Sorg

Jeg ved ikke om I kender det, men for mig er det sådan, at jeg i perioder rammes af en tungere energi og et tungere livssyn. Nogen gange er det fordi, jeg har kørt mig selv for hård i en længere periode og andre gange kan det være en sorg, som jeg har udskudt, der overhaler mig og kræver, jeg skruer ned for tempoet og tage mig ekstra af mig selv.

Jeg har det svært med sorg. Jeg frygter at blive kvalt og fanget ind af den og at jeg aldrig kommer fri og bliver glad igen. Følelsen af manglende energi, som følger med sorgen, forskrækker mig. At jeg ikke orker handlinger, som jeg plejer at glædes over, frustrerer mig. Jeg mærker kradsen i halsen og fysisk ondt i brystet og hjertet, og jeg har svært ved at give slip på gråden og det tynger mig. Sorgen kan give mig tunge selvkritiske tanker, der giver mig en skam-og skyldfølelse.

Min mand har altid været min tryghed og trøster, når jeg har haft det sådan. Vi har været sammen siden, jeg var 18 år og han er ikke bange for min sorg, ligesom jeg ikke var bange for hans eller andres, men nu er vi skilt og jeg har måtte lære at trøste mig selv og lære at komme gennem perioderne med sorg selv.

Vi blev skilt for 2 år siden, efter 31 år som par, og det er en stor livsomvæltning og identitetskrise også selv om, det var min egen beslutning. Jeg overvældes stadig periodevist af sorg. Sorg på grund af tabet af den kærlighed, vi havde sammen, vores familieliv, min identitet og alle mulige afkroge af det, der var engang, som i dag er anderledes.

Sorg er en nødvendig proces hen imod healing, men fordi den er så svært at rumme, har jeg løbet lidt fra den og tager den i mindre bidder, når jeg kan. Jeg tænker ikke, der er en rigtig eller forkert måde at komme igennem sorg på, men jeg tænker, det er nødvendigt at forholde sig til den og komme igennem den.

Det jeg lægger mærke til med sorg er, hvor svært det er at dele med andre og hvor alene og isoleret, jeg let kan føle mig, når den er aktiv. Jeg har tendens til at isolere mig, når den er der, dels fordi jeg har brug for, at være alene og fordi jeg ikke har så meget at byde ind med socialt. Jeg ved heller ikke om det er acceptabelt at møde op sorgfuld eller hvad man siger, når man gør det?

Jeg tænker mange af os har lidt berøringsangst omkring sorg og at det kan være svært at tale åbent om det med hinanden. Når vi taler sammen om det, prøver vi ofte at hjælpe den anden væk fra følelsen og “et bedre sted hen”, fordi vi ønsker den anden skal have det godt og fordi sorg er svært at udholde, også når det ikke er ens egen. Sorg kan måske endda smitte. Jeg tænker også sorg, kan være svær at forstå og forholde sig til for andre over en længere tidsperiode.

Hvad vil jeg egentlig frem til, med det her skriv? Jeg vil egentlig bare italesætte, at sorg er svært. At sorg kommer, når vi oplever et tab af noget. At det er svært at følge med i livets tempo, når sorgen er på besøg. At vi i vores kultur måske har lidt tabu omkring sorg og derfor kommer til at tænke på sorg, som noget der skal gå væk eller gå over, frem for at sorg godt må være der og kræver sin tid, indtil vi kommer på plads med den.

Depression er et ord, der har været oppe i mange år efterhånden, som indgår i daglige tale, når man beskriver, hvordan man har det. “Jeg føler mig deprimeret”. Til forskel fra ordet sorg, kan vi lettere forholde os til og acceptere, at mennesker føler sig deprimerede eller kan vi?

Når der er depression, tænker vi ofte, at der er behov for et besøg hos lægen og accepterer også at lægen foreslår medicinering med lykkepiller. De fleste af os kender flere ellers sunde og raske mennesker, der får lykke medicin i længere perioder grundet depression. Vi accepterer også at vores unge, når de føler sig deprimerede, kommer til lægen og medicineres med lykkepiller, så følelsen kan gå væk.

Jeg har stor respekt for diagnosen depression og medicinering, når der er brug for det, men jeg tænker samtidig: Er det ikke naturligt at føle sig sorgfuld og ked af det i perioder. Lange perioder endda og flere gange i livet.

Som ungt menneske står man i en stor omskiftelig fase fra barn til voksen, hjernen er ikke fuldt udviklet før 25 år og man skal samtidig håndtere livets udfordringer med uddannelse, venner, kærligheden, sexualitet og sociale normer mm. Der er meget at blive overvældet af, meget man skal tage afsked med.

Sorg opstår i forbindelse med man tager afsked med noget og det det gør man vel egentlig rigtig meget som ung. Sorg føles mindre farlig, når omgivelserne kan rumme den og ikke selv bliver bange. Når man kan italesætte den overfor mennesker, der ikke frygter den og man kan “låne” deres tro på, at man nok skal komme igennem den.

Jeg oplever selv, at når jeg tillader mig at være sorgfuld og måske endda siger det højt og kan læne mig op ad andres tro, bliver det lettere at være med den. Når jeg kan være med sorgen uden frygt, men som en del af livet lige nu, så kan jeg lettere tage mig af mig og række ud efter det, jeg har brug for. Jeg kan lettere give mig selv omsorg og kærlighed, hvilket dæmper frygten.

Sorg bliver nok aldrig min yndlings følelse, men jeg føler mig stærkere når jeg er med den og er med mig i den<3

Jeg omfavner mig

Det er ufattelig svært at stå op om morgenen og holde dig i gang, når det føles som om, du ikke har noget i livet, som du drømmer om, ingen mål, du ønsker at indfri. Når livsgnisten føles slukket og du føler dig drænet og energiforladt. Når selve livet føles som den tungeste byrde, du alene må bære på ryggen.

Hvis du ikke kan mærke glæde og begejstring i din hverdag og hvis du ikke føler, du har noget, som du glæder dig til i nærmeste fremtid. Når den ene dag ligner den anden til forveksling og dit humør ingen særlige udsving.

Når jeg er i sådanne perioder i mit liv, starter jeg med, at kigge bagud, for at finde ud af, hvornår og hvad, der har aktiveret tilstanden. Det er nemlig ofte aktiveret af noget særligt, som har føltes svært og sårbart, noget som jeg ikke har fået taget mig af, måske fordi der ikke har været tid. Det kan også være, det har aktiveret noget gammelt fra fortiden, som jeg ikke har lagt mærke til og som nu har sneget sig ind og lagt sig som en skygge over min nutid.

Når jeg ved, hvad og hvornår, tilstanden er aktiveret, kan jeg ofte forholde mig til de følelser og oplevelser som gør, at jeg i dag føler mig drænet, opgivende og uden drømme og mål. Når jeg kan se, hvorfra følelserne kommer, kan jeg tage mig af mig og trøste mig. Anerkende mig for det, der var svært og sårbart og omfavne mig, som den jeg er på godt og svært. Derefter kan jeg begynde, at se på nuet og fremtiden igen.

Stille og venligt kan jeg opmuntre mig selv til at finde nye små glæder og nye små mål. Jeg kan begynde, at vende opmærksomheden ud ad igen, række ud efter støtte og opmuntring fra andre. Jeg kan støtte og bakke mig selv op, indtil skyggen er væk og jeg igen kan tænke og føle mere frit og legende. Så kommer drømmene, energien og glæden tilbage.

Det er som en prop, der ind imellem sætter sig fast i energi systemet, i hjertet, og først når proppen er opløst, flyder energien frit igen. Ved at omfavne mig selv og tager mig af mig med kærlighed og opmærksomhed opløses proppen.

 

Et par links til yderligere inspiration.
http://staerkesider.dk/lev-dine-egne-droemme-ikke-andres/

DRØMME OG MÅL – PLANLÆGNING

Meta kognitiv terapi

Jeg har arbejdet en del med det kognitiveterapi, som metode i forbindelse med behandling af afhængighed.

Det kognitive går, meget kort fortalt, ud på at finde ud af hvilke tanker, man får i forskellige situationer og hvordan disse tanker giver en´ nogle bestemte følelser, handling og kropsfornemmelser, evt.  trang til rus.

Man arbejder herefter med at finde alternative tanker, som er mere konstruktive i situationen. Man arbejder med at forstå sig selv udfra, hvilke grundtanker man har om sig selv og livet og hvordan man kan ændre eller udvikle disse tanker, så de fører en´ en lettere eller mere konstruktiv vej igennem.

Jeg så et tv- klip, hvor en kvinde fortalte om meta kognitiv terapi.  Det er lidt af samme arbejdsmetode, i meta kognitiv terapi arbejder man også udfra, hvilke tanker der fylder, men frem for at ændre tankerne, arbejder man på at nedsætte den tid, man bruger på at tænke dem.

Et eksempel kunne være at man arbejder på at tillade sig selv at bruge ex. ½ time om dagen på at bekymre sig om fremtiden eller tænke dårligt om sig selv, og herefter tillader sig selv at slippe alle bekymringerne og  de negative tanker, for at bringe sig til stede i nuet, i familien, i den hverdag, man faktisk er en del af.

Jeg ved, at det man giver opmærksomhed fylder mest, uanset hvad det er. Jeg ved også, at nogle tanker er alt for svære at finde alternativer til, men de kan måske gøres neutrale eller stoppes.

En neutral tanke kan være: Jeg er et menneske.

Det lyder måske lidt for enkelt og ret svært, men jeg synes alligevel det er et lille tvist, som jeg lader mig inspirere af. Jeg kan dog også mærke, at lige i dag synes jeg, det bliver så teknisk og resultatorienteret med alt det kognitive, hvad end det nu hedder.

Håbe og vente.

Min barndom bestod meget af at håbe og vente. Jeg håbede på, at min mor og far fandt sammen igen, at min mor fandt en ny mand, at min mor blev glad igen, at min mor ville tale til mig igen, at vi havde et dejligt liv sammen, at vi havde det sjov, at hun ville kunne lide mig osv. osv.

Imens jeg håbede, ventede jeg på, at noget skulle gå over eller noget skulle komme. Jeg ventede på jeg skulle i seng, at det blev mørkt, så jeg kunne ligge lige så stille og tænke på gode ting. Jeg ventede på min mor kom i bedre humør, fik energi, fik lyst til at leve. Jeg ventede på, at jeg skulle være sammen med min far, ventede på min veninde kunne lege. jeg ventede og ventede og ventede.

Følelsen af at håbe og vente, rammer mig stadig. En tilstand, hvor jeg oplever, at jeg ikke har indflydelse på mit eget liv. Hvor jeg må tilpasse mig og nøjes, vente og håbe på det bliver anderledes. Med følelsen af at håbe og vente, følger offerrollen, en tung sorg og modløshed, som næsten er ubærlig.

Det bliver ubærligt, når jeg overvældes af, hvordan det var dengang. Det var ubærligt og jeg kunne intet gøre, jeg havde ingen indflydelse, fordi jeg var et barn. I dag skal jeg huske mig selv på, at jeg er voksen og jeg selv har ansvaret for, hvordan mit liv er. Det er sandt tingene ind imellem ikke forandres så hurtigt, som jeg ønsker og at jeg ikke altid får det, som jeg vil have det, men jeg er ikke et offer i dag, fordi jeg kan tage ansvar og ansvaret er mit.

Der er mange af mine strategier, der stadig er bundet op på eller forbundet med, at komme væk fra den ulidelig tilstand af dødvande, venten og håb. Som barn forandrede jeg det, jeg kunne. jeg rykkede rundt på mine møbler på værelset, gjorde rent, ryddede op i penalhuset, i legetøjet, i klistermærkerne eller andet. Jeg ordnede og regerede.

Jeg gør det stadig. Flytter rundt på møbler, bytter værelser, søger på nettet, laver planer, ordner og regerer det jeg kan. Holder mig i gang og i bevægelse, men det sker alligevel, at jeg føler mig fanget, alene og skak mat, præcis som dengang. Jeg ved ikke om jeg nogensinde kommer til, at få et afslappet forhold til at vente og håbe, men jeg bliver bedre og bedre til at håndtere mig selv og tage ansvar for mine følelser og det er rart.

Luk mig ind, – det er Pernille

Jeg har fulgt Dr´s tema uge omkring ensomhed. Jeg synes det er nogle fine udsendelser, jeg har set, men særligt serien med Blachman, kan jeg rigtig godt lide. Jeg kan rigtig godt lide Blachman, men jeg synes også ideen er god og den viser, hvor lidt og hvor meget der skal til for, at vi kommer hinanden ved.

I korte træk invitere han til fælles møde, hvor alle naboer giver et bud på, hvad de kunne ønske sig mm. Evt. en gå klub, et besøg, en ved noget om computer, passe katten mm. Det organiserer han, ved at udilegere ansvar, på en meget fin måde og så er det op til folk selv. Serien er vist på en meget fin og sårbar måde, synes jeg.

Jeg tænker, det er jo oplagt og hvor ville jeg gerne det var sådan på min vej. Samtidig tænker jeg, det ved jeg ikke om jeg kan overskue og jeg mærker tydeligt, at det vil kræve, jeg overskrider en grænse.

Ensomhed har været min tro følgesvend igennem livet. Jeg kender ensomhed, både indefra, hvor jeg føler mig ensom blandt andre, men også hvor jeg har været ensom og alene i livsfaser. At være alene, synes jeg kan være rart, men kun når jeg har valget om noget andet. Når jeg har føler mig alene uden det føles som mit valg, gør det mig flov og jeg skammer mig over den jeg er.

Jeg har i perioder i mit liv følte mig mere eller mindre fanget i ensomhed, fordi jeg ikke har så mange mennesker i mit liv. Fordi jeg følte mig så ensom og skammet mig, følte jeg ikke jeg havde noget at byde ind med og jeg ville ikke trænge mig på og plage andre om selskab. Fordi mit selvværd var lavt og min indre smerte var høj, fordi jeg ikke sagde det til noget og ikke kunne finde ud af at bede om hjælp. Jeg boede på et tidspunkt alene, hvor det var særlig udpræget og at jeg tvang mig til at kontakte nogen og lave en fysisk aftale en gang om ugen, fordi jeg ellers gik helt i stykker. For det meste lykkedes det, og den dags kontakt kunne holde en lille uge, inden længslen efter andre blev til en pinefuld lidelse.

Ensomheden kan æde mig op indefra og gør så ondt. Heldigvis er det ikke helt så tit mere, at jeg bliver overvældet af ensomhed, men det hænder. Der er visse situationer, hvor mine gamle mønstre aktiveres på en måde, så jeg gør mig ensom, både indefra og uden på. Skammen og skylden gør mig handlingslammet og så sidder jeg der og føler mig helt forladt og ensom.

Jeg hader ensomhed og ensomhedsfølelse.

https://www.dr.dk/tv/se/luk-mig-ind/luk-mig-ind-det-er-blachman-1-3

 

 

Bøllen og den smukke

Jeg er faldet over denne lille dokumentarserie. 5 afsnit, hvor en ung kvinde på omkring de 30 år, besøger 5 af hendes gamle klasse kammerater: Den dygtige, den smukke, bøllen, den mobbede og hestepigen.

Jeg kan med lethed sætte min egen folkeskoleklasse ind eller mine børns. Jeg synes, serien giver stof til eftertanke.

Det kunne være spændende, hvis man i skole alderen kunne arbejde seriøst med gruppedynamik. Læren om, hvordan vi alle sammen er medansvarlige for stemningen og tonen “i klassen”. Læren om, hvordan det vi hver især gør, har indflydelse på andre og på os selv. Læren om medmennskelighed og mennskelighed.

Jeg tænker ofte over, hvordan de samme 5-8 typer personlighed er at finde igen senere i livet, i andre grupper. På arbejdet,  til motion, på uddannelse, blandt en gruppe af mennesker mv. Blot er de i andre grader måske, men stadig tydelige, synes jeg. Og hvordan vi i mange arbejdssituationer, tager på teamwork kurser eller døjer med samarbejdsproblemer mv.

Måske ville det ikke blot gøre det lettere at gå i 6.,7.,8…… klasse, hvis man havde gruppe dynamik på skemaet og fik en forståelse for det, nogle konkrete redskaber, man kunne lære at bruge i det sociale rum. Måske ville det samtidig forebygge samarbejdsvanskeligheder, voksenmobning, stress mv. senere hen i livet.

 http://www.dr.dk/tv/se/boelle-straeber-dulle-taber/i-virkeligheden

Parallelliv

Så er jeg landet i mig selv igen 2014, det er skønt.

Ind imellem former mit liv sig på en sådan måde, at det jeg oplever i nuet, føles identisk med oplevelser, jeg tidligere har haft. Som om tid ikke eksisterer, som vi kender det i dag, men istedet foregår på en og samme tid.

Jeg forstiller mig det som om, jeg kører ud af min livslinje og ind imellem rammer et tidshul, hvor mine tidligere oplevelser ligger i lag, som parallelle liv, og dermed bliver følelser tanker og stemninger identiske.

De chok og traumer jeg fik som 8-12 årig, som jeg oplevede igen som 15-16 årig, 17-18 årig og 24-25 årig skinner igennem alle mine livs lag. De gennemsyrer mig nu som 45 årig, fordi mit liv lige nu minder mig om det, der skete dengang og dermed aktiverer mine gamle traumer, med alle gamle følelser af fortvivlelse, ensomhed, angst og forvirring, der hører med.

Jeg lever, føler og oplever pludselig, som dengang. Det pudsige er , at det eneste, der reelt er identisk med mit liv dengang er, at vi er igang med at sælge vores hus, fordi vi ønsker at flytte. Når jeg er fanget ind i sådan et tidshul, uden jeg har opdaget det, og er styret af gamle traumer, får jeg det rigtig dårligt, lige indtil jeg opdager, hvordan mine oplevelser er forbundet med hinanden. Først da kan jeg rette ryggen og se mig omkring i mit liv 2014 igen.

Jeg kan se, at jeg har et dejligt liv, en dejlig mand og nogle skønne, stærke børn. At jeg har masser af kærlighed. Jeg kan mærke min egen kraft og styrke og endda åbne mit hjerte endnu engang og forene mig med mig selv, et lag dybere. Jeg kan trække vejret dybt.

Gamle dæmoner.

Jeg er inde i noget svært for tiden og jeg kan ikke finde ud af, at få det vendt……. Det er bare lidt af det hele, som bliver til en tung grå masse af tristhed og manglende energi. Mit hjerte er tungt, mine tanker er sorte og jeg går mere og mere i stå, isolerer mig og lukker mit hjerte. Det føles som om jeg går rundt i mudder til knæene og er filtret ind i noget klæbrigt masse, som gør jeg ikke kan bevæge mig frit.

Jeg kender følelsen rigtig godt,  selv om jeg samtidig synes, jeg aldrig har haft det sådan før. Jeg kan ikke fordrage at have det på den måde. Når de gamle dæmoner har fået sit tag i mig, sådan rigtigt, har jeg brug for hjælp til at rense mig. Jeg skal snakke med min supervisor, min terapeut, min livs mentor, – snarest!

Sammen med hende ved jeg, at de gamle dæmoner vil blive opløst og jeg står tilbage, med det som evt. er problemet i dag. Som den voksne og stærke kvinde jeg er. Ufatteligt, hvordan jeg stadig trækker den så langt, istedet for at drage afsted med det samme. Jeg holder ud og holder ud, mens dæmonerne raser. …Jeps den er god nok, det er helt bestemt gamle dæmoner.

Tilgivelse, som at pudse mørbrad.

Jeg arbejder ind imellem med tilgivelse. Det at tilgive andre og sig selv. Tilgive på trods…. af svigt, uretfærdighed, smerte, pine, skam, vrede og sorg….mm.

Jeg har altid selv fundet det svært det med at tilgive, dvs. ikke de små ting og sager, der sker i hverdagen, men jeg har nogle personer i mit liv, som jeg virkelig har svært ved at tilgive. Jeg har faktisk, på en måde, modstand på at tilgive dem,  og en af dem er desværre mig selv.

Det svære ved ikke at kunne tilgive og give slip er, at de små ting i hverdagen hober sig op og aktiverer til sidst den manglende tilgivelse og dermed et helt system af negative følelser og tanker.

Hvad vil det sige at tilgive….? Jeg tænker, det handler om at acceptere, at det var som det var. Acceptere at det var/er forbundet med mange svære følelser og konsekvenser og at det, der er sket ikke står at ændre nu. Det handler om at forløse og bearbejde de gamle følelser og oplevelser. At have forståelse af, at ethvert menneske gør, til enhver tid, sit bedste udfra, hvor han/hun er.

Jeg forstår det virkelig godt med mit hoved. Jeg kan tænke det forfra, bagfra og igen og igen, og for det meste har jeg fornemmelsen af, at jeg har tilgivet alt det, der skal tilgives. – men vupti så dukker det op igen…… Vreden, sorgen og tankerne om at det ikke er godt nok og jeg mærker, hvordan jeg stadig bære rundt på gamle oplevelser og uforløste følelser. Den manglende tilgivelse sidder som gift i systemet og står i vejen for friheden til at leve nu.

Jeg har det meste af mit liv fastholdt eller tilbagehold, hvordan tingene egentlig var  for mig og de følelser jeg har haft, som har knyttet sig til det. Det har lagt en usynlig hinde mellem mig og andre, som har ført til dyb sorg, raseri og opgivelse. For virkelig at tilgive, må jeg ind og smelte/opløse den hinde. Hinden skal være blød og elastisk så den støtter mig, ikke stram og snærende så den kvæler mig.

Hvis du forestiller dig en fin mørbrad, som inden tilberedningen skal pudses og skæres fri af hinder, sener og evt. fedt, så den bliver mør og skøn at spise. På samme måde visualiserer jeg min manglende tilgivelse, som hinder, sener og fedt, der dækker og klemmer mine muskler i kroppen sammen, så jeg ikke har fri bevægelighed. Jeg forestiller mig, at jeg renser og opløser hinderne, så de igen bliver smidige og levende. Jeg tilgiver og slipper fri.

Kroppen som landkort.

Hvor ofte mærker du efter, hvordan din krop har det, hvad den fortæller dig og hvad den har brug for…. Hvad du har brug for.

I vores samfund og kultur bliver vi opdraget til at sidde stille og ikke forstyrre. Det at være i bevægelse passer ofte ikke ind i rammerne, vi har skabt, hvad end du er barn eller voksen. Det vil ofte blive opfattet som uro, at være fortyrrende, hvis man rykker for meget rundt i stolen, går ud for at tisse eller strækker dig, for at få energien til at flyde igen.

Vi snakker godt nok om at mærke efter og have mavefornemmelser, men hvor meget bruger du det rent faktisk. Mange mennesker vænner sig til at udsætte eller overhøre signalerne fra kroppen, evt. bedøve dem med mad, slik, alkohol eller andet.

Går du rundt og spænder op, fordi du må holder sammen på dig selv for at udholde din hverdag eller måske fordi du er ked af det, vred eller utilfreds med tingenes tilstand. Så kan spændingerne sætte sig som propper i dit system og give dig både fysiske og psykiske smerter. Stress, angst og hverdags-lidelser som ondt i ryggen, hovedpine, manglende energi mm. kan skyldes sådanne spændinger

Hvis du lige nu skal give dig selv et øjeblik, hvor du lige rette opmærksomheden ind ad, trækker vejret og mærker efter, hvordan har du det så i kroppen?

1. Kroptjek: Hvad mærker du? Måske har du ondt i lænd eller skuldre. Måske kan du ikke mærke dine ben eller dine fødder er kolde. Måske føler du dig træt, sulten, tørtig eller du skal tisse……
2. Hvordan forstår du signalerne: Jeg har næsten lyst til at skrive: Hvis lidelsen kunne snakke, hvad fortæller den dig så? At du har taget for meget på dig, har holdt ud for længe, at du er træt, ked af det, ikke har sat grænser, holder dig selv tilbage eller du mistrives måske.
3. Hvad har du brug for:  Måske har du brug for at omprioritere, tage en slapper  eller få snakket med nogen. Det kan også være du har brug for at blive mere opmærksom på dig selv og give dig selv omsorg, lytte efter egne behov.
4. Det kan du gøre ved det lige nu: Bare det at du registrer din egen krop, hvordan den og du har det, så har du allerede gjort noget. At strække sig og at trække vejret helt ned i maven er altid et godt sted at starte.