Forældreskabet

Vi har alle et ønske om at være de bedste forældre for vores børn og bevare et godt forhold til dem hele livet. Jeg tror også de fleste af os kan nikke genkendende til, at det undervejs kan være udfordrende, fordi vores børns personlige udvikling og reaktioner vækker noget i os, som ikke altid er lige nemt at håndtere.

Personligt har jeg, som mor, været meget optaget af ikke at gentage de mønstre fra min egen barndom, som har forvoldt mig smerte og adskillige terapitimer at finde en rimelig fred med. På trods af opmærksomheden eller måske på grund af opmærksomheden, har jeg mange gange undervejs havnet i situationer med mine børn, hvor jeg ikke har følt mig kompetent nok, og hvor jeg har bebrejdet mig selv ikke at kunne slå til.

Kisser Paludan, psykolog og forfatter, har skrevet en bog “Bevidst forældreskab”, hvor hun skriver om, hvordan vi gennem mødet med vores børn kan lære meget om os selv og om dem, fordi vores børn udløser det i os selv, som ikke er bearbejdet. Bogen handler også om, hvordan vi som forældre bliver nærværende og åbne over for vores børn, os selv og livet gennem selvkærlighed og selvindsigt.

Jeg synes det er kloge ord og en befriende og inspirerende vinkel Kisser Paludan har på forældreskabet. I stedet for at bebrejde os selv eller tro vi skal gøre mere, så må vi vende opmærksomheden indad og gå på opdagelse i, hvilke svære følelser og gamle traumer, vores børn ind imellem vækker i os selv, samt hvordan vi kan møde os selv i det, på en ansvarsfuld, kærlig og healende måde.

Jeg tænker: Tak og ja selvfølgelig. Når vi ikke tager ansvar for egne følelser og det som vækkes i os selv, også i samværet med vores børn, vil det give smerter og konflikter i relationen i det lange løb. Vi risikere at få en relation, hvor vores børn opfører sig tilpasset og venligt overfor os, frem for oprigtigt og nærværende. Eller vi risikerer mange konflikter og i værste fald at de trækker sig væk fra relationen.

Vi er alle styret af frygt i mange sammenhænge og som forældre kan vi, overfor vores børn, eksempelvis være styret af frygten for at de ikke trives, at de “falder ved siden af”, at de ikke klarer sig, at de ikke føler sig elsket mm.. Vi kan også være styret af frygten for at vi ikke er gode nok forældre, at vi gør for meget eller for lidt, at vi skaber afstand eller frygten for at mærke på den smertefulde skyld og skam mm.

Når vi lader os styre igennem livet af frygt bliver tingene mere komplicerede. Vi kommer let til at synes, at vi skal gøre en masse, vi overkompenserer og skrue forventningerne op til situationen, relationen og til, hvordan udfaldet skal være. Vi mister eller glemmer evnen og friheden til at være til stede som dem vi er, hver især.

Det bedste redskab mod frygt er kærlighed, så endnu engang er mere selvkærlighed svaret, når de svære følelser viser sig, også i forældreskabet. Kisser Paludan har en pointe, når hun siger at det ikke er, hvad der sker i livet, men hvordan du håndterer det, der gør forskellen.

I nedenstående podcast samtaler Mette Carendi (cand.mag. i psykologi, forfatter, foredragsholder og rådgiver) med Kisser Paludan om tilknytning og forældreskab. De siger blandt andet, at det handler om, som forælder, at lære, hvordan man kan møde sit barn sådan, at de ting man selv synes er svært, bliver ens barn god til at håndtere. Det kræver først og fremmest, at man selv er nødt til at kunne mestre det.

• https://www.saxo.com/dk/bevidst-foraeldreskab_kisser-paludan_haeftet_9788770364157
• https://soultalk.libsyn.com/77-soultalk-mette-carendi-om-tilknytningsmnstre-og-bevidst-forldreskab?fbclid=IwAR2i__ebGjmenHHmh8zXaOI2coBztTTLWVXmkV7tBH_NCPwZt1o4EzooBFA

Krop og kærlighed

Jeg er uddannet kropterapeut og min overbevisning er, at der er en sammenhæng mellem livets oplevelser, den måde, vi er i verden på, den måde vores krop fungerer på og vores psykiske trivsel. Jeg tror på at gamle oplevelser, kan sidde fast i kroppens hukommelse og blokere for energiens frie flow og udvikling. Oplevelserne, kan sidde som spændinger og efterlade os med gentagelser og hverdags smerter. Jeg tror på vores krop kan fortælle os, hvad vi har brug for og at vi ofte er opdraget til at udsætte eller overhøre kroppens signaler.

I vores kultur og hverdag er vi opdraget ind i at lade os styre mest efter hovedet, det evidensbaserede, det der er videnskabeligt funderet og det, der kan bevises og logisk forklares. Vi har på den baggrund regler og rammer for, hvad der er rigtig og forkert.

Som jeg ser det er kroppens signaler et sprog, men et ikke særligt anerkendt sprog. Kroppens sprog er ikke et sprog, vi lærer at lytte efter og tage alvorligt. Helt fra små, hvis vi eksempelvis var syge eller vores børn var syge, er det feber, der bestemmer om vi er syge “nok” til at det kalder på en hjemmedag, også selvom kroppen er tung, udmattet og mat og man næsten ikke kan slæbe sig afsted.

Igennem mit voksenliv har jeg igen og igen, på arbejdet, set kollegaer møde syge ind og trække sig selv stønnende igennem dagen, hvor det egentlig havde været bedre med en hjemmedag. Kollegaer med ondt i ryggen, ondt i hovedet eller meget forkølede og tydeligvis svækkede og udmattede, er fremmødt på arbejdet alligevel for at gøre deres bedste. En sådan kultur kan risikere at vække en skyld og skamfølelse hos dem, som bliver hjemme, når de er syge.

Jeg har forsøgt at opdrage mine piger med forståelsen for at når krop og psyke er udmattet, kalder det også på en syge-hjemmedag. Sådan en hjemmedag er en investering, en pause, som på sigt gør, at man netop ikke bliver “rigtig” syg. Alligevel genkender jeg både fra mig selv og pigerne, at vi drager afsted på trods.

For mit eget vedkommende, har jeg altid en lille diskution indvendig, når min krop råber syge-hjemmedag. En indre stemme fortæller mig, at så syg er jeg heller ikke, at der er vigtige opgaver på arbejdet, at det bliver noget rod for de andre, hvis jeg bliver hjemme mm.. Jeg lokker mig selv til lige at prøve et bad, lige at komme op og når jeg så er oppe, så kan jeg lige så godt komme afsted.

Covid-19 er kommet os alle til hjælp, med et krav helt oppe fra regeringen om, at vi nu ikke må fremmøde med symptomer, hverken feber, hoste, ondt i halsen og snue, og vi skal tage vare på os selv og vores kroppe, for at tage vare på hinanden. Den del hilser jeg velkommen, samtidig med jeg mærker at de forskellige indstillinger og forsigtigheds grader, vi har, kan skabe konflikter i de interesse sammenhænge og relationer, som vi indgår i. Det kan også skabe frygt, når vi pludselig skal have så meget mere fokus på kroppen og at tingene grundlæggende ikke er, som de plejer at være lige nu, samt uvisheden om fremtiden.

I dag i podcasten “Et kursus i mirakler”, taler de om kroppen og jeg har undret mig, fordi jeg ifølge “Et kursus i mirakler” får den opfattelse, at man ikke tillægger kroppen nogen særlig betydning. I podcasten bliver det tydeligt, at tanken blot er, at man ikke er sin krop, man har en krop, som man skal behandle godt og passe på med kærlighed.

De taler også om kropsforskrækkelse, som kan komme af, at man ved kroppen kan svækkes og dø eller på grund af gamle traumatiske oplevelser, som forbinder sig med kroppen. De taler om at man kan kigge bagud for at se, hvorfra forskrækkelsen stammer. De taler samtidig om, at når vores børn har besværligheder med noget, så kan det være en opmærksomhed eller hentydning, til et område i os selv, som vi med fordel kan arbejde på at forene os med.

Jeg har tidligere skrevet tekster om emnet, med verden som spejl, hvordan det vi ser i andre kan repræsentere problemstillinger, som vi genkender i os selv eller fra eget liv. Det kan være problematikker, egenskaber eller handlinger, som vi enten har svært ved at acceptere hos os selv eller som vi gerne ville have mere af. Når noget fanger vores opmærksomhed har det ofte noget at fortælle os og opgaven er at opdage, hvad det handler om?

Når genspejlingen sker via vores børn udfordres vi ekstra, fordi vores børn jo ligger så tæt på vores hjerte og det kan være så smertefuldt, når de ikke trives, at det næsten er umuligt at udholde det. Jeg synes dog tanken om, at forstå vores børns udfordringer som en spejling, giver god mening. Når man tager ansvar for spejlingen, opløses den og samtidig spændingen, som er forbundet med det uforløste behov. Herefter kan vi lettere være til stede, hvilket måske får vores børns problematikker til også at opløse sig.

Det kan synes som en noget “søgt” tanke. Ja måske, men det er ikke en tanke, der kan skade og jo mere fredfyldt og kærligt, vi selv kan være i verden med os selv, jo bedre vil det samtidig være for vores omgivelser og måske det endda smitter af.

Mine piger har, som de fleste andre, haft forskellige udfordringer undervejs og jeg har ind imellem mærket det som en kugle i brystet, en knude i maven og kradsen i halsen. Jeg har reageret med i første omgang at lukke af for kroppen, i ønsket om at være der for dem. I dag tænker jeg, at hvis jeg allerede dengang havde lyttet til min krop og havde kigget ind ad, så ville jeg have opdaget at deres udfordringer på forskellige måder rammer ind i min kerneproblematik om, at få lov til at være som jeg er, uden jeg bliver forladt.

Et eksempel: Da vi boede i Thy og pigerne gik i skole blev vi til skolehjemsamtale gjort opmærksomme på alt det gode, men også udfordringerne, som vores piger havde. Jeg oplevede det ofte, som blev jeg ramt af en kanonkugle lige i brystet, mit frygt-barometer steg til 150 og jeg var parat til at få jorden til at dreje den modsatte vej, hvis det kunne hjælpe.

I dag tænker jeg, at hvis jeg i stedet havde kigget ind ad og mødt mig selv med den kærlighed, som jeg så hård havde brug for. Så kunne jeg måske have beroliget mig selv og dermed kunne lytte til, hvad der blev sagt og bedt om hjælp, hvis der havde været behov for det. Jeg kunne med kærlighed til mig selv, bedre have være der for pigerne, så de ikke skulle blive bange og følt sig forkerte og jeg kunne ha undgået den følelse af at gå i kamp som hærfører, for min flok.

Kanonkuglen i mit bryst dengang handler om mange ting, kan jeg se i dag. Når jeg kigger efter det, som handler om mig, så er det en, fra min mor, nedarvet følelse af ikke at være god nok og en kamp for at få lov at være. Den handler om, at jeg som 22 årig valgte at få barn med en mand, der var aktivt misbrugende, imod alle givne råd og at jeg blev forladt af mine forældre med beslutningen. Det handler om kampen for at bevise, jeg var god nok som mor, både overfor mine børn, mig selv og alle andre. Måske jeg endda kan trække det endnu længere tilbage, til dengang jeg selv var 10-12 år, mine forældre var skilt, min farmor var død og jeg havde store problemer med indlæring i skolen og jeg følte mig så forkert, flov, alene og misforstået. Det kanonkuglen handlede om er en grundlæggende mangel på ubetinget kærlighed.

Så når jeg mærker og oplever mine børn er udfordret, hjælper jeg dem bedst ved, først og fremmest at sende den kærligste, mest omfavnende og varme moder jord til mig selv, så hun kan tage min lille Pernille i sin favn og knus elske hende. Derefter kan jeg langt bedre være mor, med kærlighed og rummelighed for mine piger.

Vi kan lærer meget af vores børn, når vi ved, hvad vi skal kigge efter og når vi tør kigge ind ad, på det som deres udfordringer vækker i os selv.

• https://podimo.com/en/shows/a9b0a6cc-579e-42b1-b8d7-ffea9a066247
• Når andre bliver en genspejling
• Lille spejl ….
• Verden som spejl.
• Hvad ser du?
• Lyt med kroppen

Sig hvad du mener

Kender du det, at man i nogle sammenhænge bare har svært ved at sige, hvad man mener. Man kommer til at snakke rundt om den varme grød og når man går derfra, har man ikke fået sagt tydeligt ja eller nej eller endnu værre man har rodet sig ud i noget, man egentlig ikke har lyst til.

Jeg er opdraget med, at det ikke er pænt at sige nej og at det heller ikke er forventeligt, at man snakker rent ud af posen, men hold da op, hvor jeg synes, det er en befrielse, når man gør det. Det føles også fantastisk i de sammenhænge, hvor jeg selv gøre det. For mig at se er det langt mere respektfuldt både overfor mig selv og andre. Jeg bliver stærkere og mere tro mod mig selv og relationen til den anden bliver mere ærlig og autentisk.

Jeg har sat mig for at opdatere mine skills og blive endnu bedre til, at tale ud fra mig selv med fokus på her og nu og et adskilt jeg og du. Jeg har lagt en 4 trins plan:

1. Jeg vil være opmærksom og fokusere på, hvad jeg rent faktisk mener, vil og har brug for.
2. Jeg vil stoppe negative budskaber mod mig selv og øve mig i at trodse konfliktskyhed og mit hensyns filter, som får mig til at nedtone, opbløde, snakke rundt om med forklaringer, frem for at tale rent ud af posen.
3. Jeg vil være omsorgsfuld og venlig overfor mig selv, mens jeg øver mig og huske at jeg altid kan sige det som det er, eventuelt : “Jeg ved ikke, hvad jeg mener lige nu” eller “det er for svært for mig at mene noget, lige nu”.
4. Jeg vil huske mig på, at jeg ikke skaber følelser i andre, men at følelser skabes i os selv, når vi interagerer med hinanden. Ethvert voksent menneske er selv ansvarlig for egne handlinger og for at håndtere egne følelser.

Første udfordring for mig er forestillingen om, at jeg skal vide, hvad jeg mener, hvis jeg skal fremstå som et klogt menneske. Jeg har en indre stemme, der fortæller mig, at det er frygtelig pinligt og uklogt, hvis jeg ikke ved, hvad jeg mener. Men jeg ved ikke altid, hvad jeg mener og slet ikke på stående fod. I nogle sammenhænge får mit system nemlig et lille chok, når spotlyset lander på mig og så ved jeg slet ingenting. Andre gange starter mit indre hensyn filter, hvor jeg bliver bange for, hvad den anden kommer til at føle og mene, hvis jeg siger, hvad jeg mener og jeg bliver bange for konsekvenserne, at jeg måske mister personens kærlighed.

Jeg ved godt, at det en gammel opvækst skade, som jeg ikke har fået renset og gjort helt ren, men nu er tiden kommet. Det fungerer ikke længere for mig, at jeg holder mig selv nede og i skak på den måde. Det tenderer til egofobi, et pudsigt lille ord, jeg stødte på, da jeg ledte efter billedet til denne artikel(se link). Mine vinger er blevet for store til, at jeg kan sidde krøllet sammen i reden og putte mig. Jeg må adskille mig og brede mine vinger ud i alle sammenhænge. Vove at stå ansigt til ansigt med andres reaktioner og meninger, også selv om jeg skulle miste dem på vejen.

Når jeg tænker på det ud fra helterejsen (Hero’s journey), er jeg nået dertil på rejsen, hvor helten må gøre op med “faren” eller “moren” for selv at overleve og nå målet. Helten må trodse “faren” og stå op for sine egne overbevisninger uanset, hvad det koster ham, uanset konsekvenserne. Helten må rejse sig og være klar til at se døden i øjnene for sine egne overbevisninger, han frigøre sig endeligt. En dramatisk vinkel på noget, der måske ikke umiddelbart synes så dramatisk, men det kan godt føles vældig dramatisk indvendig.

Når man har levet som medafhængig og/eller lettere forvirret på tilknytnings delen, så har man brugt mange år på at afkode andre i forhold til, hvad de mener, synes og har brug for. Det har været et effektivt forsvar og en vigtig overlevelsesstrategi at fokusere på de andre, og derfor er man utrænet i at mærke sig selv og utrænet i frit at melde ud, hvad man mener, uafhængigt af den anden.

• http://ordpigen.dk/blog/egofobi-og-hensynsbetaendelse/
• Hero’s journey
• Et godt spørgsmål…
• På rette vej med venlighed
• De 3 hemmeligheder
• Følelserne er mine
• At blive adskilt
• Når din rolle klemmer?
• Offer, krænker og redder.
• Vil – vil ikke

Mælkebøtte kærlighed

En sidste direkte reference til bogen “bli’r jeg nogensinde god nok” af Karyl Mcbride. Mcbride skriver: “du skaber ikke følelser hos andre mennesker. Ethvert menneske er selv ansvarlig for sine egne følelser og derfor må hver enkelt også selv stå til ansvar for dem.” citatslut.

For mig, med min opvækst og en tendens til medafhængigheds adfærd, er det en utrolig vigtig sætning, som jeg stadig må minde mig selv om ind imellem. Lige som jeg stadig må øve mig på, at tage imod støtte fra min egen indre mor, min egen selvkærlighed.

Første gang jeg virkelig fik fat om roden på min manglende selv kærlighed var dengang, jeg læste til psykoterapuet i 2004. Vi blev bedt om, at gå ud og finde det første vores øjne faldt på, hvorefter vi skulle beskrive det for en anden.

Jeg fandt en mælkebøtte og min beskrivelse lød blandt andet, at “når man røre ved den risikerer man at få noget væmmelig snask på fingrene, hvilket er utrolig svært at få af bagefter. Den er ikke noget særligt i sig selv.”

Det ramte mig dybt i hjertet, dengang og nu, da vi efterfølgende skulle gentage beskrivelsen, og sige JEG foran. Det blev en meget autentisk beskrivelse af, hvordan jeg så mig selv og starten på mit langsommelige arbejde hen imod at værdsætte og elske mig selv.

“Når man rører ved mig, risikerer man at få noget væmmeligt snask på sig, som er utrolig svært at få af bagefter. Jeg er ikke noget i mig selv.”

Det talte lige ind i min overansvarligheds følelse, at jeg følte mig alene og ansvarlig i relationer, med en stor skræk for at påføre andre mennesker negative følelser og ubehag.  Jeg var derfor utrolig opmærksom på at skrue ned for mig selv, fortie og holde tilbage, hvad jeg mente, havde på hjertet, mine grænser, behov, følelser mm. for at undgå, de andre blev snasket til af mig fordi, hvis de gjorde, ville det blive meget, meget ubehageligt for alle.

Jeg kan den dag i dag mærke, ved særlig lejligheder, når det gamle mælkebøtte snask pludselig tager over og jeg føler mig forkert og ikke god nok. Jeg kan i dag aktivt gøre flere ting for at ryste det af mig og ind imellem må jeg bare tage mig selv på skødet og acceptere, at det altså er poppet op for en stund.

Mest af alt synes jeg i dag, at mælkebøtten er smuk og vidunderlig, også i sig selv. Jeg synes, den kan lyse rummet op, man får altid øje på den. De fleste har gode og sjove minder med den og den kan noget både alene og i flok. Den er god til leg og til pynt, god i naturen, næring til insekterne og sommerfugle og så kan den endda spises med stor nydelse i form af ruccola salat. Mælkebøtten er stærk og kan vokse frem selv de mest umulige steder og den kommer igen og igen ❤

1. Medafhængighed som karaktertræk
2. The breakthrough
3. Omfavn hele dig
4. Det føles rigtig godt
5. Resiliens

 

Partnervalg-knappen

Hvorfor vælger vi de partnere, som vi gør?

Som mennesker søger vi ubevidst hen imod det, vi kender og genkender, det gør sig også gældende i vores partner valg, hvor vi søger hen imod en kærlighed, som vi genkender fra vores opvækst. Kærligheden vi oplevede fra vores forældre, og i særdeleshed den kærlighed vores mor var i stand til at elske os med, samt den kærlighed vores forældre viste hinanden.

Karyl Mcbride beskriver i hendes bog “blír jeg nogensinde god nok”, hvordan kvinder, der er vokset op med mødre, der har narcissistiske træk, ubevidst vælger parterne, som ikke kan tilfredsstille deres følelsesmæssige behov, netop fordi det er genkendeligt.

I samspillet med partneren gør de sig afhængige eller medafhængig af partneren. Det vil sige de enten vælge en partner, som kan “redde dem” med penge, prestige, familie, egenskaber mm eller en de kan “redde”, fordi han/hun har misbrug, mangler venner, evner mm og dermed “har brug for at blive reddet” og har brug for hende.

Uanset hvilken position kvinderne indtager er problematikken den samme, de jager mors kærlighed og søger at udfylde deres indre følelse af tomhed og følelsen af ikke at være god nok og værd at elske, ved hjælp af partneren. Mcbride beskrive også en tredje mulighed, hvor kvinder, af mødre med narcissistiske træk, helt opgiver kærligheden og vælger at forblive alene.

Som datter af en mor med narcissistiske træk er din partnervalg- knap gået i stykker, fordi du vælger partnere ud fra, at du ønsker at få dækket uforløste behov hos dig selv, hvilket skaber en skævvridning i parforholdet og ofte vil mislykkes og hverken tilfredsstille dig eller din partner. Et sundt parforhold mellem 2 voksne mennesker handler om, at man tager vare på sig selv og kan tilføre hinanden noget ekstra, man er hverken afhængig eller medafhængig.

Karyl Mcbride forklarer sammenhængene mellem det du er vokset op med, og hvordan det kan påvirke dit kærlighedsliv og relationelle liv som voksen, på en kærlig og meget let forståelig måde. Hun giver nogle gode bud på, hvordan du kan arbejde dig selv igennem og ud på den anden side, hvor du først og fremmest får sørget over, at du ikke fik den mor, du havde fortjent. Hvor du sørger over din tabte barndom og at du ikke blev den lille pige, du ellers ville kunne være blevet.

For at komme i kontakt med sorgen foreslår MCbride eksempelvis at skrive ned, hvilken mor du kunne have ønsket dig og overfor skrive, hvilken mor du reelt havde. Alle de følelser, der dukker op, om det er vrede, sorg, skuffelse, skyld mm., lad dem komme og sørg over dem. Du skulle have haft mere og bedre, du fortjener at være elsket for den, du er. Du er et vidunderligt menneske. Du er dig.

MCbride foreslår også at blive bevidst om og stoppe de negative indre budskaber, som stammer fra din  mor, ved at skrive dem ned og se efter om de nu også er sande. Om budskaberne kommer fra pålidelig kilde eller om de blot er reminiscenser fra din mors jalousi, kritiske ondskabsfuldheder eller hendes manglende empati. Mcbride beskriver, hvordan du skal adskille dig fra din mor og i stedet bliver din egen kærlige mor.

Som du måske kan læse, synes jeg bogen er inspirerende og giver mange spændende og gode sammenhæng forklaringer og bud på bearbejdelse. Den er reel og direkte, på en kærlig måde, som giver håb og mod på forandring, synes jeg.  Jeg kan varmt anbefale den, hvis du synes, der er et eller andet i din opvækst eller måske i dit parforhold som ikke fungerer optimalt, også selvom din mor måske ikke nødvendigvis er narcissistisk.

• Saxo, blir jeg nogensinde god nok
• bibliotek, blir jeg nogensinde god nok.

Når Sirenerne synger

Jeg er kommet et godt stykke ind i bogen; “Bli’r jeg nogensinde god nok” af Karyl Mcbride. En bog om at vokse op som datter til en mor med narcissistiske træk.

En af de ting Mcbride beskriver, som en konsekvens af at vokse op med en narcissistisk mor er, at man får svært ved at mærke egne følelser og behov, man får svært ved at mærke sig selv eller tillade sig at tro på det, man mærker.

Det skyldes at man gennem opvæksten, fortæller Mcbride videre, er blever opdraget ind i en familiedynamik, hvor mors følelsesliv var/er omdrejningspunktet. Det var mors ønsker, behov, interesser mv. som gjaldt.

Skulle man som datter, af en mor med narcissistiske træk, formaste sig til at bringe sig selv, egne behov, valg, tanker, drømme og følelser på banen, vil en narcissistisk mor enden ignorere disse, slå dem hen, fordreje eller kritisere og nedgøre datterens følelser mm. Datteren risikerer at få mors vrede eller manglende empati at føle, når hun bringer sig selv på banen og datteren lærer sig, at hendes egne følelser mm. er forkerte, hun er forkert.

Datteren af en narcissistisk mor lever i et evigt forsøg på at gøre mor tilpas og opnå mors kærlighed og accept, samtidig lever hun i evig angst for at miste sin mor. Datterens selvfølelse domineres af, at hun aldrig føler sig god nok, aldrig gør det godt nok.

I går da jeg cyklede hjem gennem sommeraftenen, blev jeg pludselig ramt af et stort savn til min x-mand. Jeg følte mig trist og ensom og stærkt påvirket af bogen, som jeg er ved at læse. Den aktiverer gamle mønstre og mekanismer, som stikker hovedet frem og hilser på.

Jeg kom til at tænke på, at i gamle dage ville jeg på baggrund af den følelse, straks være hoppet i bilen og kørt afsted over til min x-mand, uanset fornuft, mening eller måde. Det ville umiddelbart have givet mig en følelse af frihed og spænding.

Når jeg ankom ville vi have elsket vildt, ligget helt tæt, snakket, spist og drukket og det ville uden tvivl blive en intens weekend, hvor livet ville synes at give stor mening for mig. Men ofte ville en sådan weekend blive efterfulgt af drama og skænderier, når hverdagen igen bankede på.

Jeg tænkte videre og mærkede det som en længsel efter en beruselse. En længsel efter den berusende følelse af spænding og ubekymrethed i nuet, uden fornemmelse for andet. En længsel jeg genkender som særligt dominerende i mine unge år, men som stadig lever i mig.  I går blev jeg ramt af længslen, og havde jeg haft andre mulige kandidater, ville jeg have ringet dem op, for at få tilfredsstille mit umiddelbare behov, men hvilket behov?

Et behov for trøst, et behov for eventyr, et behov for at komme væk fra følelsen af ensomhed, som jeg mærkede så stærkt lige i går. Et behov for at føle mig elsket, hvilket for en kort stund kan erstattes med følelsen af være feteret og begæret. Et behov for ikke at være alene og tage ansvar for de følelser, jeg mærkede i går. Et behov for at dopamin skulle fylde min hjernens belønningscenter og give mig følelsen af lykke.

Jeg cyklede nu bare hjem, lagde en ansigtsmaske, lagde rent betræk på sengen og hoppede i med en god film. Jeg er lykkelig over, at jeg ikke længere er fuldstændig styret af den gamle overlevelsesdrift, at jeg kan finde kærligheden til mig selv og tage ansvar for mine følelser, men jeg fik i den grad lov til at hilse på en gammel kending. Det var som Sirenerne, der, i Hero’s journey, prøvede at lokke mig på afveje.

• https://nota.dk/bibliotek/bog/blir-jeg-nogensinde-god-nok#ebook
• Forelsket i en drøm 2
• Hero’s journey
• Og hvorfor så alt det terapi.
• Og hvorfor så alt det terapi 2
• Og hvorfor så alt det terapi 3
• Og hvorfor så alt det terapi 4

Bli’r jeg nogensinde god nok

Jeg er gået i gang med en spændende bog om at vokse op som datter med en narcissistisk mor eller en mor med grader af de narcissistiske træk.

Bogen berører det tabu, der er forbundet med at have en mor, som ikke har givet dig det, du havde brug for.

Den beskriver og forklarer sammenhænge, som gør det lettere at forstå mønstre og konsekvenser af det dysfunktionelle samspil, og den indbyder til en rejse med mulighed for at lære mere om dig selv og din mor.

Borgen er delt op i 3 afdelinger og er skrevet i et  letforståelig sprog, med masser af eksempler, som tydeliggører mønstre, som jeg altid har været svære at sætte fingeren på.

1. Afdeling handler om, hvad det vil sig at være en narcissistisk mor.
2. Afdeling beskriver, hvordan det påvirker dit liv, at vokse op med en narcissistisk mor.
3. Afdeling handler om, hvordan du bryder den narcissistiske arv og får det godt med dig selv.

Du kan låne den på biblioteket eller købe den eksempelvis hos saxo.dk

 

Min far 2

Jeg var sammen med min far i går og jeg lagde mærke til, at han føltes fremmed for mig. Det gør han ind imellem,  – fremmed og uden tæt følelsesmæssig tilknytning. Det har tidligere gjort mig meget sorgfuld og bange, når jeg har mærket det, fordi min far er den forældre, jeg troede, jeg var følelsesmæssigt tæt tilknyttet til og når jeg mærker mig adskilt fra ham, føles det ind imellem som om jeg er forladt og ene.

Jeg ved godt at følelserne stammer fra min opvækst og viser mig et spejl af, hvordan det var dengang, jeg var barn. Dengang blev jeg forladt af ham og adskilt. Jeg har været omkring 6-7 år, da min far kom ned til mig på gaden, hvor jeg legede på fortovet foran vores opgang. Han fortalte mig, at nu flyttede han og jeg skulle bo hos min mor og vi skulle ses  engang imellem og jeg ville nu have 2 værelser! Vi sagde farvel og så kørte han væk, han forlod mig og knuste mit hjerte.

Min far har, fra så tidligt jeg kan huske været den forælder, jeg, som barn og ung, var tryggest ved og hvor jeg bedst kunne slappe af. Min far kunne lide at lege med mig, han kunne lytte og han gav mig fysiske kram og kys, indtil jeg blev omkring 11 år. Han var den jeg kaldte på om aftenen, når jeg var bange og han synes, jeg var både yndig, dygtig, flink og sød. Han fortalte mig om alle de ting, han synes, vi lignede hinanden med og det føltes rart og trygt. Jeg følte mig værdifuld i hans øjne og ord.

Efter han flyttede opdagede jeg, at han er meget konfliktsky og ansvarsfralæggende, hvilket forstærkede min følelse af at være ladt alene både fysisk og psykisk. Det blev nogle rigtig svære år for mig, fordi min mor var så ulykkelig  og deprimeret i årevis efter skilsmissen og jeg var ladt alene tilbage for at “passe” på hende. Min far fik sig et liv op og stå, mødte nye damer, som jeg fik lov til at være med til at bedømme, sagde han og det gav mig en følelse af at være betydningsfuld.

En dag havde han så mødt en, hvor jeg ikke skulle bedømme, men bare møde hende. Hun var meget anderledes end noget menneske, jeg før havde mødt. Hun var ung, drak kaffe og røg cigaretter, læste ugeblade og talte og grinede højt. Hun var skrap med nogen ting, samtidig med hun tyggede tyggegummi og slog bøvser. Hun strikkede meget og strikkede bl.a. trøjer til os, så vi var ens, hun og jeg. Der blev taget billeder af os og min far og hun syntes, vi ligner hinanden. Jeg var meget overvældet, splittet og forskrækket.

Min mors og fars forhold blev mere og mere kompliceret indtil, min far en dag valgte, at han aldrig ville se min mor mere. Jeg glemmer aldrig den dag, min mor havde fået brevet om beslutningen fra min far. Jeg kom hjem fra skole og hun sad helt hvid i hovedet og forfærdet i stolen med brevet i skødet. Hun læste eller fortalte mig, hvad min far havde besluttet og fordi jeg ville støtte hende i hendes sorg, sagde jeg, at så vil jeg heller ikke se ham mere. Jeg husker det som at der gik et år, hvor jeg ikke så ham. Jeg ledte og søgte efter hans telefonnummer, fordi jeg savnede ham. Jeg var meget ulykkelig og ensom og min mor var deprimeret og følelseskold overfor mig.

Vores liv (min mors og mit) og hjem var så stille og stemningen så tynget, at jeg listede rundt med tilbageholdt åndedrag i frygt for at forstyrre. Nogle dage var lettere, men så pludselig var det tungt igen og man vidste aldrig hvornår. Jeg forsøgte mit bedste for at live min mor op, jeg lavede te og gjorde rent, købte blomster for mine lommepenge, men det gjorde ikke den store forskel. Min mors martyrium kom i spil på mange planer, eksempelvis i forholdet til min veninde og hendes familie og ind imellem blev jeg hjemme for at hun ikke skulle føle sig ensom.

Endelig fandt jeg min fars nummer og jeg ringede til ham. Han blev glad, men fordi jeg var så bange for min mor og bange for at gøre hende ked af det, blev det til at vi sås i smug. Jeg tænker det stod på ihvertilfælde et år eller 2. Vi kørte ture i hans bil, hvor jeg kunne fortælle, hvor svært det var hjemme, hvor svært jeg havde det følelsesmæssigt og hvor bange jeg var for min mor. Min far lyttede og sagde, at hun ikke mente det så slemt. Jeg havde engang min bedste veninde med på sådan en hemmelig tur og mens det stod på, var det som altid en pause, en lettelse og hyggeligt, men lige inde bag ved var jeg tynget af skyld og skam, dårlig samvittighed og en kæmpe ansvarsfølelse. Jeg har nok været 10-12 år gammel.

Min far gav mig penge og gaver, trods han vidste, vores forhold var hemmeligt og jeg gemte dem og og brugte dem til snold og ingenting sammen med min veninde. Jeg havde ingen mulighed for at glæde mig over dem eller bruge dem rigtigt, fordi min mor vidste alt, hvad jeg havde og ikke havde. Jeg husker en jul min far gav mig en walkman og jeg var rigtig glad for den, men vidste jeg jo, jeg ikke kunne bruge den, samtidig var jeg led og ked af hemmelighederne og kunne slet ikke se mig ud af, hvordan jeg skulle fortælle det til min mor, som aldrig nævnte noget om min far.

Jeg besluttede at ligge mig på min seng, med walkmanen på, skrue så højt op, at jeg ikke kunne høre når min mor kom hjem kl. 16.00 og så lade hende opdage det. Det ville tvinge mig til at sige, hvorfra jeg havde walkmanen og dermed afsløre hemmeligheden om, at jeg så min far. Jeg glemmer det aldrig, jeg var så bange, som ventede jeg på min egen dødsdom og den kom, fuldstændig som jeg havde forventet og forudset, men hemmeligheden var afsløret og jeg kunne nu se min far uden at lyve eller hemmeligholde det.

Min mor blev knus og ulykkelig og skammede mig ud, efterfulgt af hendes ugelange tavshed, hvor hun kun talte nødtvunget til mig. Hun sagde: “kl. er syv!” Når hun vækkede mig om morgenen. Aldrig har jeg mødt nogen, der kan sige: “kl er syv 7!”, i den helt igennem rasende og iskolde, straffende tone. Det får mig til at fryse gennem marv og ben. Resten af tiden sagde hun ingenting. Hun gik på arbejdet og læste bøger. Når hun tøede lidt mere op sagde hun også: “Der er aftensmad!”, i samme tone. Langsomt dag for dag over tid, sagde hun flere og flere sætninger og til sidst var vi tilbage til normal. Efter sådan en tur foreslog hun ofte, at vi skulle shoppe og hun købte et stykke tøj til mig, som hun valgte og synes var pænt. Jeg sagde ja og tak og smilede og overøste hende med min taknemmelighed, uden det dog blev for meget, for det brød hun sig ikke om.

I går sad jeg så der og kiggede på min far, hen over kartoffelsuppen og tænkte på alle disse gamle historier, mens vi opførte os præcis, som vi plejer. Mange år er gået og det er i dag ok. Jeg lever med dønningerne af det, jeg blev budt og i dag ER det mit ansvar, hvordan.

• Min far
• Forholdet til far
• Min far, eksempel på vredes meditation.
• Samtale med min mor

Epistemisk tillid

Min uddannelse handlede, i sidste uge, om tilknytning og traumer og herunder en særlig tillid, epistemisk tillid. Jeg forstår det som den tillid, man møder omverden med. Jeg har tidligere skrevet om den måde, vi møder verden på, om vi møder verden med åbent eller lukket hjerte og jeg tænker, det er noget af det samme.

Epistemisk tillid er en tillid eller en tilstand som måske allerede begynder, når vi ligger i vores mors mave. Den videreudvikles de første vigtige leveår, hvor vi som små mennesker er helt afhængige af omverden og særligt af de primære omsorgspersoners hjertevarme og evne til at imødekomme vores behov. Vi er afhængige af at de lærer os, hvordan vi skal agere i livet.

De bedste lærere er dem som selv har epistemisk tillid og evnen til at sætte sig ud over sig selv. De kan læse andre som de er, uden at tillægge dem (alt for mange) forkerte, fordrejede, fortolkede eller projekterede uforløste behov og følelser. De gode livslærere kan mentalisere.

Vokser du op med primære omsorgspersoner, der læser dig forkert, personer som tillægger dig forkerte intentioner, behov, følelser mm. Omsorgspersoner, der ikke formår at mentalisere, personer som ikke selv har epistemisk tillid, vil du ende op med epistemisk mistillid. En tilstand, som gør det svært at lære nye sociale spilleregler og hvor du selv får svært ved at mentalisere.

Den Epistemiske tillid er en grundlæggende tillid til at andre kan og vil dig det godt, at andre har en viden om verden og om dig, som de på empatisk vis, vil lære fra sig og lære dig og du kan dermed tage imod det.

Peter Fonagy beskriver det sådan her: Citat: “Epistemisk tillid; (Velbegrundet tillid) henviser til den specifikke form for tillid, der kræves af en person, for at muliggøre social læring, om ”hvordan vi opfører os under visse omstændigheder”. Den velbegrundet tillid er netop tilliden til værdien af social viden, at en potentiel ”lærer”, kan have noget at tilbyde den potentielle lærende. Denne tillid bygger på og udløses af en viden om, at læreren har tilegnet sig viden og på empatisk vis forstået de afgørende ting om mig og min situation – metallisering. Tillid til at den anden har bemærket og forstået, hvordan det er at være mig, her, nu, i denne kontekst. Denne særlige tillid skal være repræsenteret i de relationer, hvor vi ønsker at skabe social læring. “citat slut

Om du har epistemisk tillid er ikke et enten har jeg det eller også har jeg det ikke. Jeg oplever det også er et spørgsmål om kontekst og relationer. Der kan være nogle situationer, som tricker det mere end andre og der kan være personligheder, der tricker det mere end andre. Du kan måske mærke tilliden i din krop og måske i dit hjerte, om du åbner dit hjerte og kan tage imod eller om du lukker dit hjerte og lukker dig om dig selv.

Er du vokset op på en måde, så du har epistemisk mistillid, hvor dine primære omsorgspersoner, lærer, klassekammerater mm. ikke har kunne se dig og ikke har evnet at møde dig der, hvor du var, er det muligt at arbejde dig et nyt og bedre sted hen sammen med andre mennesker senere i livet.

I sunde relationer med mennesker, hvor du føler dig mødt, set og forstået kan du via samtalen, i udveksling og metallisering, genoprette og opbygge din epistemiske tillid. Det kan være sammen med nye lærer, venner, kollegaer eller måske en terapeut, der kan se dig og dermed hjælpe dig med at genoprette tilliden.

• https://www.folkeskolen.dk/653967/hvis-mentalisering-er-svaret-hvad-er-det-saa-svaret-paa
• https://www.centerformentalisering.dk/sidste-nyt-fra-fonagy/

Når de uforløste behov styrer

Jeg har fundet 2 artikler som beskriver, hvilke konsekvenser det kan have og hvad vi må deale med, når vi ikke har fået dækket vores behov for anerkendelse, respekt, tryghed og kærlighed i opvæksten.

• https://wordpress.com/read/blogs/143096887/posts/129
• https://wordpress.com/read/blogs/143096887/posts/132