Hvem er jeg

Her kommer mit første skriv, fra mit nye skriverum. Min yngste datter er flyttet hjemmefra og jeg har fået indrettet mig dejligt her i værelset. Så dejligt at jeg er nødt til at nævne det her, hvor jeg lige nu netop sidder i mit eget værelse, kun til mig, og skriver om at være mig og de tanker jeg gør mig om det hele. Mit håb er, at det også kan inspirere dig ligesom, det inspirerer mig.

Jeg har haft svært ved at skrive det seneste års tid eller 1½ og det er fordi, jeg lige har skulle have nogle følelser og fornemmelser på plads hos mig selv. Det er svært at skrive om noget, når jeg står lige midt i det og knap kan finde hoved og hale i, hvad der er hvad.

Jeg mærker nu med begejstring, at min skrivetrang så småt er ved at vende tilbage og I må have mig undskyldt, hvis mine tekster lige nu går i lidt mange retninger, jeg er stadig i proces og jeg har en ophobning og kø af tanker og ideer, som jeg ikke har reflekteret over her i laaang tid.

For ca. 1½ år siden skiftede jeg job og fagområde. Jeg er gået fra at arbejde med rusmiddelbehandling til familie behandling og er nu ansat i et familiehuset i Valby, Vesterbro og Enghave, i Københavns kommune. Det kan måske umiddelbart lyde som en lille ændring, men den føles stor for mig.

En ting er, at jeg nu arbejder på en arbejdsplads med 200 medarbejdere og kantineordning, frem for en arbejdsplads med 25 medarbejdere, der selv medbringer sin hjemmegjorte “hvad der lige var i køleskabet” madpakke, men arbejdskulturen er også en helt anden. Procedurerne er anderledes, det er andre paragraffer, lovgivning og stillings indholdet, jeg arbejder ud fra, er fra en anden position. Selv om flere ting ligner og naturligvis lapper ind over hinanden, så er der alligevel meget nyt og også mere end jeg havde forventet. Eller det har påvirket mig anderledes end, jeg havde forventet.

Jeg er nu ved at lande og finde mine ben, pakke mig selv ud eller hoppe tilbage ind i mig selv, kan man måske sige. Genfinde mig som den behandler og terapeut og det mennesker jeg er, også i de nye omgivelser. Processen kunne på mange områder minde om den proces, jeg har gennemgået efter skilsmissen fra pigernes far, en transformation. Jeg tænker, det at jeg har skifte arbejdsområde er en del af min store transformation.

En transformation er for mig, når man flytter sig fra noget, man er rigtig godt kendt med at være i, på godt og svært, over til noget helt nyt. Det kan føles som om tæppet forsvinder under ens fødder og for en stund går din identitet i opløsningen, for derefter at samle sig igen på ny. Lidt ligesom et puslespil, som du kaster op i luften. Det går fra hinanden og når det lander kan det samles igen. Måske er nogle brikker blevet væk og må erstattes af nye, måske alle brikker passer fint, men det bord du nu samler puslespillet på, er bedre at sidde ved.

Jeg ved, at man i sådanne processer, oplever en del stress, at det er en lille krise, også selv om det er en god krise. Jeg ved også, at i kriser er der netop mulighed for transformation på mange planer og for mig handler transformationen endnu engang om at folde mig selv endnu mere ud og sprede mine vinger, både arbejdsmæssigt, men også som menneske og i kærligheden.

I mit nye arbejde møder jeg mange mennesker i krise på forskellig vis. Nogle par er eksempelvis skilt og der er højkonflikt. De kommer fordi, børnene er i klemme i konflikten og fordi børnene reagere på det og får det rigtig, rigtig dårligt, hvilket udspiller sig på forskellig vis.

Det er utrolig svært for forældre i skilsmisse og højkonflikt at få øje på deres egen andel og blive på egen banehalvdel i det hele taget. De er hele tiden i deres tanker og opmærksomhed på besøg hos den modsatte forælder, som de oplever er mere eller mindre årsagen til problemerne. Det minder på sin vis om, når man er pårørende, blot med et andet fokus.

Når jeg taler med familierne, tænker jeg altid over, hvordan mønstrene viser sig og, hvordan de hænger sammen med de konflikter og problemer, der er. Jeg tænker i, hvordan den enkelte kan få fat i sin egen ” lange ende” og få oplevelsen af, at de udvikler sig og kommer til at blive en mere kærlig og stærk version af sig selv.

Det er et stort indre apparat af mønstre, der går i gang, når der opstår kriser eller når man af er presset. Ubehagelige følelser popper op og som mennesker, er er vi klar til at gøre meget for at komme væk fra ubehagelige følelser. Ofte aktiveres vores overlevelses strategier, og som en slags immunforsvar forsøger de, at skærme os fra at mærke de ubehagelige følelser. Det kan være helt gamle barndomsstrategier, som vi er mere eller mindre bevidste om.

Strategierne lægger sig som et slør over virkeligheden, så vi bliver lidt skærmede fra realiteterne, men samtidig betyder det, at vi ikke kan se helt klart. Det er få af os, som er virkelig gode til at være med de pinefulde følelser, adskille hvad der er hvad og trøste os selv på en konstruktiv måde, når krisen rammer.

Når jeg møder skilsmisse familierne er de midt i en orkan af kriser og vi skal i første omgang arbejde på, at orkanen skal lægge sig lidt og vi skal arbejde med, hvordan hver forælder kan sikre deres eget hus bedst muligt og hvordan de hver især kan gøre noget, der også sikrer vejen mellem husene, for det er der, deres børnene skal gå.

Jeg kender selv til både at være pårørende og skilt, at være presset og i krise, fanget i gamle strategier og at være barn klemt i en skilsmisse og højkonflikt og jeg ved godt det er sin sag ikke bare at pege på alle de andre, når orkanen raser. Jeg ved også at det eneste sted, man kan forandre noget, som virkelig kommer til at gøre en forskel, er hos dig selv. Det hjælper ikke, at råbe ud mod orkanen i et forsøg på, at få den anden til at forandre sig.

Og det fører mig direkte videre til et af de områder, hvor jeg også har været i gang med en stor transformation, nemlig kærlighedsområdet. Jeg har kastet mig ud i at date gennem de sidste 2 års tid og hold nu op, hvor bliver jeg hurtigt fanget i min gode gamle position, hvor al min opmærksomhed er på den anden. I det mindste opdager jeg det nu langt hurtigere.

I går var jeg hos frisøren og det er altid hyggeligt og blev til en skøn samtale og udveksling af erfaringer om det med mænd, dating og kærligheden. Jeg kommer lynhurtigt til at vente. Vente på svar, vente på han vil noget, vente på han finder interesse nok i mig, vente på at noget hos ham forandrer sig, så det passer bedre til det, jeg gerne vil, vente på det bliver bedre, vente på at jeg måske alligevel forstår tingene anderledes, vente på jeg får det anderledes, vente, vente og vente…..

I al min venten tænker jeg ikke på, om det her egentlig er godt nok for mig. Jeg kan jo tydelig mærke eller periodevist tydelig mærke, at det er ikke godt nok for mig, men så er det “vente” dukker op eller strategien fra gamle gamle dage, “det bliver måske bedre om lidt”, hvis jeg nu gør sådan eller sådan eller sådan.

Jeg har utrolig svært ved ikke at vente, hvis der nu er bare lidt eller endda meget, som faktisk er godt. Jeg taler mig selv ind i at vente på resten eller nøjes med det der er og ikke være så krævende. Du skal da bare være glad for at, der overhovedet er noget og ingen kan få alt, nu skal du ikke være så krævende, sæt nu pris på det du har fået.

Jeg hører og ser tydeligt min barndoms historik om kærlighed udspille sig her. Min mor har altid haft en særlig karakter, hvor hun ikke har øst ud af hendes kærlighed og efter mine forældres skilsmisse, som kommer i kategorien for højkonfliktskilsmisser og hvor barnet bliver klemt, så var min position, at vente.

Som barn havde jeg ingen indflydelse på min familiesituation og de vilkår, der var. Jeg ventede på, hvornår der var plads og tid til kærlighed til mig. Hvornår min mors humør var bedre, hvornår jeg skulle op til min far for en stund, men altid med den følelse af en tung sten i maven, som var bevidstheden om min mors smerte og alenehed hjemme, når jeg var væk. Jeg forsøgte at gøre ting, der kunne ændre vilkårene, men oplevede ikke der var de store resultater. Mit bedste bud var derfor ikke at gøre mig til for meget besvær, ikke stille for store krav.

Det har taget mig mange års transformationsarbejde at komme overens med historikken og mange år, at lære mig selv at kende, nu er mit fokus at gøre noget anderledes, noget nyt, noget der ikke er automatisk tillært for mig i relation til en kærlighedspartner. Jeg skal sætte mine egne behov først, invitere mig selv til at få det bedste og til at være optaget af mig selv og agerer ud fra det også i forhold til en kærlighedspartner.

Allerede når jeg skriver det her, river det i mig, og jeg bliver forskrækket ved tanken om, at jeg lyder helt utrolig krævende, men det må jeg gerne være. Det er min gamle strategi, der vågner og tænker, der er fare på færde, frygt tankerne, som kun kan overvindes med kærlighed. Jeg er jo det menneske, jeg er og det vil jeg gerne dele med en anden, som kan værdsætte præcis det og en, som også kan give mig den samme følelse tilbage.

Nå jeg tror det må være nok for nu…. jeg har fået talt mig der hen, hvor jeg gerne vil være og hvor jeg føler mig inspireret til mere. Tak.

• Bliv på din egen banehalvdel.
• En martyrs grimme ansigt
• Parforholds paradoks
• forsvarsmekanismer
• Pårørende smelter samen
• Elsk dig selv
• Frygt versus kærlighed
• Dating life og uden kæreste

Dating life og uden kæreste

Jeg har ikke været uden kæreste siden, jeg var 12-13 år og inden da havde jeg 2 bedste veninder, en ad gangen. Min bedste veninde var en, jeg kunne lege med, sidde ved siden af og altid følges med. En som jeg delte sjove, undrende og skøre tanker med og en hvor vi grinede helt ned i maven af alt og ingenting. At have en bedste veninde betød, at jeg følte mig mere elsket, modig og knap så ensom, hvilket var det samme, min kæreste kunne få mig til at føle.

Når jeg skriver om min barndommens bedste veninde lyder det næsten som den dating profil, jeg har komponeret nu, hvor jeg har kastet mig ud i online datinglivet. Det er da egentlig meget sødt og sjovt at tænke på, at måske søger man i virkeligheden det samme, som man altid har søgt, blot i en voksen version naturligvis.

Nå men dating er et forholdsvis nyt område for mig og hold da op, hvor er der meget at lære, mest af alt om mig selv og om kærlighed i det hele taget. Som altid synes jeg, det er ret spændende, at erobre et nyt område og udvide min bevidsthed om egne reaktioner, sårbarheder og styrker.

Jeg blev eksempelvis som det første udfordret af mine lidt blufærdige tanker om, at “sælge” eller fremstille mig selv ud fra et billede. Jeg oplevede det umiddelbart som ret konfronterende ikke mindst fordi, jeg har det med at stille mig an med et stivnet smil eller en skør grinmasse så snart, der skal tages billeder.

Udvælgelsen af billedet, synes jeg også var svær for med, hvilket billede vil jeg beskrive mig selv? Jeg blev både forskrækket og overrasket over, hvor sårbar jeg følte mig, ved at fremstille mig så åbenlyst søgende og hvad er det så egentlig, jeg overhovedet søger……? Jov, jeg søger en at lege med, sidde ved siden af og følges med. En som jeg kan dele sjove, undrende og skøre tanker med og en at grine helt ned i maven med. En som gør jeg føler mig elsket, mere modig og knap så ensom.

Min forfængelighed blev lidt ramt, da jeg opdagede, at jeg hørte til i en alders kategori 50+ og at jeg på samme vis skulle udvælge hvilken aldersgruppe, jeg ønsker at date. Jeg vil med det samme sige, at der ikke er det mindste galt med at være 50+, det føltes blot for mig usikkert at vide, at der på den anden side, jo sidder nogen og sorterer mig fra på alder og udseende inden, jeg overhovedet har mødt dem. Jeg ved jo godt, at sådan gør man også ude i den virkelige verden, men der sker det uden, at man når at forholde sig til det med hovedet.

Da det hele kom på plads og jeg fik kontakt med nogle af dem på den anden side af billederne, blev det hele helt anderledes sjovt og spændende. Jeg kom i dialog med nogle meget søde imødekommende og venlige mænd, som har været så hjælpsomme og ordenlige overfor mig. Der har måske været en enkelet eller to, som har reageret med vrede på en afvisning, men det kan også være rigtig svært på en dårlig dag.

Jeg ved egentlig ikke, hvorfor det har overrasket mig, hvor søde og venlige mændene har opført sig, måske fordi jeg oplever at høre fortællinger om noget andet eller blot fordi, jeg slet ikke har prøvet online dating før og det i det hele taget er gevaldig mange år siden, jeg har datet og dengang, var vi så meget yngre.

Jeg har opdaget at Bottomline, er det ikke anderledes end, at det er når man mødes fysisk, man kan mærke om, der er kemi og man mærker det indenfor ganske få sekunder. Kemi er det, der afgører om man overhovedet skal tale mere sammen.

Jeg har godt tænkt over, at fordi jeg har været sammen med pigernes far i 30 år, så har vi jo kendt hinanden på et helt andet og ganske særligt niveau, men jeg er alligevel overasket over, hvor langt der kan synes at være, til at man kender et nyt menneske og til man overhovedet lukke en der ind. Hvor mange elementer, der skal gå op undervejs for, at det kan lykkes.

Det kan jo aldrig blive det samme, men det kan blive noget andet, hvilket stadig vækker en sorg i mig, en sorg som nogle dage kan fylde og sætte gang i min gamle forladthedsfølelse og en følelse af afmagt. Omvendt mærker jeg også dage med en nysgerrighed, eventyrlyst og begejstring for det ny. Jeg har derved forstået, at jeg må tage det med dating i etaper og tillade mig selv at mærke efter undervejs. Tillade mig at gå lidt frem og tilbage, for at opdage og for at holde fast i mig selv.

På den ene side er jeg som en gammel cirkushest, der bliver trukket ind på manegen og jeg kan lave en masse gøgl og gejl, men efter noget tid er gøgl og gejl ikke nok og så kommer næste skridt. Der må jeg tage stilling til om, jeg tør og vil invitere et nyt menneske til at blive hængene og se mig, også når manege lyset er slukket. Hvis jeg gerne vil tage næste skridt, er det jo ikke ensbetydende med, at den anden også vil og omvendt.

Nå men så langt er jeg slet slet ikke kommet endnu, jeg er kun der, hvor jeg har været ud og mødes med nogen forskellige typer og mærket, at de taler ind i forskellige sider af mig. Nogen taler ind i lidenskab og frække oplevelser, hvilket er et emne helt for sig selv, fordi jeg har opdaget, hvor meget blufærdighed og skam, der knytter sig til at være kvinde og have en lidenskab. Andre taler ind i at jeg mærker på, at være den sjove, den alvorlige, den uintelligente, den med lig i lasten osv.

Mine tilknytningsmønstre bliver tricket. Når jeg eksempelvis møder en, der er sød og gerne vil mig, så trækker jeg mig lidt og bliver forskrækket og når der er en, som ikke rigtig vil, så bliver jeg nysgerrig og tiltrukket. Jeg er blevet opmærksom på, hvordan jeg i det hele taget kan komme til at føle mig lidt som Bambi på glatis, men også at jeg godt kan bære det.

Jeg synes, det er spændende at date med bevidsthed, det har jeg aldrig prøvet før og jeg tænker jeg er et sted i dag, hvor det virkelig er muligt, at ændre noget for mig selv, justerer og folde nye egenskaber ud. Først og fremmest vil jeg have et stort fokus på mig selv og være der for mig undervejs med masser af kærlighed og opbakning.

• https://www.facebook.com/celiakaznelson.dk/videos/300492552002828
• https://podimo.com/dk/shows/18ec4936-4b34-42d1-afbf-38fb0d906a33?utm_source=google&utm_medium=cpc&utm_campaign=DK_PERFORMANCE_SEARCH_SHOW&utm_term=NA&utm_content=NA&gclid=CjwKCAiArOqOBhBmEiwAsgeLmRCVmGnU_fRghfQq6Er4ldS2UDfT5r1N3Diz1r5CYXiJFgy6r0X3RBoC4EUQAvD_BwE
• Forholdsafhængig
• Parforholds paradoks

Med splinten i øjet

Jeg har været ude for et uheld. Jeg fik hevet i noget pap, som svirpede op i mit øje, uden jeg nåede at lukke mit øje som beskyttelse. Så efter en tur på skadestuen, i går, sidder jeg nu her med et øje til at se og et øje lukket, der løber og svier.

For 2 dage siden skrev jeg om overgivelse og noget med at se situationer som en invitation eller se, hvilken invitation livet indbyder til her og nu.

Det føles næsten absurd, at tænke på efter uheldet i går, hvor jeg slet ikke kunne se. Jeg måtte bare ligge mig i mørket med lukkede øjne og vente på at få det bedre. I dag er det heldigvis allerede lidt bedre.

“Så hvad kan denne oplevelse være en invitation til????”, spørger jeg nu mig selv og min indre nørdede terapeut side.

Min indre terapeut svarer: “Jeg kommer til at tænke på flere ting. Du kan tage det, du kan bruge og lade resten være”.

I “Et kursus i mirakler”, har jeg læst flere tekster om at være nærværende og frem for alt ønske at se. Ikke bare se gennem erfaringens-og fortidens fortællinger, men virkelig se det som er foran dig. Når du nu er ramt på øjet og synet, som du tidligere har taget for givet, tvinges du til en anden opmærksomhed og taknemmelighed over at kunne se. Når du nu kun kan se med det ene øje, må du ligeledes virkelig se, da det ændrer dine evner til at navigere og du kan dermed ikke bruge din autopilot.

Der er ting, som jeg stadig har svært ved at se i øjnene. Der er vilkår, som stadig kan forstyrre mit syn på mig selv og på mine evner, på mit liv og på mine relationer. I stedet for at overgive mig og se livets realiteter i øjnene, løber jeg fra det med handlinger, som gør jeg ikke mærker sorgen, men som samtidig forhindre mig i at trøste mig og være med mig. Så længe jeg ikke får trøstet mig, kan jeg ikke møde mig selv med den kærlighed, jeg fortjener og uden min fulde kærlighed kan jeg ikke folde mine vinger ud og se mit eget fulde potentiale i fred.

Når jeg nu er ramt på øjet, må jeg sætte farten ned. Jeg kan ikke handle og suse afsted. Jeg tvinges til at tage den med ro og holde mig i ro. Jeg inviteres til at mærke, hvordan det er at være mig og hvordan jeg har det. Det giver mig tanker om, hvad jeg skal skrue op og ned for, for at have det godt. Jeg må tage mig godt af mig og jeg kan tage imod den hjælp, støtte og omsorg, som jeg mødes med af andre og det er dejligt.

Jeg kan også vælge at lade mig inspirere af fortællingen om Snedronningen af H.C. Andersen og Hero´s journey. I fortællingen får drengen (som kunne repræsentere handlinger og det maskuline) en splint i øjet og forføres af Snedronningen. Pigen (som kan repræsentere værdier, følelser og det feminine) rejser ud for at befri ham og fjerne splinten fra hans øje, så han igen kan se og de kan forenes i fred og kærlighed. Snedronningen er ond og hun fryser verden og andre personer til is, som prøver at bekæmpe hende, Da drengen får splinten ud tør verden op og blomsterne springer ud, lyset og solen kommer frem, glæden og freden.

Jeg kan forstå fortællingen eksempelvis som, at hvis jeg finder mere balance mellem mine handlinger og mine værdier og følelser, så vil min virkelighed blive mere frodig, lys og blomstrende. Fastholder jeg splinten i mit øje bliver min verden mere kold og adskilt fra mine følelser og værdier.

Handlingens- og meningenslandskab er en del af det narrative genforfattende samtalekort, hvor man udforsker hvilke andre historier en den dominerende fortælling, man har i sit liv. Fortællinger viser sig i de værdier man handler på baggrund af og de handlinger, man gør. De alternative historierne folder ens identitet ud på en positiv måde.

Jeg tager det med mig, at mit lille uheld er en invitation til at stoppe op og være kærligt med mig selv og til at tænke i de forskellige teoretiske vinkler og dele det her i bloggen. God søndag ❤

• Livets klubber
• Hero’s journey
• Hvad ser du?
• Nærvær og mindfulness
• Jeg elsker dig

Iværksætteri, livskraft og magi

I går sad jeg og surfede rundt på Facebook og der faldt jeg over Alex, som fortæller om, hvordan man kan udvikle sin forretning. Hans annonce fandt mit øje, fordi jeg i denne tid har skruet op for mine iværksætterdrømme og i den forbindelse har jeg tilmeldt mig et iværksætterkursus via Alumne.

Iværksætteri handler for mig om langt mere end blot forretning. Det handler også om at stå ved sine overbevisninger og om livsstil og livskraft. Det handler om personlige-og faglige værdier og om at strække vingerne helt ud og svæve med på nogle af de varme vinde, jeg mærker indefra.

Alex fortæller i en af sine videoer om forskellen på, hvor man taler fra, når man præsenterer sig og fortæller om det, man har på hjertet. Han beskriver 6 punkter:

1. Joy
2. Kærlighed
3. Mod
4. Frygt
5. Skam
6. Dø

Taler man ud fra punkterne 4-6, så taler man ud fra frygt og skamfuldhed og taler man ud fra punkterne 1-3, taler man ud fra mod, kærlighed og glæde. Det siger næsten sig selv, at i forhold til salg og marketing, så vil man som kunde hellere købe en vare, der kommer fra mod, kærlighed og glæde, frem for fra frygt og skam. Alex fortæller, at mange behandlere har svært ved “at sælge sig selv” og at de ofte taler ud fra frygt og skam, hvilket jeg genkender.

På iværksætterkursus blev jeg inspireret i forhold til den frygt, jeg mærker i forbindelsen med tanken om “at sælge sig selv”. Liva Echwald, fra Træd Frem, siger: Jeg er holdt op med at kalde det “at sælge mig selv”. Jeg sælger viden, ydelser, ressourcer og erfaring.

Iværksætteri klinger ind i flere af mine forskellige livstemaer, som eksempelvis modet til at stå frem, som den jeg er. At stå frem i al min glans og vise mine styrker og mærke kreativiteten glæde og livsenergi, men det klinger også ind i mine svagheder, som frygten for at fejle og ikke være dygtig, klog og god nok i mig selv.

Nana Askov fra HERO’S JOURNEY fortæller om heltenes magi og skjulte kræfter. Hvordan man med kreativitet og en smule vanvid kan forbinde sig med sin skaberkraft. Hun minder mig om, hvordan dragerne kan paralysere os på vores rejse med frygt og det vi tror, vi ved. Nana siger, vi skal finde vores heltemod og slippe det vi tror, vi ved. Det er på den måde vi finder magien og skaberkraften. Vi kan ikke vide alt!

En drage kan være alle de stemmer, der taler som om de ved noget, som om de kan forudse fremtiden og resultatet. Drager kan være gamle fortællinger om, at du ikke er god nok, stærk nok, klog nok. Stemmer, der taler fra et frygtfuldt og skamfuldt sted. Den bedste måde at tæmme eller udrydde drager på, er at møde dem med kærlighed.

En af mine drager kommer fra min opvækst, hvor jeg ofte har følt mig sat til rette på baggrund af viden, en viden som mine voksne troede, de havde. Deres intentioner har helt sikkert været at passe på mig og guide mig på rette vej, men den vej har ikke levnet meget plads til leg, glæde, kærlighed, nysgerrighed, mod og kreativitet. Jeg har i stedet følt mig forkert og drænet for livsenergi. Iværksætteri handler om at få leg, magi, glæde, kærlighed, nysgerrighed, mod og kreativiteten tilbage.

• https://alexandermazin.com/hjem
• https://alumne.kp.dk/om
• http://traedfrem.dk/
• http://nanaaskov.dk/heros-journey-forloeb-og-workshops/
• Frygt versus kærlighed
• “Et kursus i mirakler”

En skelnen

Interessant, hvordan en sætning pludselig kan fange ens opmærksomhed og folde sig ud med stor mening. Til morgen læste jeg: “En klar skelnen mellem hvad der er skabt og hvad der er lavet er afgørende”. For mig giver det stor mening og virker som et slags kompas eller en guideline i forhold til, hvordan jeg forholder mig til det, jeg oplever og tænker.

Sætningen fik mig til at tænke på at de tanker og oplevelser, som er skabt af andre, af jorden, af omstændighederne eller af Gud (om du vil), de står ikke til at ændre for den enkelte. Dermed må jeg lade dem være, slippe dem, forsone mig med dem eller lade dem passere i en forståelse af, at det er som det er, hvor pinefuldt, ærgerligt, sørgeligt, farligt eller forkert jeg end oplever det. Det er ude af mine hænder.

Jeg har netop holdt pårørendekursus og endnu engang siddet sammen med mødre, fædre, kærester, søskende og børn, hvis kære har et misbrug, som de så hjertens gerne vil ændre og løse. De er alle i en frygtelig stress, afmagt og hjerte pine. De kommer på kurset i håbet om, at der er noget, de kan gøre så deres kære får det godt igen. På kursus kan jeg tilbyde nærvær, viden, et andet blik på dynamikken og en invitation til at ændre egne tanker og position i forhold til problematikken.

Jeg må igen og igen fortælle, at der desværre ikke findes nogen trylleformular, som kan ændre det, som andre mennesker gør eller ikke gør. Jeg fortæller også, at ved at ændre, det du kan, kan det skabe nye dynamikker, som måske kan sprede sig, som ringe i vandet.

Det er så ufattelig svært at acceptere og forstå, at man ikke kan lave den andens livslinje og valg om, så de passer bedre efter det, man selv synes kunne være så godt og smukt. At man kun kan være et fyrtårn.

Jeg kender det selv til hudløshed. Jeg har i årevis gjort alt, hvad der har stået i min magt, for at ændre den anden og den andens situation. Jeg har prøvet det igen og igen med min mor, med min mand, som er pigernes far og tidligere stofmisbruger, med mine piger eller deres omgivelser, når livet har slået knuder for dem og jeg har haft svært ved at udholde det.

Jeg har prøvet det i venneforhold og på arbejdet. Jeg kender det fra mig selv, når jeg ønsker noget skal ændre sig, fordi jeg er urolig og i mistrivsel, men jeg har ikke altid fokus på, hvor lidt jeg i virkeligheden er i stand til at ændre eller hvad og hvordan.

Jeg bruger en masse energi på at at piske mig selv rundt, skælde mig ud og drive mig selv frem, så jeg kan gøre endnu mere. Eller jeg prøver at kompensere, løse og ændre med mine handlinger for på den måde at påvirke tingenes gang og holde mine urolige følelser skak mat.

Det jeg ikke har opdaget er, er at det udelukkende er de tanker og oplevelser som er lavet direkte af mig, som jeg kan påvirke. Jeg kan påvirke mine tanker med den måde, jeg forholder mig. Jeg kan sende mig selv kærlighed og hjælpe mig selv til at skelne mellem, hvad der er skabt og hvad, der er lavet, hvad jeg selv laver.

Jeg oplever, at når jeg beroliger mine tanker med kærlighed, også selv om jeg ikke altid kan føle kærligheden, så kan jeg lettere finde roen til at skelne mellem, hvad jeg reelt kan påvirke og hvad jeg ikke kan.

Med mere ro i sindet, kan jeg lettere komme mig selv i møde og være med mig i de svære følelser, som popper op i erkendelsen af, at tingene er som de er. Jeg kan se, at de svære følelser knytter sig til min fortids oplevelser og ved at favne hele mig i alle tidsperioderne, kan jeg lettere finde lidt ro og trøst. Det eneste jeg kan lave om på, når frygten kommer, er at møde mig selv med kærlighed.

“Et kursus i mirakler”

For et par dage siden ramlede jeg tilfældigt ind i en ny podcast, som handler om “Et kursus i mirakler”, af Helen Schucman. Det viser sig at være en bog, en tilgang til livet, en metode til at ændre sine tanker fra frygt til kærlighed. Bogen er fra 1976 og er måske nu oppe igen. Det kan også være den har været oppe hele tiden, hvem ved, jeg er i hvertilfælde ramlet ind i den nu og er blevet optaget af budskabet, som spiller fantastisk ind der, hvor jeg er i livet lige nu og min måde og mine overbevisninger om at være i verden.

Efter at have lyttet til podcast sidder jeg her og summer og får alle mulige historier og ideer frem. Jeg mærker livs energien bruse i årene og føler en indre urkraft røre på sig og det skøøønt og godt nok længe siden, jeg har mærket den så kraftig. Jeg ved faktisk slet ikke, hvor jeg skal starte, for der er så meget, jeg synes at have på hjertet, så det kan risikere at blive en lidt roddet artikel i dag. Jeg håber allevel, jeg sender god energi og kærlighed igennem til dig. Mælkebøtte kærlighed.

Det første der fanger mig er tanker om spiritualitet, åndelighed og kærlighed. Jeg har, fra jeg var helt lille, altid haft en tro, en åndelighed, en spiritualitet, som jeg forbinder med kærlighed. Jeg beskriver ikke min tro, åndelighed og spiritualitet så meget fordi, jeg hurtigt oplever, man kan komme i diskussioner om rigtig og forkert. Energien kan hurtigt blive voldsom og sådan er min tro, åndelighed og spiritualitet ikke, den er bare kærlighed, ren kærlighed, som jeg blandt andet forbinder med min farmor, som var det menneske, der elskede mig ubetinget og med helt rent hjerte.

Det er netop min farmors kærlighed, jeg kommer i forbindelse med nu i min summen, en dyb kærlighed til mig selv, til verden og til alle og jeg har så meget af den, at jeg næsten græder af kærlighedens overflod fra mit hjerte. Mit hjerte åbner sig. Tak.

“Et kursus i mirakler” beskriver, at vi alle er et. Vi er en fælles energi og alt er energi. Det er derfor lige meget om du tænker på dig selv eller andre, det er det samme. Det samler sig i den fælles energipulje, som vi er fælles om. At give og modtage er det samme, fordi vi er fælles.

For mig rammer det ind i en forbundethed med mig selv og med hinanden, et højere fælles, som giver mig en kæmpe styrke til at kunne være alene. Jeg tænker, at jeg altid har haft lettere ved at tænke pænt om andre, hjælpe andre, forstå og acceptere andre, men når vi er fælles, kan jeg pludselig se, at det også gælder for mig. At jeg lige så vel kan tænke pænt om mig og hjælpe mig. Jeg er en del af fælles. Ved at tænke kærligt om mig selv, giver jeg til fælles puljen, når jeg tænker negativt om mig selv, giver jeg også til fælles puljen. Jeg kan frit give og modtage fra fælles puljen, til mig selv og til andre, det er det samme.

Alt er kærlighed eller et kald på kærlighed, siger de om “Et kursus i mirakler”. Når du føler ubehag eller utilpashed er det et tegn på manglende kærlighed. Jeg forstår det som, at hvis jeg er i en situation og føler ubehag, så kan jeg forstå det som en indre kalden på kærlighed til mig selv. Måske er jeg utryg, vred, irriteret eller andet og jeg har brug for at finde kærligheden til mig selv og måske også til den anden i situationen.

Jeg kan ikke skabe noget positivt med negative tanker. Jeg må derfor være villig til at se tingene på en anden måde, det kan hjælpe mig på vej, når jeg sidder fast i det ubehagelige. Jeg må finde villighed til at se tingene på en anden måde og samtidig se tingene(mig selv, andre, livets vilkår) uden fordømmelse. Så dukker der kærlige tanker op og kommer de ikke af sig selv, må jeg hjælpe dem på vej og tænke: jeg elsker dig, jeg elsker dig, jeg elsker dig.

Vi skaber vores virkelighed udefra niveau af kærlighed til os selv, siger de i “Et kursus i mirakler”. Det giver så god mening, når jeg både tænker på mit eget liv og alle de mennesker, jeg ellers møder i samtalen. Jeg ved, når jeg tænker grimt om mig selv, så oplever jeg det forstærket i virkeligheden og føler mig overbevist om at andre mennesker heller ikke bryder sig om mig og ikke vil mig.

Jeg genkender det, når mennesker eksempelvis føler sig uretfærdigt behandlet af livets vilkår, hvordan de oplever det som en bekræftelse på at sådan er livet mod dem og de tænker, at de i bund og grund ikke fortjener bedre. De oplever en ulykkelighed over, at de bliver forladt i det, at ingen kommer og elsker netop dem. Jeg tænker, det er et kæmpe kald på kærlighed, kærlighed til sig selv i en svær situation. Måske man i livets uretfærdighed har svært ved at være villig til at se tingene på en anden måde, men da kan man hjælpe sig på vej med et spørgsmål som: Hvilken tanke ville føles lidt bedre nu?

“Et kursus i mirakler” er et kursus i tanker, et kursus i at ændre sine tanker fra frygt til kærlighed. Når du tænker og agerer ud fra frygt, hænger du fast i en negativ overbevisning og spiral, hvilket argler ubehag og det er et kald på kærlighed. Du er ansvarlig for at give dig selv kærlighed og du kan hjælpe dig selv på vej, ved at være villig til at se tingene fra en anden vinkel, en vinkel som måske endda giver dig mulighed for ny læring og udvikling. Det du tænker er energi, som tilføres puljen af fælles verdens energi, hvorfra vi alle modtager og giver.

HuhahuhaHuha… det føles stort inde i mig og stort bare at sige højt, sådan, bum! Vi er adskilte og selv ansvarlige for os selv og vi er samtidig alle fælles og kan give og modtage fra den fælles pulje. Jeg må summe mere over alt det her.

Til morgen valgte jeg at bestille bogen, selv om den er noget dyr. De havde talt om, at hvis man skal have den, vil den komme til dig, jeg tænkte: “Jov, jov, men det gør den jo så også med posten”. Så jeg bestilte den og efterfølgende lukkede jeg min Facebook op og blev mødt med et minde. Det var et englekort, hvor der stor: Følg din overbevisning!

Hahaha….. Tak farmor,- og nu stikker jeg fødderne i muldjorden inden jeg letter ❤

• https://podimo.com/dk/shows/17ec79aa-c591-4fe6-8802-30a091772db4
• https://podimo.com/en/shows/a9b0a6cc-579e-42b1-b8d7-ffea9a066247

Mirakler

Hvad nu hvis i dag er præsis som alle andre dage. Du foretager dig det, som du plejer. Bruger dagen sammen med dem, du plejer. Spiser det du plejer og timerne går, som de plejer. I aften gør du ligeledes det som du typisk plejer, spiser din aftensmad og ser lidt tv eller hvad du nu plejer at bruge din aften på. På et tidspunkt går du i din seng og falder i søvn.

Midt i nat, men du sover dybt, sker der et mirakel.

Miraklet betyder at den egenskab, følelse, de tanker eller tendens som hæmmer dig og dræner dig i forhold til det, du gerne vil bruge dit liv på. Det som bremser dig i at folde dig ud, som du nu engang er, forsvinder væk. Den forsvinder som duk fra solen og eksisterer ikke mere. KLIK, som et knips med fingrene.

Det betyder, at når du vågner op i morgen, så findes det ikke længere, det er væk.

• Hvordan ved du hæmningen(problemet) er væk?
• Hvad vil være det første du lægger mærke til?
• Hvad vil du gøre som nu er anderledes?
• Hvem vil opdage det først?
• Hvad vil de lægge mærke til?

 

Jeg lytter til en lidt speciel podcast om mirakler, måske lidt højtflyvende, jeg ved det ikke helt endnu, men de siger noget, som jeg finder meget inspirerende:

Man kan ikke skabe noget positivt med negative tanker. Jeg må derfor være villig til at se tingene på en anden måde. Se tingene uden fordømmelse, på den måde dukker de kærlige tanker op.

Lidt flere links til emnet, hvis du er nysgerrig.

• Mirakelspørgsmål om virkeligheden
• En stilladserende samtale
• LØFT
• LØFT 3
• På 28 sekunder …
• https://podimo.com/en/shows/a9b0a6cc-579e-42b1-b8d7-ffea9a066247

Tid til selvfordybelse og ytringsfrihed

De sidste dage af ferien har jeg trukket stikket og har holdt mig hjemme stort set uden aftaler med andre end mig selv. Jeg oplever et behov for fordybelse. En fordybelse som jeg normalvis får forærende, når jeg rejser væk på ferie.

En rejse væk har for mig budt på sol, strand og varme, samt et skærmet samvær med mine børn, mand og med mig selv. Ingen vasketøj, ingen andre invitationer og fristelser væk fra nuet. Ferien væk fra hjemmet har også budt på følelsen af lange mange timer til ingenting og dermed fordybelse og muligheden for at lande i mig selv med tid til eftertanke.

Jeg har mærket denne ” jeg bliver hjemme” ferie meget anderledes og på sin vis slet ikke som en sommerferie, men alligevel med mange dejlige fridage og mange herlige enkeltstående oplevelser sammen med forskellige kærlige mennesker. Men også meget aktivitet og derfor nu med behovet for at stoppe op og få mig centreret.

Jeg har brugt mine stille dage til selvforkælelse og til at være hjemme, hvor jeg har nusset rundt om mig selv på den gode måde, mens jeg har lyttet til podcast ” Om søndagen græder vi” med Hella Joof og Marie Louise Tuxen.

Jeg har tidligere været lidt stram over Hella Joof, som jeg synes har virket arrogant, men titlen lokkede mig til at lytte alligevel og heldigvis for det. Nu er jeg fan. Jeg hører 2 skønne voksne kvinder, som kærligt og ærligt taler sammen om alle mulige nære livstemaer, som de lufter deres meninger, fordomme og finurligheder omkring.

Deres samtale virker på mig frimodig og lige fra hjertet, og det bliver en inspiration og spejling på det at tale lige ud af posen. At man kan mene og sige, hvad man mener og stadig respektere sig selv og hinanden uanset forskelligheder og genkendeligheder.

Der er en fin respektfuld balance imellem de 2 kvinder, som er fra hvert deres årti. Begge kvinder tager deres plads i samtalen, hver især ytrer de sig og lytter, fortæller og spørger nysgerrigt ind. Deres samtaler minder mig om, hvordan man kan stå ved sig selv og frit ytre sig, også mens alle vi andre lytter med, og stadig forbliver de intakte, værdige og ordentlig. De synes i ro med at være som de er, uden på nogen måde at fremstå fejlfri eller med patent på sandheden. De reflekterer bare højt og vi kan lytte med, hvis vi vil.

At lytte til deres samtale og deres mange forskellige meninger og refleksioner får mig til at overveje, hvad jeg selv mener om alt muligt, og mens jeg spejler mig i dem, får jeg følelsen af, at mine meninger også er ok, at jeg er ok. Tak.

Der er lige nu 14 dages abonnements frihed på podimo, som er der, hvor man kan finde alle mulige podcasts.

https://podimo.com/dk/shows/fe57aa6d-27b6-4947-af1d-5afc345ebf98

Sig hvad du mener

Kender du det, at man i nogle sammenhænge bare har svært ved at sige, hvad man mener. Man kommer til at snakke rundt om den varme grød og når man går derfra, har man ikke fået sagt tydeligt ja eller nej eller endnu værre man har rodet sig ud i noget, man egentlig ikke har lyst til.

Jeg er opdraget med, at det ikke er pænt at sige nej og at det heller ikke er forventeligt, at man snakker rent ud af posen, men hold da op, hvor jeg synes, det er en befrielse, når man gør det. Det føles også fantastisk i de sammenhænge, hvor jeg selv gøre det. For mig at se er det langt mere respektfuldt både overfor mig selv og andre. Jeg bliver stærkere og mere tro mod mig selv og relationen til den anden bliver mere ærlig og autentisk.

Jeg har sat mig for at opdatere mine skills og blive endnu bedre til, at tale ud fra mig selv med fokus på her og nu og et adskilt jeg og du. Jeg har lagt en 4 trins plan:

1. Jeg vil være opmærksom og fokusere på, hvad jeg rent faktisk mener, vil og har brug for.
2. Jeg vil stoppe negative budskaber mod mig selv og øve mig i at trodse konfliktskyhed og mit hensyns filter, som får mig til at nedtone, opbløde, snakke rundt om med forklaringer, frem for at tale rent ud af posen.
3. Jeg vil være omsorgsfuld og venlig overfor mig selv, mens jeg øver mig og huske at jeg altid kan sige det som det er, eventuelt : “Jeg ved ikke, hvad jeg mener lige nu” eller “det er for svært for mig at mene noget, lige nu”.
4. Jeg vil huske mig på, at jeg ikke skaber følelser i andre, men at følelser skabes i os selv, når vi interagerer med hinanden. Ethvert voksent menneske er selv ansvarlig for egne handlinger og for at håndtere egne følelser.

Første udfordring for mig er forestillingen om, at jeg skal vide, hvad jeg mener, hvis jeg skal fremstå som et klogt menneske. Jeg har en indre stemme, der fortæller mig, at det er frygtelig pinligt og uklogt, hvis jeg ikke ved, hvad jeg mener. Men jeg ved ikke altid, hvad jeg mener og slet ikke på stående fod. I nogle sammenhænge får mit system nemlig et lille chok, når spotlyset lander på mig og så ved jeg slet ingenting. Andre gange starter mit indre hensyn filter, hvor jeg bliver bange for, hvad den anden kommer til at føle og mene, hvis jeg siger, hvad jeg mener og jeg bliver bange for konsekvenserne, at jeg måske mister personens kærlighed.

Jeg ved godt, at det en gammel opvækst skade, som jeg ikke har fået renset og gjort helt ren, men nu er tiden kommet. Det fungerer ikke længere for mig, at jeg holder mig selv nede og i skak på den måde. Det tenderer til egofobi, et pudsigt lille ord, jeg stødte på, da jeg ledte efter billedet til denne artikel(se link). Mine vinger er blevet for store til, at jeg kan sidde krøllet sammen i reden og putte mig. Jeg må adskille mig og brede mine vinger ud i alle sammenhænge. Vove at stå ansigt til ansigt med andres reaktioner og meninger, også selv om jeg skulle miste dem på vejen.

Når jeg tænker på det ud fra helterejsen (Hero’s journey), er jeg nået dertil på rejsen, hvor helten må gøre op med “faren” eller “moren” for selv at overleve og nå målet. Helten må trodse “faren” og stå op for sine egne overbevisninger uanset, hvad det koster ham, uanset konsekvenserne. Helten må rejse sig og være klar til at se døden i øjnene for sine egne overbevisninger, han frigøre sig endeligt. En dramatisk vinkel på noget, der måske ikke umiddelbart synes så dramatisk, men det kan godt føles vældig dramatisk indvendig.

Når man har levet som medafhængig og/eller lettere forvirret på tilknytnings delen, så har man brugt mange år på at afkode andre i forhold til, hvad de mener, synes og har brug for. Det har været et effektivt forsvar og en vigtig overlevelsesstrategi at fokusere på de andre, og derfor er man utrænet i at mærke sig selv og utrænet i frit at melde ud, hvad man mener, uafhængigt af den anden.

• http://ordpigen.dk/blog/egofobi-og-hensynsbetaendelse/
• Hero’s journey
• Et godt spørgsmål…
• På rette vej med venlighed
• De 3 hemmeligheder
• Følelserne er mine
• At blive adskilt
• Når din rolle klemmer?
• Offer, krænker og redder.
• Vil – vil ikke

Partnervalg-knappen

Hvorfor vælger vi de partnere, som vi gør?

Som mennesker søger vi ubevidst hen imod det, vi kender og genkender, det gør sig også gældende i vores partner valg, hvor vi søger hen imod en kærlighed, som vi genkender fra vores opvækst. Kærligheden vi oplevede fra vores forældre, og i særdeleshed den kærlighed vores mor var i stand til at elske os med, samt den kærlighed vores forældre viste hinanden.

Karyl Mcbride beskriver i hendes bog “blír jeg nogensinde god nok”, hvordan kvinder, der er vokset op med mødre, der har narcissistiske træk, ubevidst vælger parterne, som ikke kan tilfredsstille deres følelsesmæssige behov, netop fordi det er genkendeligt.

I samspillet med partneren gør de sig afhængige eller medafhængig af partneren. Det vil sige de enten vælge en partner, som kan “redde dem” med penge, prestige, familie, egenskaber mm eller en de kan “redde”, fordi han/hun har misbrug, mangler venner, evner mm og dermed “har brug for at blive reddet” og har brug for hende.

Uanset hvilken position kvinderne indtager er problematikken den samme, de jager mors kærlighed og søger at udfylde deres indre følelse af tomhed og følelsen af ikke at være god nok og værd at elske, ved hjælp af partneren. Mcbride beskrive også en tredje mulighed, hvor kvinder, af mødre med narcissistiske træk, helt opgiver kærligheden og vælger at forblive alene.

Som datter af en mor med narcissistiske træk er din partnervalg- knap gået i stykker, fordi du vælger partnere ud fra, at du ønsker at få dækket uforløste behov hos dig selv, hvilket skaber en skævvridning i parforholdet og ofte vil mislykkes og hverken tilfredsstille dig eller din partner. Et sundt parforhold mellem 2 voksne mennesker handler om, at man tager vare på sig selv og kan tilføre hinanden noget ekstra, man er hverken afhængig eller medafhængig.

Karyl Mcbride forklarer sammenhængene mellem det du er vokset op med, og hvordan det kan påvirke dit kærlighedsliv og relationelle liv som voksen, på en kærlig og meget let forståelig måde. Hun giver nogle gode bud på, hvordan du kan arbejde dig selv igennem og ud på den anden side, hvor du først og fremmest får sørget over, at du ikke fik den mor, du havde fortjent. Hvor du sørger over din tabte barndom og at du ikke blev den lille pige, du ellers ville kunne være blevet.

For at komme i kontakt med sorgen foreslår MCbride eksempelvis at skrive ned, hvilken mor du kunne have ønsket dig og overfor skrive, hvilken mor du reelt havde. Alle de følelser, der dukker op, om det er vrede, sorg, skuffelse, skyld mm., lad dem komme og sørg over dem. Du skulle have haft mere og bedre, du fortjener at være elsket for den, du er. Du er et vidunderligt menneske. Du er dig.

MCbride foreslår også at blive bevidst om og stoppe de negative indre budskaber, som stammer fra din  mor, ved at skrive dem ned og se efter om de nu også er sande. Om budskaberne kommer fra pålidelig kilde eller om de blot er reminiscenser fra din mors jalousi, kritiske ondskabsfuldheder eller hendes manglende empati. Mcbride beskriver, hvordan du skal adskille dig fra din mor og i stedet bliver din egen kærlige mor.

Som du måske kan læse, synes jeg bogen er inspirerende og giver mange spændende og gode sammenhæng forklaringer og bud på bearbejdelse. Den er reel og direkte, på en kærlig måde, som giver håb og mod på forandring, synes jeg.  Jeg kan varmt anbefale den, hvis du synes, der er et eller andet i din opvækst eller måske i dit parforhold som ikke fungerer optimalt, også selvom din mor måske ikke nødvendigvis er narcissistisk.

• Saxo, blir jeg nogensinde god nok
• bibliotek, blir jeg nogensinde god nok.