEQAvD_BwE&gclsrc=aw.ds

https://www.youtube.com/watch?v=mqA-VKLHpFg

https://www.youtube.com/watch?v=JiQPAfApwNk

https://www.youtube.com/watch?v=HcmVkz9X4ak

https://www.youtube.com/watch?v=NDcZ5SaqoEw

Forråelse

Jeg har lige kigget nogle gamle kladder igennem og falder blandt andet over denne her, som jeg synes er ret relevant, både i arbejdssammenhæng og privat.

Vi kan alle sammen havne i en situation, hvor vi oplever os selv som afmægtige. Det kan der være mange forskellige grunde til. Det kan være fordi, vi rent faktisk er afmægtige i forhold til det, vi står overfor, eksempelvis når vi har ønsker eller ambitioner på andres vegne. Hvis bare han/hun vil ændre sig sådan og sådan så….., kan han/ hun da ikke se at…..

Vi kan ikke ændre på andre mennesker og så længe det er det, vi arbejder på, kommer vi til at løbe hovedet mod en mur igen og igen, hvilket kan føre til en følelse af afmagt. Afmagt er en yderst ubehagelig følelse og vi bliver mere og mere frustrerede og så er det at forråelsen risikere at komme snigende.

Forråelse er et forsvar imod afmagts følelsen og skal i denne sammenhæng forstås som en proces, hvor mennesket bliver tiltagende rå, brutal, kold og kynisk i tanker og handling.

1. Umenneskeliggørelse: Du begynder at tænke på personen som en gruppe i generel form. Ex. mænd, kvinder, børn, misbrugere osv., hvilket gør, at du skaber afstand mellem den enkelte og dig.
2. Nedsat empati: Din medfølelse, begynder at blive nedsat.
3. Dobbeltmoral: Du begynder at mene en ting i forhold til personen og samtidig mener du modsat/ anderledes, når det handler om andre personer, selv om det er samme situation.
4. Legitimering: Du begynder at lovligøre din måde at handle og tænke på i forhold til personen.
5. Reduceret ansvarsfølelse: Du oplever ikke det samme ansvar i forhold til måden du håndterer og handler på i situationen.
6. Negativt sprogbrug: Du begynder at omtale vedkommende (den gruppe mennesker, som vedkommende repræsenterer) negativt.
7. Positivt sprogbrug: Du begynder at vende det positive, som noget negativt imod personen.

Et konkret eksempel kan være: Du er vred på din mand( for nemheds skyld skriver jeg mand, du kan indsætte et hvilket som helst navn, titel mv.), fordi du ikke mener, at han deltager nok i hjemmet og ikke tilbyder dig nok opmærksomhed. Du begynder at snakke om MÆND generelt. Når han nærmer sig eller sukker over noget, føler du ingen eller mindre empati. Du mener egentlig, han bare skal se at komme op af sofaen, men råder samtidig din veninde til, at være mere medfølende overfor sin mand.

Du kan til enhver tid forklare og forsvare din måde at handle på, med at han ikke selv deltager nok. Du mener ikke det er dit ansvar, tvært imod. Du begynder at nedgøre mænd generelt og mener at hvis mænd bare valgte at deltage noget mere, ville de også få sødere koner.

 

Et foredrag med Karin Dyhr

I tirsdags var jeg til foredrag med Karin Dyhr, hun fortalte om sin opvækst med incest og borderline, et liv med over 80 indlæggelser på psykiatrisk hospital og hendes fortælling om, hvordan hun er blevet rask.

Hun havde mange spændende og inspirerende pointer igennem sin fortælling og jeg sidder i dag tilbage med en følelse af glæde og kærlighed, fordi jeg føler mig bekræftet i mine overbevisninger om, at møde  mennesker, som mennesker og ikke som diagnoser og symptomer. At man som behandler må være nysgerrig og med hjerte, medmenneskelighed og naturligvis den faglighed vi har, tilbyde os som hjælpere, når der er problemer og vanskeligheder.

Mennesker kan med den rette hjælp samle sig  og blive raske. Det kræver der er plads til at snakke og være med det der fylder At der er en forståelse for at enhver til enhver tid gør sit bedste, ud fra hvad han/ hun kan.

At skærer i sig selv, misbruge alkohol/stof, agere ud, dissociere mv. er et sprog. Et sprog man har lært sig for at udholde og klare svære oplevelser. Det er et sprog som man, når man bliver lyttet til, kan få hjælp til at oversætte og dermed bearbejde det svære, så det falder på plads indvendig og man ikke længere har brug for at “snakke” med det sprog.

Karin fortæller også om, hvordan hun blev stoppet i at fortælle om sine overgreb. Hvordan behandlere sagde til hende, at hun skulle ligge det bag sig, at det kunne være re traumatiserende for hende, at snakke om. Men som hun siger, hvordan kan jeg ligge noget bag mig, som fylder så meget. Da min mor døde måtte jeg gerne snakke om det…..fortæller hun og siger; måske var det behandlerne, det ikke var godt for/ traumatiserende for.

Jeg tror hun har ret. Jeg kender godt tankerne og snakken fra behandlersiden og jeg tænker, vi som behandlere, skal blive langt, langt bedre til at turde kigge ind ad på os selv og undersøge hvad vi tør og kan, snakke med de borgerne/klienterne/menneskene om, som kommer til os for hjælp.

http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/wm426024

Værdier

Jeg er stadig igang med at omsætte og reflektere over Dorthe Birkmoses teorier om afmagt og forråelse. Jeg prøver at omsætte det til noget praktisk, som jeg kender fra min arbejdsplads.

Jeg har fået den ide, at jeg vil fortælle om hendes teorier til mine kollegaer udfra nogle værdiord, som vi har valgt og for nyligt har besluttet at få gentrykt. Det er blevet aftalt, at ordene skal skrives i nogle sjove farve og hænges op på væggen i køkkenet, hvor vi personaler samles til frokost mv.

Jeg kan lige nu ikke huske alle ordene, men det er noget med respekt, åbenhed, ansvar …..mm. Dorthe Birkmose giver et eksempel på en virksomhed, som også have værdi ordet åbenhed, men som havde en ydredør, der altid var låst og borgere kunne kun komme ind, ved at ringe på og en sikkerhedsvagt åbnede og tog imod dem.

Jeg synes det er et genialt eksempel, for ingen tvivl om, at vi mener det så rigtig godt, men hvordan praktiserer vi det så, når det kommer til stykket. På mit arbejde har vi åben ydredør, men alle andre døre i huset er låst og vi går rundt med nøgler om halsen. Er det åbenhed, som værdi?

Click to access videnstema-nr-5.pdf

https://www.youtube.com/channel/UC1hw7Q5zNfLvQIUCNuhV9Sg

Luk mig ind, – det er Pernille

Jeg har fulgt Dr´s tema uge omkring ensomhed. Jeg synes det er nogle fine udsendelser, jeg har set, men særligt serien med Blachman, kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan rigtig godt lide Blachman, men jeg synes også ideen er god og den viser, hvor lidt og hvor meget der skal til for, at vi kommer hinanden ved.

I korte træk invitere han til fælles møde, hvor alle naboer giver et bud på, hvad de kunne ønske sig mm. Evt. en gå klub, et besøg, en ved noget om computer, passe katten mm. Det organiserer han, ved at udilegere ansvar, på en meget fin måde og så er det op til folk selv. Serien er vist på en meget fin og sårbar måde, synes jeg.

Jeg tænker, det er jo oplagt og hvor ville jeg gerne det var sådan på min vej. Samtidig tænker jeg, det ved jeg ikke om jeg kan overskue og jeg mærker tydeligt, at det vil kræve, jeg overskrider en grænse.

Ensomhed har været min tro følgesvend igennem livet. Jeg kender ensomhed, både indefra, hvor jeg føler mig ensom blandt andre, men også hvor jeg har været ensom og alene i livsfaser. At være alene, synes jeg kan være rart, men kun når jeg har valget om noget andet. Når jeg har føler mig alene uden det føles som mit valg, gør det mig flov og jeg skammer mig over den jeg er.

Jeg har i perioder i mit liv følte mig mere eller mindre fanget i ensomhed, fordi jeg ikke har så mange mennesker i mit liv. Fordi jeg følte mig så ensom og skammet mig, følte jeg ikke jeg havde noget at byde ind med og jeg ville ikke trænge mig på og plage andre om selskab. Fordi mit selvværd var lavt og min indre smerte var høj, fordi jeg ikke sagde det til noget og ikke kunne finde ud af at bede om hjælp. Jeg boede på et tidspunkt alene, hvor det var særlig udpræget og at jeg tvang mig til at kontakte nogen og lave en fysisk aftale en gang om ugen, fordi jeg ellers gik helt i stykker. For det meste lykkedes det, og den dags kontakt kunne holde en lille uge, inden længslen efter andre blev til en pinefuld lidelse.

Ensomheden kan æde mig op indefra og gør så ondt. Heldigvis er det ikke helt så tit mere, at jeg bliver overvældet af ensomhed, men det hænder. Der er visse situationer, hvor mine gamle mønstre aktiveres på en måde, så jeg gør mig ensom, både indefra og uden på. Skammen og skylden gør mig handlingslammet og så sidder jeg der og føler mig helt forladt og ensom.

Jeg hader ensomhed og ensomhedsfølelse.

https://www.dr.dk/tv/se/luk-mig-ind/luk-mig-ind-det-er-blachman-1-3

 

 

Vil du sige det samme life?

Refleksioner over endnu et tv-program: Har kvinder fri og samme ret som mænd til, at udtrykke sig og stikke næsen frem. Ja naturligvis vil være mit umiddelbare svar, men så så jeg denne udsendelse….. Hmmm

http://www.dr.dk/tv/se/ti-stille-kvinde/ti-stille-kvinde-1-3

Min første reaktion er igen dyb forargelse, og den kan jeg ikke helt slippe. Hvad i himlens navn er det for noget, de kvinder står model til……

Så prøver jeg at reflektere lidt og tænke videre:  Er det bare sådan, at alle mennesker, der tillader sig at stikke snuden frem, de får på puklen for det. Ofte ikke for deres holdninger, gøren og laden, men for deres person. Måske får mænd også hade mails dagligt, bare med andre tilnavne af seksuel karakter og trusler på livet mm. Jeg ved det ikke.

Jeg ved at uanset hvad, så viser det en handling, jeg har rigtig svært ved og som jeg tager dyb afstand fra. Den hvor man sidder hjemme i sofaen og putter sig, samtidig med man mener noget om og dømmer alle andre, ja ligefrem chikanere andre i det her tilfælde. Den side hvor man kun tænker udfra eget synspunkt og glemmer, at der er et menneske i den anden ende.

Når det så er sagt er jeg jo selv igang med at gøre det samme lige nu, dømme og fordømme. Jeg forsøger at holde mig til at fordømme handlingen frem for mennesket. Jeg ser også, at de 2 mænd, der står frem, tilsyneladende blot ikke har tænkt sig om, inden de sendte beskeden afsted.

Jeg er helt enig i at vi alle i disse elektroniske tider, hvor vi konstant kan udtrykke, vores øjebliks meninger og følelser overfor hinanden, hele tiden, bliver nødt til at holde os selv i nakken og huske at modtageren bestemmer budskabet. Sætninger skrevet med de bedste intentioner, kan blive læst og forstået helt anderledes af et menneske i en anden sindsstemning. Computer, SMS mm giver os en beskyttelses skærm på godt og ondt, hvor vi undgår den direkte kontakt og konfrontation. Og måske under dække af det tillader vi os mere, end vi egentlig ville gøre life.

Jeg synes det er godt at spørge sig selv, hvor kommer mit budskab fra? Et godt sted eller et dårligt. Jeg synes også en god målestok for, hvad jeg sender ud eller snakker om i “krogene” er, om jeg vil sige det højt  og i til personen selv. Om jeg vil sige det life.

Lykke

I onsdags var en rigtig møg dag for mig, så jeg søgte rundt, her i bloggene og fandt en tekst om lykke, et menneske, der delte ud af sin lykke på sådan en dejlig måde. Hun reflekterede over det at være lykkelig, at dele ud af sin lykke og hvordan nogen bliver provokeret af andres lykke. Jeg skrev en lille kommentar til hende, med tak for inspiration og tanker om at man får det tilbage man sender ud. I dag får jeg så netop en lille kommentar tilbage, med håb om en bedre dag i dag,- og tak det er det heldigvis. Jeg bliver benovet og glad, og jeg tænker det er lykke.

 

Hvad gør vi nu….

Når du mister noget og det er forbundet med et tab for dig, vil der også være sorg forbundet med tabet. Det  kan være tab, du selv har valgt eller tab, der er påført dig udefra. Sorgen kan være større eller mindre alt efter, hvor stort et tab, du oplever det er. Ind imellem kan du blive overrasket over, hvor stor en sorg, der rent faktisk er forbundet med det, du mister.

Tab kan være store og små. Det kan være tab af hår, måske fordi du selv vælger at blive klippet helt kort håret eller fordi du som mand, begynder at miste håret. Det kan være tab af arbejde, muligheder, arbejdsevner, overblik, din telefon, dine ting, kærlighed, alder, venner, familie, kærlighed, bolig, helbred, livskvalitet og livet.

At bearbejde et tab er en proces, som nogen gange starter med et chok. Et chok er en fysisk og psykisk reaktion på forskrækkelse, angst og overvældelse. Det kan være et stort eller mindre chok og det vise sige som uklarhed, svimmelhed, forvirring, lammelse, flugt, angreb mv. Når chokket har lagt sig, kommer der en fase med ked af det og vrede.

Det kan være vrede og ked af det-hed rettet imod det/den du har mistet eller imod det du nu står tilbage med. Det kan også være imod noget helt andet, som egentlig slet ikke har med sagen at gøre. Det kan være en generel følelse, du bærer rundt på, som ikke er rettet mod noget bestemt eller det kan være rettet direkte mod alle andre, der minder dig om det, du har mistet. Det kan være rettet mod dem, du synes er ansvarlige for dit tab; de andre, dig selv, autoriteter, livet….

Det er vigtigt i denne fase at få vreden og ked af det-heden pladseret, hvor den hører hjemme, at få den forbundet med det den eventuelt også hænger sammen med af gamle oplevelser/traumer. Det kan være svært og tage tid og en god metode er at få sat ord på, få sagt alt det, der fylder, både det, der er reelt og det der måske føles lidt forbudt eller irrationelt.

Det er vigtigt at snakke med nogen, som kan rumme dig, som  ikke forsøger at fixe det eller få det væk, men som kan hjælpe dig med at se, hvad det handler om for dig….., at du har lidt et tab og det i bund og grund er det, det handler om. Det er vigtigt at du gennemlever følelserne, fordi du ellers kan blive hængende i enden vrede eller ked af det-hed. Nogen som kan støtte dig igennem uden at forhaste processen, som kan fortælle dig, at du nok skal klare det og at det nok skal blive godt igen. For når du er kommet igennem denne fase, vil du igen begynde at kunne se lyset og mulighederne. Du vil begynde at få nye ideer og leve livet.