En statsministers undskyldning

Jeg har tænk meget over statsministerens undskyldning til Godhavnsdrengene og jeg mener, det er så vigtigt, at de får den undskyldning. En undskyldning fra statens overhoved, fra en autoritet, som påtager sig ansvaret og som tør sige højt og stå ansigt til ansigt med de mennesker, som har været udsat for så meget pine og smerte i deres barndoms år. Samtidig tænker jeg på alle de andre, som jeg mener, fortjener præcis samme undskyldning, fordi også de har været udsat for ubegribelig smerte og overgreb i barneårene.

Alle de mennesker som har været udsat for begivenheder og vilkår, der har ramt ud over en kant, hvor det har givet personlige varige og livslange men´. Begivenheder der har formet dem som mennesker og været afgørende for deres livsforløb. Begivenheder som stadig kan tricke og påvirke trivslen, og som synes at gentage sig i nutiden og dermed bliver et livslangt projekt og forsøg på at bearbejde det og leve i fred.

Jeg har i mit liv mødt og arbejdet med så mange mennesker, som netop var sådan en statsministers undskyldning værdig, ikke mindst mine pigers far. Han var ligeledes anbragt som barn under horrible forhold og blev eksempelvis tvangsmedicineret, fordi han aggerede ud overfor det, han blev budt. Man kunne med lethed tænke, at de mange år, hvor han udviklede et stofmisbrug og ikke mindst alle de år, han har brugt på at hele sig, for at kunne komme til at leve et nogenlunde tåleligt liv med arbejde, familie og venner, kunne forstås som en direkte konsekvens af det, staten udsatte ham for eller netop ikke udsatte ham for.

Det er ikke uden konsekvenser, at have en opvækst med omsorgssvigt, ensomhed og krænkelser. Der er en livslang regning at betale personligt, menneskeligt og økonomisk både for personen selv og for de nære relationer, som lever med skyggerne af fortidens traumer. Alene regningen til psykoterapeuten løber hurtigt op på de 300.000,- eller hvor meget det nu er, Godhavnsdrengene får i erstatning, det ved de fleste, som har investeret i personlig udvikling.

Når statsministeren siger undskyld helt officielt til Godhavnsdrengene, så håber jeg en sådan undskyldning må klinge ind et helt særligt og vigtigt sted hos dem, der modtager den. Et sted hvor deres indre lille barn sidder krummet sammen, skamfuld, bange og tvivlende på, om det har lov til at være her. Om det har været så uartig og forkert, at det har fortjent at blive udsat for al den smerte og de overgreb. Om det i virkeligheden er dets egen skyld alt det, det har oplevet.

En undskyldning er en anerkendelse af, hvad der er sket, at det er sket, og det er en omfordeling af ansvar og realiteter, når det gives af en autentisk autoritet. Undskyldningen kan ikke ændre det skete, men den kan være en hjælp til, at den enkelte måske endelig kan slippe noget af skylden, skammen, tvivlen og smerten. Det kan været et par skridt hen imod en tilgivelse eller accept af, at det var som det var.

Jeg ønsker mig at undskyldningen fra statsministeren vil sprede sig og klinge ind hos alle dem, som fortjener en sådan undskyldning, alle dem som ikke har fået den fra de autentiske autoriteter, som var ansvarlige i deres opvækst.

Jeg ønsker undskyldningen vil føre flere gode ting med sig i form af anderkendelse af at opvækstskader kan være en kompleks og behandlingskrævende tilstand. At undskyldningen vil give en kærlig opmærksomhed og forståelse for barnets perspektiv når, der er uregelmæssigheder som flytninger, skilsmisser, misbrug, fattigdom, sygdom, dødsfald, adoption eller anden indgriben i familie dynamik. Jeg ønsker der vil brede sig en accept og anderkendelse af behovet for kærlighed, når der er en mangeltilstand omkring barnet og dets familie ❤

Tilgivelse

Først en lille opdatering, julen tog alligevel en drejning, da det viste sig, at jeg havde glædet mig for tidligt og min ældste datter har corona, det blev vi klar over d. 24.12. Hun måtte være med fra computeren hjemmefra og heldigvis bor vi så tæt ved, at vi kunne køre hjem med mad til hende og vi fik alle en hyggelig juleaften. Nu skal hun bare helst være symptomfri i dag, så nytår ikke bliver ligedan. Hold nu op, jeg er ved at være corona træt.

Temaet i dag er inspireret af dagens øvelse fra Et kursus i mirakler. Øvelse 134; Lad mig opfatte tilgivelse som den er.

Jeg har alle dage synes at tilgivelse er en svær ting. Der er fortællinger og oplevelser i mit liv, som jeg har rigtig svært ved at tilgive. Jeg kan hænge fast i visse fortællinger og i de sårede følelser, som er forbundet med dem og ind imellem aktiveres de gamle sår af ny oplevelser med andre hovedpersoner.

Når jeg går og ruger og pines af tanker om sådanne hændelser, der har gjort mig ondt, kommer jeg eksempelvis til at tænke, at det er for let sluppet, hvis jeg “bare” skal tilgive personen eller sådan ville jeg aldrig have opført mig mod en anden.

Med de tanker kommer jeg til at dømme den anden hård. Jeg tillægger, med mine tanker, den anden nogle intentioner, motiver og egenskaber som eksempelvis at de har haft et andet valg i situationen, at de har kunne gøre tingene anderledes, at de har vidst, hvordan jeg følte, at de ikke har respekteret og elsket mig nok og at de dermed bevidst har gjort mig ondt. Tanker som alle gør mig rigtig ondt.

I dagens øvelse opfordres vi til ikke at hæfte os ved, hvad den anden gjorde, men i stedet at spørge os selv: Ville jeg anklage mig selv for at gøre dette? Ved hjælp af spørgsmålet til os selv kommer nye nuancer frem og dermed en frihed til at tage os af vores egne følelser. Friheden til at give og modtage kærlighed.

Spørgsmålet får mig til at tænke, at jeg ofte dømmer mig selv hård i mange situationer, så jov måske ville jeg anklage mig selv. Jeg ville ihvertilfælde bebrejde mig selv, at jeg ikke har reageret anderledes og mere hensigtsmæssigt, men jeg ville vide at jeg aldrig bevidst ønsker at gøre andre ondt og jeg ville også vide, at jeg i situationen ikke kunne vælge at gøre andet.

I Et kursus i mirakler siger de, at vi er alle ens og når jeg ikke vil anklage mig selv for det, kan jeg vel heller ikke anklage andre for det. Jeg kan ikke tillægge andre egenskaber og intentioner, som jeg ikke selv har i situationen.

I Et kursus i mirakler er der kun frygt eller kærlighed og de kan ikke være til stede på samme tid. Det som er virkeligt er uendeligt og det er kærligheden, alt andet er en kalden på kærlighed. Så når man er i pine og har svært ved at tilgive, er det en kalden på kærlighed. Man kan hjælpe sig selv på vej, hvis man har en villighed til at se tingene anderledes.

Til januar 2021 starter en podcast, hvor Et kursus i mirakler vil blive drøftet fra start til slut og sat ind i en hverdagskontekst af Kisser Paludan og Gitte Koldtoft, der ligger allerede flere afsnit, hvor de 2 kvinder reflekterer højt og afsnit 23 handler om tilgivelse.

• “Et kursus i mirakler”
• Angrebstanker
• Frygt versus kærlighed
• https://podimo.com/en/shows/a9b0a6cc-579e-42b1-b8d7-ffea9a066247

Kærlige grænser

Søndagens episode af “Et kursus i mirakler” på Podimo, handler om tilgivelse, et tema som jeg synes, kan være rigtig svært at komme rundt om på en måde, så det bliver forløsende.

Der er nogle ting i livet som gør så ondt og har haft så store konsekvenser, at det synes utilgiveligt. Noget som bliver ved med at forstyrre og smerte. Det kan være ting andre har gjort mod dig eller ikke har gjort eller ting, du har gjort eller ikke gjort mod dig selv. Det utilgivelige holder dig i et jerngreb, som får lov til at styre og sætte dagsordenen i dit liv igen og igen.

Ingen og slet ikke du, fortjener at leve i et sådan jerngreb af pine og derfor kommer vi ikke uden om tilgivelse, tænker jeg. Tilgivelsen handler, for mig at se, om opløsning og om at give slip i det, der er sket, ikke at begivenhederne dermed accepteres, men at give slip i energien omkring det som, hvis det var en isskulptur og solen skinner med sine varme, nærende og kærlige stråler på det opløstes og smeltede væk.

“Et kursus i mirakler” taler om tilgivelse, som at man må være villig til at se tingene på en anden måde og med sin lille villighed se igennem det pinefulde og om bagved. Jeg forstår det bedst når, jeg forestiller mig det som et teater, hvor ting udspiller sig på scenen. Når man lukker sit kropslige øje, som kun ser det umiddelbare, og i stedet stiller skarpt med kærlighedens øje, kan man nu se igennem det, der udspiller sig på scenen, som var det et gennemsigtigt tæppe. Bagved tæppet kan man se alt det, som betinger det, der sker på scenen. Alt det, der er styret af enden kærlighed eller frygt. Frygt som er en kalden på kærlighed.

Et eksempel kunne være når min overordnede taler til mig i en særlig tone, så kan det vække følelsen i mig af at være forkert og ubetydeligt. På teatrets scene udspiller sig så en handling, hvor jeg reagerer på det umiddelbare og bliver såret og vred, mens jeg forsøger at forsvare min position med faglige argumenter. Når jeg i denne situation lukker mine kropslige øjne og kigger bag ved det gennemsigtige scenetæppe, så handler det om at episoden vækker frygt i mig. En frygt, der kalder på kærlighed, at jeg er elsket, at jeg er vigtig og god som jeg er, at jeg ikke har gjort noget forkert. Kigger jeg på min overordnede sker der det samme, hun mærker også frygt for at have fejlet, frygt for konflikt, hvilket ligeledes er en kalden på kærlighed om, at denne situation er svær for hende og at hun er elsket.

I dagens episode “Et kursus i mirakler” taler de om, at alle møder med andre mennesker er et helligt møde, en invitation til mere kærlighed, først og fremmest kærligheden til dig selv. Med dette forstår jeg, at min overordnede eksempelvis er en invitation til, at jeg kigger med kærlighedens øje og ser, hvad der er på spil for mig i situationen og dermed har jeg muligheden for at sende mig selv (og min overordnede) en masse kærlighed og derved reparere og korrigere de tanker, der handler om at jeg ikke er vigtig.

De fortsætter i podcasten med en nysgerrighed på, hvad det mon er inde i mig, som gør at jeg tillader, at jeg bliver talt til på en måde, så jeg føler sådan. Hvad er det inde i mig som kalder på kærlighed, hvad er det jeg skal hvile dybere i. Her må jeg tænke lidt ud over mit arbejde, for hvad er det, der inde i mig tillader, at jeg tillader når min mor eksempelvis taler til mig i en tone, hvor jeg bliver ked af det og føler mig reduceret, at jeg ikke sætter grænser og giver udtryk for, hvad det gør ved mig?

Når jeg skal kigge på det med mit kropslige øje, så taler min mor ind imellem til mig i en tone, så jeg fryser til is indvendig og bliver ganske ubetydelig og i pine, samtidig med jeg skammer mig over, at det er sådan. Det får mig til at stivne i et smil og bare gøre det, der er forventet af mig, som var det et teaterstykke. Når jeg åbner kærlighedens øje ser jeg, at jeg er fanget af frygt og jeg kalder på kærligheden, at jeg er elsket, at jeg er stærk, at jeg er lys, at jeg er kærlig mm. Jeg ser også at min mor på samme vis er fanget i frygt og hun kalder på en kærlighed, hun aldrig fik og ikke ved, hvordan hun skal få.

Når jeg ser på begivenhederne med det, som jeg kalder kærlighedens øje, så kan jeg letter tilgive, hvis tilgivelse er at se igennem det som er sket, men jeg har fortsat svært ved ikke at hænge fast i drømmen om, hvordan det kunne være og blive, hvis bare, min mor kunne give sig selv kærlighed, hvis bare tingene var anderledes, hvis hun var anderledes, hvis jeg var anderledes mm. Tanker som minder mig gevaldigt om tankerne jeg havde i forholdet til min mand og hans misbrug. For en ting er at tilgive, noget andet er at se realiteterne i øjnene og acceptere virkeligheden som den er.

Men hvad skal vi så med alt det her, sådan en smuk solrig søndag morgen, hvor solens stråler netop skinner fra den blå himmel kun for os. Vi skal huske på at kærlighed også er at sætte grænser, at grænser også er kærlige, når de handler om at tale din egen sandhed op. Jeg skal eksempelvis sige fra overfor den tone, min mor taler i eller sige til, at det gør mig ked af det når hun siger det på den måde. Jeg skal måske endda insistere på, at kan det ikke være anderledes, kan vi ikke tale sammen nu. Det kan lyde hård, men det er i kærlighed til mig og jeg taler jeg min sandhed op.

I mit hjem og sammen med mig, taler vi kærligt og ærligt til hinanden, du må gerne være med, hvis du acceptere betingelserne. Selv når jeg skriver det her kan jeg mærke, hvordan det rumler i min mave og jeg bliver urolig for konsekvenserne, måske lidt ligesom min overordnede, der bliver ind imellem. Måske hun netop er en invitation til mig om at tage mig af den rumlen.

I hero’s journey taler man om, at når helten er draget afsted på sin rejse og nærmer sig hans mål, gralen, så er der et sted, hvor han må være villig til at ofre alt for hans egen sandhed. Han må virkelig stå op for sig selv og først når han gør det, kommer han frem. Jeg ser det på samme måde, som at man må være villig til at tage konsekvenserne af virkeligheden og ja man kan risikere at miste en relation, hvis man insistere på at leve efter egne værdier og tale egne sandheder op, men alternativer er, at man mister sig selv.

• https://podimo.com/en/shows/a9b0a6cc-579e-42b1-b8d7-ffea9a066247
• Hero’s journey
• Frygt versus kærlighed
• Tilgivelse… – øv.
• Livet som invitation

Søndags refleksioner

Jeg er gået i gang med at læse “Et kursus i mirakler” af Helen Schucman. En kæmpe bog, som er skrevet på en måde så den i form og tekst minder om en Bibel. Der er noget ved bogen som skræmmer mig og får mig til at tænke, at det kan virke indoktrinerende, men samtidig tiltaler det mig, det jeg læser.

Bogen handler om kærlighed og om at ændre sine tanker fra frygt til kærlighed. Derfor er det jo et pudsigt paradoks, at bogen i sig selv vækker lidt frygt hos mig. Mens jeg læser den åbner mit hjerte sig på en virkelig behagelig måde og jeg kommer i kontakt med noget spirituelt og åndeligt i mig selv, som er det, der samtidig forskrækker mig lidt.

Jeg havde bogen med på stranden i går og jeg kom til at tænke over, at det måske var lidt flovt og upassende, at ligge og læse sådan en bog i offentligt rum? Det overrasker mig egentlig, at jeg er så blufærdig omkring min egen åndelighed. Måske skyldes det min mor er meget ateistisk eller ikke troende, som hun kalder det, og måske kender jeg faktisk ikke mange, der står frem med deres åndelighed eller måske er det bare nyt, at jeg møder mig selv her. Som altid bliver jeg ihvertilfælde nysgerrig, både over bogens budskab og min egen reaktion.

Alt er kærlighed, skriver Schucman og når man har ubehagelige følelser er det en kalden på kærlighed. For mig er det meget smukt og simpelt formuleret. Lige nu bruger jeg det som en reminder, fordi det taler lige ind i det, jeg selv arbejder med, nemlig at elske mig selv og møde mig selv med venlighed uanset, hvad der kommer.

Jeg har skrevet mange artikler om følelser, selv kærlighed og behov. Jeg har nok særligt beskæftiget mig meget med behov ved, at kigge tilbage til kernen eller roden, der hvor det uforløste behov stammer fra oprindeligt. Schucman beskriver behov som noget, der opstår når du fratager dig selv noget og jeg tænker dette noget, kan være kærlighed. Når der mangler kærlighed, opstår der et behov, som kan vise sig på mange forskellige måder. Det kan være et behov for erstatning, det kan være forskellige følelser, der er behov for at udtrykker eller handlinger, som aktiveres, behovet for at sige og gøre noget. Jeg tænker, behov hænger sammen med følelsen af, der mangler noget, der mangler kærlighed.

Følelsen af mangel, skriver Schucman, er en indikator på, at du vil vil have det bedre i en tilstand, der på en aller anden måde er anderledes end den du er i nu. Det kan næsten ikke siges mere enkelt og direkte.

Når jeg reflekterer over de 3 beskrivelser på et hverdagsplan, så kan jeg genkende mange store og små situationer, som jeg kan se mere enkelt på, hvis jeg forholder mig til beskrivelserne. Mit arbejde eksempelvis, her kan jeg ofte få fornemmelsen af, at jeg mangler noget, hvilket fremkalder et behov hos mig, der kan gå i mange retninger. Behov for at kritisere, for at flytte mig, klage, diskuterer, brokke mig mm. Samtidig eller i den sammenhæng mærker jeg følelser som ærgrelse, frustration, vrede, afmagt og ked af det.

Hvis jeg i den situation tænker, at ubehagelige følelser er en kalden på kærlighed, i første omgang kærlighed til mig selv, men måske også til stedet, ledelsen og alle ansatte, så opløser mine behov sig og hvis jeg samtidig tænker på at følelsen af mangler, indikerer en tilstand, hvor jeg vil have det bedre et andet sted, så er det ganske sandt. Måske et andet sted fysisk, men det kan også være et andet sted mentalt. Jeg kan ikke skabe noget positivt med negative tanker, det er derfor vigtigt, at jeg møder mig selv med kærlighed og bringer mig et andet og bedre sted hen.

Da jeg boede i Thy, brugte jeg mange år på at mærke på mangler og behov, som jeg ikke synes, at jeg kunne få tilfredsstillet. Jeg forsøgte at få dem tilfredsstillet med samtale, dialog, diskussion, skænderier, manipulation, fortrængning, samtale, dialog, skænderi og et hav af svære følelser og handlinger, som ikke hjalp mig i et bedre sted hen. Jeg kan i dag se, at jeg aldrig fik stoppet op og mødt mig selv med kærlighed og venlighed. Tværtimod skændede og skammede jeg mig selv ud til ubærlighed. En meget pinefuld proces, hvor jeg til sidst ikke kunne se anden udvej end at flytte mig selv fysisk for at overleve.

Havde jeg nu kunne stoppe op og møde mig selv med kærlighed, så havde jeg med sikkerhed kommet frem til samme resultat, at jeg ville flytte mig fysisk, fordi jeg simpelthen manglede noget og et andet sted (københavn) er bedre for mig. Men med kærlighed ville jeg havde kunne italesætte mine ønsker og behov på en måde, så de følelser det måtte fremkalde, kunne løbe mere frit og kærligt igennem mig og mellem os som par. Jeg forestiller mig, at vi med den kærlige tilgang lettere havde kunnet tale sammen som 2 voksne mennesker eller vi kunne have talt sammen ud fra et andet sted, et mere kærligt sted. Med negative tanker, kunne vi ikke skabe noget positivt.

Lørdag vågnede jeg op med følelsen af dårlig samvittighed over alt det, jeg synes, jeg skulle og burde, samtidig med et behov for bare at være fri og ikke skulle noget. Jeg klarede faktisk at komme mig selv i møde med, jeg elsker dig uanset hvad du gør og fik bragt mig selv et langt bedre sted hen mentalt, så samvittigheden slap.

Jeg ved ikke om det, for dig, lyder som noget værre hokuspokus det, jeg skriver om her, men for mig giver det rigtig god mening, For mig har det været en lang personlig rejse hen til, at kunne møde mig selv med sådan en kærlighed og åbenhjertighed. Det er ikke mange år siden, hvor jeg syntes det var komplet utænkeligt og, hvor selvkærlighed føltes som noget besværligt op ad bakke sniksnak, men det har hjulpet mig at gøre det på trods. At minde mig selv om venlighed, som var det ord, jeg lettere kunne tage ind i starten, at møde mig selv med venlighed.

Som de sagde i podcasten “Et kursus i mirakler”, som var min introduktion til metoden, så vil bogen komme til dig, når du kan bruge den og det gjorde den altså nu for mig. Var den kommet sidste år eller da jeg var i Thy, så var den røget direkte i reolen helt uåbnet, hvis ikke helt ud.

God søndag derude ❤

Mirakler

Hvad nu hvis i dag er præsis som alle andre dage. Du foretager dig det, som du plejer. Bruger dagen sammen med dem, du plejer. Spiser det du plejer og timerne går, som de plejer. I aften gør du ligeledes det som du typisk plejer, spiser din aftensmad og ser lidt tv eller hvad du nu plejer at bruge din aften på. På et tidspunkt går du i din seng og falder i søvn.

Midt i nat, men du sover dybt, sker der et mirakel.

Miraklet betyder at den egenskab, følelse, de tanker eller tendens som hæmmer dig og dræner dig i forhold til det, du gerne vil bruge dit liv på. Det som bremser dig i at folde dig ud, som du nu engang er, forsvinder væk. Den forsvinder som duk fra solen og eksisterer ikke mere. KLIK, som et knips med fingrene.

Det betyder, at når du vågner op i morgen, så findes det ikke længere, det er væk.

• Hvordan ved du hæmningen(problemet) er væk?
• Hvad vil være det første du lægger mærke til?
• Hvad vil du gøre som nu er anderledes?
• Hvem vil opdage det først?
• Hvad vil de lægge mærke til?

 

Jeg lytter til en lidt speciel podcast om mirakler, måske lidt højtflyvende, jeg ved det ikke helt endnu, men de siger noget, som jeg finder meget inspirerende:

Man kan ikke skabe noget positivt med negative tanker. Jeg må derfor være villig til at se tingene på en anden måde. Se tingene uden fordømmelse, på den måde dukker de kærlige tanker op.

Lidt flere links til emnet, hvis du er nysgerrig.

• Mirakelspørgsmål om virkeligheden
• En stilladserende samtale
• LØFT
• LØFT 3
• På 28 sekunder …
• https://podimo.com/en/shows/a9b0a6cc-579e-42b1-b8d7-ffea9a066247

Tilbagefaldet

Inden for rusmiddelbehandling arbejder vi med et begreb, der hedder tilbagefald. Et tilbagefald er, når du vender tilbage til gammel adfærd og giver slip på det du ellers havde besluttet dig for.

Et tilbagefald er en proces, et forløb, hvor der er forskellige stadier som, hvis du ikke reagerer på dem, fører dig hen imod det sidste stadie, hvor du rent faktisk indtager rusmidler igen, selv om du havde besluttet dig for at lade være.

Eksempler på tilbagefald i forhold til rusmidler: Hvis du har besluttet dig for at, at du må drikke 2 genstande dagligt, så er den 3. genstand tilbagefaldet. Hvis du har besluttet dig for helt at stoppe med at indtage rusmidler, er den 1. genstand tilbagefaldet. Din adfærd kan være tilbagefaldsadfærd, også selvom du ikke har indtaget rusmidler endnu.

Jeg oplever tilbagefald processen er den samme uanset hvilke forandringer, du har besluttet dig for at lave i livet. Hvis du har besuttet dig for at arbejde mindre, spise sundere, dyrke mere motion, stoppe et parforhold, som ikke er sundt for dig, stoppe med at ryge, spise slik eller stoppe med at være kontrollerende og medafhængig overfor din partner. Hvis du har prøvet at falde tilbage og ikke har kunne holde dig til planen alligevel, så vil du kunne genkende nedenstående stadier. Du sætter bare dit eget ord i stedet for rus.

Stadierne:

1. Du bliver fastlåst i dine tanker. Du bliver ved med at tænke i samme spor, eksempelvis at du ikke dur til noget, at du ikke kan klare det, at det er for svært, at verden er svær……..
2. Du bliver stresset indefra. Dine fastlåste tanker og syn på dig selv, andre og verden giver dig et højt indre stress niveau.
3. Du begynder at få rus relaterede antagelser. Din hjerne begynder at huske og minde dig om, at hvis du indtager rusmidler nu, så vil du kunne slappe af, få modet, få ro på, få……., og hvis du ikke indtager rusmidler nu, så vil du brænde sammen, aldrig klare det, dø, kollapse……..
4. Du begynder en indre dialog. Inde i hovedet starter en diskussion om, du skal indtage noget eller ikke skal indtage noget. “Djævelen og englen” argumentere for og imod.
5. Du begynder at få rus relaterede tanker. De saboterende tanker tager mere og mere over og du begynder at forklare dig selv, at det bare er i dag, bare er en enkelt eller at ingen opdager det, at det måske faktisk er en god ide.
6. Du begynder at få uhåndterlige følelser. Følelserne begynder at blive påvirket af det høje stressniveau og de mange tanker og diskussioner indvendig. Du bliver mere vred og irritabel, får lettere til at snerre og starte en konflikt eller føler dig måske mere magtesløs og ulykkelig, bange og usikker.
7. Du begynder at få trang. Følelserne puster til trangen, som en en fysisk fornemmelse, et behov, craving. Det er ubehageligt og kræver særlig opmærksomhed, vilje og fokus at modstå.
8. Du begynder at få en gammel adfærd. Din adfærd ændrer sig og du begynder at gøre noget af det, du plejer eller stoppe med at gøre det nye, som ellers hjælper dig. Du undlader måske at fortælle, hvordan du har det indeni, ringer ikke til en ven, som ellers kan hjælpe dig med at stoppe op. Eller du glemmer at holde pauser og mærke dig selv og dine egne behov…….
9. Omgivelserne reagerer. Omgivelserne mærke ændringerne i dit humør, sind og adfærd og måske begynder de at spørge eller sige noget om det. Ofte vil du opleve det som irriterende, provokerende og som unødig indblanding på dette stadie, fordi det konfronterer dig, det rammer plet.
10. Du trækker dig og centreres omkring det rus relaterede. Det er som om du er går ned i en slugt, hvor der bliver smallere og smallere, du kan mindre og mindre se anden udvej. Det synes at være den eneste løsning at falde tilbage.
11. Du skaffer rusmidlerne.
12. Du indtager rusmidlerne.

Processen kan tage længere eller kortere tid at gennemleve. Der kan være nogle stadier du er i, i længere tid, mens det arbejder, hvilket ofte vil være de første stadier. Jo længere ned du kommer, jo sværere er det at få sig afledt, derfor er det i sig selv en hjælp, at kende sine egne tilbagefalds stadier, så man kan være opmærksom på dem, når de dukker op og reagere hurtigt. Ud fra hvert stadie kan man lave en sikkerhedsplan, sådan at man ved, hvad man skal gøre for at hjælpe sig selv og hvem man evt. skal kontakte, som kan hjælpe.

Et tilbagefald kan være kort (et slip) eller af længere varighed. Jo hurtigere man får sig stoppet, jo lettere er det. Der vil altid være konsekvenser af et tilbagefald i forskellig grader, både psykisk med selvbebrejdelser og skyld og skam, fysisk måske med abstinenser og andre skader, relationelt når omgivelser reagerer med deres følelser mm. og måske økonomiske.

Måske er det værste ved tilbagefaldet følelsen af, at man har mistet kontrollen for en stund, at man har ageret imod bedre vidende og egne ønsker, at man kommer til at dømme sig selv som et menneske med svag karakter og at man skuffer sig selv, og måske endda føler man skuffer andre.

Måske er det værste at mærke konsekvenserne af tilbagefaldet og følelsen af at være tilbage, hvor man startede samtidig med, at man kigge sig selv og andre i øjnene med skammens gift flydende i årene. Eller måske er det værste når ens forsvarssystem sætter i gang med feberredninger, tryllestøv og 10.000 gode forklaringer på, hvorfor det skete, for at lette den tunge byrde af skam, mens man godt selv kan høre det klinger hult.

Det er egentlig underligt, hvorfor det ofte er forbundet med så meget skam og skyld, at tage et tilbagefald. Det er vel i og for sig ikke anderledes end, at man har besluttet sig for at ændre noget som man øver sig på. I øvelsesfasen falder man tilbage, fordi man ikke helt kan det nye endnu.

I øjeblikket lytter jeg til “Om søndagen græder vi”, en podcast af Hella Joof og Marie louise Tüxen, de taler om at sove. De siger, at der i vores kultur er noget skamfuldt ved at indrømme man sover. Hvis man tager tlf. og ligger og sover, vil man ofte forsøge at lyde frisk og veloplagt, hvor imod, fortæller Hella, at man i Afrika ser det at sove, som noget betydningsfuldt og derfor ikke skammer sig over det, tværtimod. I Afrika vil man bruge det som en helt plausibel forklaring og når nogen spørger, hvad laver du? Vil man svare: Jeg sover! I Danmark vil mange ofte svare: Jeg lå lige og læste!

Det fik mig til at tænke på om, det er ligedan med tilbagefald, at vi opdrages ind i en forståelse af, at beslutninger er noget særligt betydningsfuldt og vi skal være viljestærke. Noget der viser karakter og noget man helst skal kunne fremvise i handlinger, her og nu. Forstår vi tilbagefald som det modsatte af viljestærk og dermed skammer vi os? Omvendt er der jo andre ting, hvor man netop viser karakter ved at øve sig igen og igen. Hvor vi roser det at øve sig, og ser det som særligt betydningsfuldt og et anerkendt karaktertræk, som vi forbinder med at være stærk, vedholdenhed og arbejdsomhed, ihærdighed.

Men vi ser ikke umiddelbart mennesker med rusmiddelproblemer og utallige tilbagefald som vedholdende og arbejdsomme, på trods af at de igen og igen forsøger at stoppe. Vi ser de falder tilbage igen og igen. Kvinde, der bliver ved med at gå tilbage til x-kæresten, tænker vi heller ikke på, som ihærdig og vedholdende eller os selv, når vi igen og igen forsøger at ændre kost- og motionsvaner eller blive mere selv kærlige, så skammer vi os ud i hårde vendinger, når det ikke lykkes. Omvendt vil vi aldrig kalde et menneske svag og med svag karakter, hvis han/hun blev ved med at vælte på rulleskøjter eller mislykkedes i en kagebagning eller andre projekter denne kunne beslutte sig for at udrette. Vi ville opmuntre vedkommende til at fortsætte kampen og bestyrker dem i, at de så ville blive bedre med tiden.

Jeg ved jo godt, at der i er stor forskel på, at mislykkes i at bage eller stå på rulleskøjter, fremfor at tage tilbagefald fra noget, som har følelsesmæssige konsekvenser for dig selv og andre, men tanken slog mig, at det kunne være hjælpsom, at tænke anderledes omkring tilbagefald og låne lidt rosende og anerkendende ord og overbevisninger. Det giver en anden venlighed og opbyggende tankegang, både overfor dig selv og andre, som er mere støttende og styrkende og frem for den hårde selvkritik og skyld og skam, der ellers kan følge automatisk med et tilbagefald.

Tilbagefald er en naturlig del af forandringsprocessen. Du kan lærer af det. Spørg dig selv: Hvorfor var det nu, du ville ud af det? Hvad skulle være anderledes? Bliv klogere og stærkere, så det går bedre i næste forsøg. Du er stærk, at du bliver ved med at øve dig og det skal nok lykkes til sidst.

• Tilbagefald
• Forandring
• Skam dig….
• Når sjæl og ego danser tæt
• Motivation
• Tilbagefald og visdom
• De rigtig store beslutninger
• Forandring
• Tid til selvfordybelse og ytringsfrihed

Beautiful boy

I går var jeg inde og se Beautiful Boy. Den var hjerteskærende, gribende og meget rammende. Godt spillet og beskriver mange af de lag der er, når man er i familie med eller tæt på et menneske med misbrug.

Jeg var meget ramt og genkendte mange ting fra mit eget liv sammen med min mand, både dengang han var aktivt misbrugende og de mange år efter hen imod helbredelse. Og trods helbredelse, de mange konsekvenser det har haft for mig og for os som familie.

Det ville ha været dejligt, som min kollega sagde, hvis pengene fra en sådan film gik til behandling og støtte til pårørende og dem som sørger.

• En pårørende taler ud
• En pårørende taler 2
• Følelsesmæssig afhængig/medafhængig.
• En pårørendes afmagt
• Jeg hedder Pernille. Jeg er medafhængig.
• Centrering og medafhængighed
• At smelte sammen
• Pårørende kursus

Nytårskurs

11 dage af det første år er allerede gået og jeg har adskillige gange taget mig selv i at lytte mere efter andres råd og meninger end at overveje, hvad jeg i virkeligheden selv mener, vil og ved er rigtigt for mig.

Jeg synes, jeg er styret med kollisionskurs lige ind i alt det, jeg havde besluttet ikke skulle være sådan. Jeg føler mig ærgerlig, stresset og trist til mode over det. Jeg bliver arrig og utilfreds og får lyst til at lave en kæmpe scene, opgive, skrige, rase eller bare smække min dør og blive hjemme i mange dage, se serier og spise slik.

Jeg har trukket den store hammer frem og dunker mig selv i hovedet med kritik og ingen form for selvforståelse, kærlighed og medfølelse. Indtil jeg nu sidder forvirret tilbage og stirrer frem for mig.

Ok…… ro på sættet! Op på hesten igen! Jeg må give mig selv en ordenlig krammer og så bare konstatere at mit fokus område er særdeles relevant og nu har jeg da fået øje på det.

Jeg må igang med at tage mig af det, en lille bid ad gangen. Det skal nok gå. Fordi jeg havde besluttet at forandre på det, er det jo ikke sådan, at jeg bare kan gøre det. Som med alt andet må jeg øve mig og så skal det nok lykkes til sidst, hvis jeg bliver ved med at øve mig.

Dagen derpå

Det er da godt, at jeg kan skrive tekster, den ene dag, som jeg kan trøste mig selv med den næste dag. Denne morgen ligger jeg nemlig og mærker på følelses dønninger af at have holdt den første jul som skilsmisseforælder.

Jeg ved ikke, hvad jeg havde forventet, jeg vidste bare at vi, på grund af skilsmissen, ville få en anderledes jul i år. Og det fik vi.

Det blev en juleaften, som alt taget i betragtning gik godt, men hvor følelser og ændringer kom til udtryk som gnister og afstand imellem os. Frem for at vi talte om det, blev jeg ramt på en måde, som pustede liv i min gamle sårede vrede og dermed opstod der mere afstand og en gammel negativ spiral fik tag i mig.

Jeg ville så gerne have været nærværende, forstående og rummelige over for mine børn, men jeg kunne ikke og jeg blev istedet fraværende, bidsk og i overlevelsesmode.

Nå det så er sagt, vil jeg ikke være så hård mod mig selv. Jeg ved, at det jeg føler indeni aldrig opleves nær så voldsomt udenpå. Jeg ved også, at jeg alene ikke er ansvarlig for, hvordan juleaften forløb, at vi er sammen om at få det bedste ud af situationen. Jeg ved, jeg gjorde mit bedste og at det gjorde vi alle sammen og alt i alt var det en fin aften, men godt nok med det mærkeligste juletræ, jeg nogensinde har set.

• Som en såret løve
• Når min lille pige er ramt
• Fortidens sorte spiral
• Klø Underhunden bag øret.
• Min farmor
• Selv kærlighedsboost
• Giver du op?
• Resiliens

Glædelig julemandag morgen.

Jeg skulle egentlig ha været ude og vinterbade til morgen. Det er så smukt i dag med sne, blå himmel og sol, men dynen var bare for varm og dejlig og jeg trængte til en langsom morgen. Så her er jeg, stadig i min seng på sådan en mandag juleaftens morgen.

Jeg føler mig meget velsignet over alle de relationer, jeg har fået bygget op siden jeg flyttede til KBH. og for dem, jeg stadig har, helt tilbage fra da jeg var barn og ung. Jeg føler mig velsignet over mine familie relationer og for dem, som tidligere har været i mit liv og som stadig har en plads i mit hjerte, indtil vi måske ses igen.

Siden jeg var barn, har jeg synes det med relationer er udfordrende, fordi det vækker så mange følelser i mig og jeg har måtte øve mig meget i at finde balancen mellem at ville andre for meget og give ud af mig selv og modet til at blive i mig selv og turde tro på, de vil mig alligevel. Balancen mellem ikke at kunne mærke noget og at mærke alt for meget. I dag er jeg for det meste i balance, men relationer fylder stadig meget for mig og til tider mærker jeg også den gamle udfordring røre på sig.

Her til morgen ligger jeg og føler mig rigtig godt tilpas og i god balance. Jeg er glad for, at jeg har fået set alle og har fået sagt julehej og glædelig jul til de fleste. Jeg har kunne mærke varmen tilbage fra dem og føler mig elsket og værdsat,- også af mig selv. Jeg har fået sat nogle grænser i år, som er gode for mig og jeg har kunne læne mig lidt tilbage og kigge på alt det, jeg har fået bygget op i mit liv med glade og kærlig øjne. Jeg kan tænke på mig selv med venlighed og anderkendelse og se blidere og mere tilgivende på de ting, jeg synes, jeg har fejlet med.

I år har jeg taget til mig, at jeg ikke er ekspert og at jeg ikke behøver bestræbe mig på at være det, hverken som mor, ven, veninde, datter, familiemedlem, kollega eller fagperson. Jeg kan være den bedste udgave af mig selv og være mig selv, hvilket er godt nok og faktisk rigtig godt.

Min erfaring er, at når jeg slipper kontrollen og al forventnings presset til mig selv, mine omgivelser og situationen, så kan vi alle ånde mere frit, bare være og så bliver det bedre. Vi er sammen om at skabe virkeligheden. Vi har det, vi har sammen. Vi er det, vi er sammen.

2 mottoer som jeg har hæftet mig ved:  Det blir´ bedre i morgen og If things don´t  go right, – go left

Glædelig jul her fra mig og tak fordi I følger med, det betyder meget for mig ❤