Mælkebøtte kærlighed

En sidste direkte reference til bogen “bli’r jeg nogensinde god nok” af Karyl Mcbride. Mcbride skriver: “du skaber ikke følelser hos andre mennesker. Ethvert menneske er selv ansvarlig for sine egne følelser og derfor må hver enkelt også selv stå til ansvar for dem.” citatslut.

For mig, med min opvækst og en tendens til medafhængigheds adfærd, er det en utrolig vigtig sætning, som jeg stadig må minde mig selv om ind imellem. Lige som jeg stadig må øve mig på, at tage imod støtte fra min egen indre mor, min egen selvkærlighed.

Første gang jeg virkelig fik fat om roden på min manglende selv kærlighed var dengang, jeg læste til psykoterapuet i 2004. Vi blev bedt om, at gå ud og finde det første vores øjne faldt på, hvorefter vi skulle beskrive det for en anden.

Jeg fandt en mælkebøtte og min beskrivelse lød blandt andet, at “når man røre ved den risikerer man at få noget væmmelig snask på fingrene, hvilket er utrolig svært at få af bagefter. Den er ikke noget særligt i sig selv.”

Det ramte mig dybt i hjertet, dengang og nu, da vi efterfølgende skulle gentage beskrivelsen, og sige JEG foran. Det blev en meget autentisk beskrivelse af, hvordan jeg så mig selv og starten på mit langsommelige arbejde hen imod at værdsætte og elske mig selv.

“Når man rører ved mig, risikerer man at få noget væmmeligt snask på sig, som er utrolig svært at få af bagefter. Jeg er ikke noget i mig selv.”

Det talte lige ind i min overansvarligheds følelse, at jeg følte mig alene og ansvarlig i relationer, med en stor skræk for at påføre andre mennesker negative følelser og ubehag.  Jeg var derfor utrolig opmærksom på at skrue ned for mig selv, fortie og holde tilbage, hvad jeg mente, havde på hjertet, mine grænser, behov, følelser mm. for at undgå, de andre blev snasket til af mig fordi, hvis de gjorde, ville det blive meget, meget ubehageligt for alle.

Jeg kan den dag i dag mærke, ved særlig lejligheder, når det gamle mælkebøtte snask pludselig tager over og jeg føler mig forkert og ikke god nok. Jeg kan i dag aktivt gøre flere ting for at ryste det af mig og ind imellem må jeg bare tage mig selv på skødet og acceptere, at det altså er poppet op for en stund.

Mest af alt synes jeg i dag, at mælkebøtten er smuk og vidunderlig, også i sig selv. Jeg synes, den kan lyse rummet op, man får altid øje på den. De fleste har gode og sjove minder med den og den kan noget både alene og i flok. Den er god til leg og til pynt, god i naturen, næring til insekterne og sommerfugle og så kan den endda spises med stor nydelse i form af ruccola salat. Mælkebøtten er stærk og kan vokse frem selv de mest umulige steder og den kommer igen og igen ❤

1. Medafhængighed som karaktertræk
2. The breakthrough
3. Omfavn hele dig
4. Det føles rigtig godt
5. Resiliens

 

Partnervalg-knappen

Hvorfor vælger vi de partnere, som vi gør?

Som mennesker søger vi ubevidst hen imod det, vi kender og genkender, det gør sig også gældende i vores partner valg, hvor vi søger hen imod en kærlighed, som vi genkender fra vores opvækst. Kærligheden vi oplevede fra vores forældre, og i særdeleshed den kærlighed vores mor var i stand til at elske os med, samt den kærlighed vores forældre viste hinanden.

Karyl Mcbride beskriver i hendes bog “blír jeg nogensinde god nok”, hvordan kvinder, der er vokset op med mødre, der har narcissistiske træk, ubevidst vælger parterne, som ikke kan tilfredsstille deres følelsesmæssige behov, netop fordi det er genkendeligt.

I samspillet med partneren gør de sig afhængige eller medafhængig af partneren. Det vil sige de enten vælge en partner, som kan “redde dem” med penge, prestige, familie, egenskaber mm eller en de kan “redde”, fordi han/hun har misbrug, mangler venner, evner mm og dermed “har brug for at blive reddet” og har brug for hende.

Uanset hvilken position kvinderne indtager er problematikken den samme, de jager mors kærlighed og søger at udfylde deres indre følelse af tomhed og følelsen af ikke at være god nok og værd at elske, ved hjælp af partneren. Mcbride beskrive også en tredje mulighed, hvor kvinder, af mødre med narcissistiske træk, helt opgiver kærligheden og vælger at forblive alene.

Som datter af en mor med narcissistiske træk er din partnervalg- knap gået i stykker, fordi du vælger partnere ud fra, at du ønsker at få dækket uforløste behov hos dig selv, hvilket skaber en skævvridning i parforholdet og ofte vil mislykkes og hverken tilfredsstille dig eller din partner. Et sundt parforhold mellem 2 voksne mennesker handler om, at man tager vare på sig selv og kan tilføre hinanden noget ekstra, man er hverken afhængig eller medafhængig.

Karyl Mcbride forklarer sammenhængene mellem det du er vokset op med, og hvordan det kan påvirke dit kærlighedsliv og relationelle liv som voksen, på en kærlig og meget let forståelig måde. Hun giver nogle gode bud på, hvordan du kan arbejde dig selv igennem og ud på den anden side, hvor du først og fremmest får sørget over, at du ikke fik den mor, du havde fortjent. Hvor du sørger over din tabte barndom og at du ikke blev den lille pige, du ellers ville kunne være blevet.

For at komme i kontakt med sorgen foreslår MCbride eksempelvis at skrive ned, hvilken mor du kunne have ønsket dig og overfor skrive, hvilken mor du reelt havde. Alle de følelser, der dukker op, om det er vrede, sorg, skuffelse, skyld mm., lad dem komme og sørg over dem. Du skulle have haft mere og bedre, du fortjener at være elsket for den, du er. Du er et vidunderligt menneske. Du er dig.

MCbride foreslår også at blive bevidst om og stoppe de negative indre budskaber, som stammer fra din  mor, ved at skrive dem ned og se efter om de nu også er sande. Om budskaberne kommer fra pålidelig kilde eller om de blot er reminiscenser fra din mors jalousi, kritiske ondskabsfuldheder eller hendes manglende empati. Mcbride beskriver, hvordan du skal adskille dig fra din mor og i stedet bliver din egen kærlige mor.

Som du måske kan læse, synes jeg bogen er inspirerende og giver mange spændende og gode sammenhæng forklaringer og bud på bearbejdelse. Den er reel og direkte, på en kærlig måde, som giver håb og mod på forandring, synes jeg.  Jeg kan varmt anbefale den, hvis du synes, der er et eller andet i din opvækst eller måske i dit parforhold som ikke fungerer optimalt, også selvom din mor måske ikke nødvendigvis er narcissistisk.

• Saxo, blir jeg nogensinde god nok
• bibliotek, blir jeg nogensinde god nok.

Når Sirenerne synger

Jeg er kommet et godt stykke ind i bogen; “Bli’r jeg nogensinde god nok” af Karyl Mcbride. En bog om at vokse op som datter til en mor med narcissistiske træk.

En af de ting Mcbride beskriver, som en konsekvens af at vokse op med en narcissistisk mor er, at man får svært ved at mærke egne følelser og behov, man får svært ved at mærke sig selv eller tillade sig at tro på det, man mærker.

Det skyldes at man gennem opvæksten, fortæller Mcbride videre, er blever opdraget ind i en familiedynamik, hvor mors følelsesliv var/er omdrejningspunktet. Det var mors ønsker, behov, interesser mv. som gjaldt.

Skulle man som datter, af en mor med narcissistiske træk, formaste sig til at bringe sig selv, egne behov, valg, tanker, drømme og følelser på banen, vil en narcissistisk mor enden ignorere disse, slå dem hen, fordreje eller kritisere og nedgøre datterens følelser mm. Datteren risikerer at få mors vrede eller manglende empati at føle, når hun bringer sig selv på banen og datteren lærer sig, at hendes egne følelser mm. er forkerte, hun er forkert.

Datteren af en narcissistisk mor lever i et evigt forsøg på at gøre mor tilpas og opnå mors kærlighed og accept, samtidig lever hun i evig angst for at miste sin mor. Datterens selvfølelse domineres af, at hun aldrig føler sig god nok, aldrig gør det godt nok.

I går da jeg cyklede hjem gennem sommeraftenen, blev jeg pludselig ramt af et stort savn til min x-mand. Jeg følte mig trist og ensom og stærkt påvirket af bogen, som jeg er ved at læse. Den aktiverer gamle mønstre og mekanismer, som stikker hovedet frem og hilser på.

Jeg kom til at tænke på, at i gamle dage ville jeg på baggrund af den følelse, straks være hoppet i bilen og kørt afsted over til min x-mand, uanset fornuft, mening eller måde. Det ville umiddelbart have givet mig en følelse af frihed og spænding.

Når jeg ankom ville vi have elsket vildt, ligget helt tæt, snakket, spist og drukket og det ville uden tvivl blive en intens weekend, hvor livet ville synes at give stor mening for mig. Men ofte ville en sådan weekend blive efterfulgt af drama og skænderier, når hverdagen igen bankede på.

Jeg tænkte videre og mærkede det som en længsel efter en beruselse. En længsel efter den berusende følelse af spænding og ubekymrethed i nuet, uden fornemmelse for andet. En længsel jeg genkender som særligt dominerende i mine unge år, men som stadig lever i mig.  I går blev jeg ramt af længslen, og havde jeg haft andre mulige kandidater, ville jeg have ringet dem op, for at få tilfredsstille mit umiddelbare behov, men hvilket behov?

Et behov for trøst, et behov for eventyr, et behov for at komme væk fra følelsen af ensomhed, som jeg mærkede så stærkt lige i går. Et behov for at føle mig elsket, hvilket for en kort stund kan erstattes med følelsen af være feteret og begæret. Et behov for ikke at være alene og tage ansvar for de følelser, jeg mærkede i går. Et behov for at dopamin skulle fylde min hjernens belønningscenter og give mig følelsen af lykke.

Jeg cyklede nu bare hjem, lagde en ansigtsmaske, lagde rent betræk på sengen og hoppede i med en god film. Jeg er lykkelig over, at jeg ikke længere er fuldstændig styret af den gamle overlevelsesdrift, at jeg kan finde kærligheden til mig selv og tage ansvar for mine følelser, men jeg fik i den grad lov til at hilse på en gammel kending. Det var som Sirenerne, der, i Hero’s journey, prøvede at lokke mig på afveje.

• https://nota.dk/bibliotek/bog/blir-jeg-nogensinde-god-nok#ebook
• Forelsket i en drøm 2
• Hero’s journey
• Og hvorfor så alt det terapi.
• Og hvorfor så alt det terapi 2
• Og hvorfor så alt det terapi 3
• Og hvorfor så alt det terapi 4

Bli’r jeg nogensinde god nok

Jeg er gået i gang med en spændende bog om at vokse op som datter med en narcissistisk mor eller en mor med grader af de narcissistiske træk.

Bogen berører det tabu, der er forbundet med at have en mor, som ikke har givet dig det, du havde brug for.

Den beskriver og forklarer sammenhænge, som gør det lettere at forstå mønstre og konsekvenser af det dysfunktionelle samspil, og den indbyder til en rejse med mulighed for at lære mere om dig selv og din mor.

Borgen er delt op i 3 afdelinger og er skrevet i et  letforståelig sprog, med masser af eksempler, som tydeliggører mønstre, som jeg altid har været svære at sætte fingeren på.

1. Afdeling handler om, hvad det vil sig at være en narcissistisk mor.
2. Afdeling beskriver, hvordan det påvirker dit liv, at vokse op med en narcissistisk mor.
3. Afdeling handler om, hvordan du bryder den narcissistiske arv og får det godt med dig selv.

Du kan låne den på biblioteket eller købe den eksempelvis hos saxo.dk

 

Min datters klarsyn er kærlighed

Min voksne datters fortælling om hendes opvækst er forskellig fra min fortælling om hendes opvækst, fordi jeg ser tingene ud fra mit perspektiv. Men hun har inviteret mig til at se tingene ud fra hendes perspektiv og sammen, i samtale, kan vi fortælle en ny fælles fortælling, som er mere nuanceret. Jeg kan som hendes vidne, hjælpe hende med, at stykke fortællingen sammen, så den matcher de følelser og kropslige fornemmelser, hun sidder tilbage med. Samtidig  justeres min egen fortælling og falder på plads i en ny form.

Jeg har haft slørede beskyttelsesbriller på og blinde vinkler undervejs i hendes opvækst, kan jeg nu se og høre. Jeg har såret og svigtet hende og ikke beskyttet hende godt nok og hendes fortælling rammer mig ind imellem ubarmhjertig hård, så mine beskyttelsesbriller bliver revet af og der opstår et nyt klarsyn hos mig, som jager langt ind i mit hjerte og sjæl. Samtalen sætter gang i min egen proces og jeg inviteres endnu engang tilbage i fortiden for at rydde op.

Det er min opgave, som vidne og mor, at lytte og bevidne historien, som den er oplevet af hende og dermed hjælpe hende med at komme på plads med sin fortælling. Min opgave er at være nærværende og sige ja til det, jeg hører uden at gå i forsvar. Med mit ja, tager jeg ansvar for de valg, jeg engang har truffet og står ved mig selv og det liv, jeg har tilbudt min datter. Jeg vil holde mig åben og tåle at lytte til konsekvensen set ud fra min datters perspektiv.

Jeg ser det som en stor tillid og et ønske om kærlighed, at hun deler sin fortælling og udvikler sit klarsyn med mig. Jeg får endnu engang muligheden for, at komme hende i møde, når hun på den måde rækker sit hjerte og sin smerte frem imod mig. Jeg kan række ud og tage imod hendes hjerte i samtalen, ved at lytte, selvom det er umådelig svært og gør ondt. Eller jeg kan beskytte mig selv og gå i forsvar, men så vender jeg hende ryggen og svigter og sårer hende igen.

I dag har jeg en anden ro og visdom, i dag kan jeg være nærværende, sige ja, lytte og tage imod både hendes hjerte og hende. I dag kan jeg tage imod og være der på hendes præmisser. Jeg ser, hun er ved at folde sine smukke vinger helt ud og jeg ser hendes klarsyn, som en kærlighedsgave til sig selv og dermed også til mig. Tak for dig skat, tak for din tillid, kærlighed og for alt det, du bringer mig. Jeg elsker dig så ufattelig højt. Mor.

Mor er den værste i verden

I går genudsendte DR2 dokumentaren; Mor er den værste i verden. Jeg så den ikke i går, men har set den tidligere og jeg synes, den er rigtigtig god og giver masser af stof til eftertanke.

Jeg er selv mor til døtre og datter til min mor, som jeg i dag har et fint forhold til. Det har kostet mig mange timers sorg, ærgrelse, vrede og terapi at gøre mig fri af den rolle og de mønstre, jeg havde i forhold til min mor. Engang styrede de mig i alle sammenhænge og jeg kunne ikke finde ud af at gøre mig fri af det og være mig selv.

Jeg var i et symbiotisk forhold til min mor og var på en gang hunderæd for at miste hende, samtidig med jeg ikke kunne tåle at være tæt på hende, fordi jeg så mistede mig selv. Det tog mig lang tid af frigøre mig og stå på egne ben og i egen krop, også når jeg er hende tæt på.

En del af min proces handlede om at se min mor som det menneske, hun er på godt og ondt og stoppe min higen efter, at hun kunne forløse de smertefulde og uforløste behov, jeg bar rundt på fra min tidlige barndom. Jeg har gennem årene accepteret, at følelserne og oplevelserne forbundet med min opvækst er mine og jeg har øvet mig i at trøste og være med mig selv med det der er. Det har hjulpet mig, at få sat noget teori på og ad den vej blive klogere på, hvad der er på spil for mig og så har det i høj grad hjulpet mig, at lave kropterapi og ad den vej få forløst traumer og stagnerende følelser og blokeringer.

Det lyder måske enkelt, når jeg skriver det her, men det har det langt fra været. Jeg kan endda mærke det røre på sig i skrivende stund, men i dag fylder det ikke på samme måde og jeg kan lettere tage det frem og lægge det væk igen.

Jeg kan se min døtre arbejder med den samme frigørelses proces, en proces hen imod at blive et selvstændige mennesker. Det er en helt naturlig proces, tænker jeg, vi har bare forskellige vilkår, traumer og tilknytnings former med os, som gør det mere eller mindre svært at frigøre sig og finde hjem til sig selv.

Jeg skrev lidt på en tekst i går, som sjovt nok også handler om det med at give slip og holde fast, jeg ligger den på i dag.

https://www.dr.dk/tv/se/mor-er-den-vaerste-i-verden/-/mor-er-den-vaerste-i-verden

Som en såret løve

Jeg er et følelses menneske, et menneske med mange og store følelser. Jeg er også et kontrolleret menneske. Jeg har kontrol over, hvordan jeg håndterer mine følelser eller rettere, jeg har et ønske om at have kontrol…..

Aller helst vil jeg være i balance og flyde frit af sted mellem mine følelser, energi og stemninger.

Men ind imellem mister jeg kontrollen og balancen. Mit følelsesbarometeret stiger til 180 km/t og følelserne ræser bare rundt i min krop. Jeg kører helt oppe på sidehjulene og jeg kan hverken få tempoet ned eller finde en afkørsel.

 Jeg har netop haft sådan en racertur overfor min datter og jeg skammer mig frygteligt bagefter. Skammen kommer fordi min datter havde brug for sin mor i situationen og jeg kom til at opføre mig som en såret løvinde i kamp. Det kan godt være, min datter selv var kørt lidt af sporet, men netop derfor havde hun brug for sin mor. Jeg fik i stedet såret hende og opførte mig som et fjols.

Når jeg opfører mig på den måde, er det typisk fordi, jeg føler mig såret eller afvist på en helt uhensigtsmæssig måde, fordi det er en måde, som hører tidligere tider til. Heldigvis er det efterhånden sjældent, at følelserne spiller mig et sådan puds, men når de gør, bliver jeg som en såret løvinde og en såret løvinde er farlig. Det er jeg også når følelserne fra tidligere tider tager over, så giver jeg nemlig igen med en kraft, der slet ikke er rimelig. Jeg ser og hører ikke, hvem jeg står overfor eller hvad der i virkeligheden er på spil, hvilket normalt er nogle af mine fineste kompetencer.

Engang levede jeg mit liv som en såret løvinde i bur og det var slidsomme år. Jeg ser min yngste datter i disse år er i gang med at tæmme sin egen løve og få den i balance. Det er vigtig, at jeg ikke basker til hendes løve, på en måde så den bliver såret mere end hun tåler.

Jeg tror, vi alle sammen har en løve, men det er forskelligt, hvordan den er såret. Sårede løver har det med at poppe op senere i livet og give et brøl fra sig, når situationen minder den om tiden i buret.

 Som pårørende til et menneske med misbrugsproblemer eller andre sårbarheder kæmper vi ofte mange kampe på andres vegne, samtidig med vi selv er ramt af stress, angst, afmagt, svigt, vrede og skuffelser. Det er lige noget for sårede løver, de vokser sig kæmpe store når vilkårene er pressede og urimelige. Mange pårørende slår derfor fra sig og reagerer med brøler og kamp mod alt og alle og med en vildskab, som kan være meget destruktiv både for dem selv og for den, som har det svært og alle andre i øvrigt. Det kan hjælpe at huske på, at vilde løvede reagerer, fordi de føler sig truede og desperate.

 Det er en god ting, at få styr på sin løve, særligt hvis den er såret, for den reagerer ikke hensigtsmæssigt og den har det med at såre andre og dig selv.

Min far

Jeg var min fars pige, da jeg var lille og jeg elskede ham højt, – min far. Jeg synes både han var flot og klog. 

Når han var hjemme, legede han med mig. Jeg sad på hans ryg, mens han løb rundt om spisebordet med mig eller vi byggede en særlig fin togbane med mit LEGO.  

Han bar mig op ad trapperne til 5 sal, når vi havde været ude og jeg var for træt til at gå.

Jeg elskede, at være sammen med min far. Jeg elskede og beundrede ham. 

Det var altid min far, jeg kaldte på, når jeg var bange og vågnede med marridt eller ikke kunne sove. Det var ham, der læste Anders And højt og sagde alle de skøre lyde. Han var min tryghed, min kærlighed og min lege kamerart. Min far.

En dag, da jeg var 6 år, kom han hen til mig, mens jeg legede nede på fortorvet foran vores opgang. Han forklarede mig, at nu flyttede han og det ville blive rigtig godt, fordi jeg så fik 2 værelser og vi ville se hinenden  i weekenderne hver 14. Dag.

Jeg var knust. Jeg husker ikke, om jeg den dag bad om jeg måtte komme med, men jeg husker, hvordan han resten af mine barndomsår, forklarede mig, hvorfor jeg skulle bo ved min mor. 

Hun har brug for dig og hun elsker dig, forklarede han, når jeg igen og igen fortalte, hvor svært det var der hjemme, fordi min mor var knust over skilsmissen. Fordi hun lukkede mig ude af sit hjerte og fordi jeg var så bange for hende.

Jeg savnede og længtes efter min far, men jeg så også, hjordan han opførte sig overfor min mor, hvor ulykkelig og alene hun var. Hvordan han valgte en anden kvinde og lod den nye kvinde bestemme over sig.

Jeg fik knust mit hjerte dengang og samtidig røg min far ned fra sin pedestal. Jeg så, hvor konfliktsky  han var og hvordan han undlod at fortælle sandheden. 

Jeg opdagede, at jeg havde brug for ham, fordi det tros alt var ham, der gav mig mest kærlighed i form at et knus og at lytte til mine sorger og besværligheder. Han kunne også tilbyde et let og ubesværet stemning og han roste mig.

Jeg opdagede også, at jeg ikke kunne regne med ham til, at hjælpe mig med at løse de problemer, jeg havde i min virkelighed. Jeg opdagede, at han valgte sig selv og sin egen lykke først. At jeg var velkommen i hans liv, når jeg havde lyst og selv kunne få det til.

Jeg følte, han elskede mig, men at han elskede mig for sin egen skyld eller han elskede sig selv mere.

Jeg kan i dag se, at mit forhold til min far, har haft en stor indflydelse på mit syn på mænd. Det har også en stor betydning i forhold til det, jeg forventer og slet ikke forventer af mænd og af mig selv i forhold til dem. 

Jeg mærker, det er et område, som jeg ikke er helt færdig med og som det nu er på tide, at jeg slutte fred med og måske kan jeg endda tilgive min far.

Drømmetydning

I nat havde jeg en forfærdelig drøm. Jeg drømte min mand var i tilbagefald. Jeg var på besøg hos ham og langsomt foldede det sig ud, at ja han var i tilbagefald.

Jeg begyndte at spørge ind på grund af de ting, han sagde og hentydede. Jeg spurgte ham, jamen hvordan kan du tage på arbejdet og være skæv? Han svarede, at det vidste han ikke.

Jeg spurgte, jamen er det så slemt, at du har brug for døgnbehandling og han sagde ja.

Han havde ingen særlige følelser og pludselig kunne jeg se på hans øjne, at han var skæv. Skæv af heroin, med små pupiller.

Jeg græd og samtidig gik jeg igang med at tænke i mulige handleplaner. Døgnophold, samtale med hans Chef osv. Det var en forfærdelig erkendelse.

Jeg tænkte på, at jeg ikke vil undvære ham, men at jeg heller ikke ville have den del af ham tæt på mig. Jeg elsker ham meget højt og at jeg blev nødt til at organisere og ordne situationen.

Heldigvis er det ikke sådan i virkeligheden, min mand har det godt og har lagt misbruget bag sig. Tak. Drømmen repræsenterer symboler på noget i mig selv, stemninger, følelser, personlighedstræk, temaer mv.

Når jeg tolker på drømmen, tænker jeg, at den handler om et tema, som jeg går og tumler med i denne tid, hvor jeg skal slippe min yngste datter fri og snart ikke er småbørnsmor mere. Det er lidt af en identitetskrise på flere planer fordi jeg siden, jeg var barn har levet med den overbevisning, at kun hvis andre har brug for mig, så er jeg værdifuld og føler mig elsket.

Overbevisningen har været brugbar i mange år og været medvirkende til, at jeg fandt en mand, der var misbrugende og blev mor i en ung alder. Det har været nødvendig at gøre op med overbevisningen, fordi den har en bagside, hvor jeg fastholder mig selv og andre i et slidsomt mønster.

I dag er den ikke styrende i mit liv, men aktiveres under særlige omstændigheder eksempelvis som nu, hvor jeg skal slippe min yngste datter fri. Jeg kan mærke, det kan få det værste op i mig, som om jeg kæmper for overlevelse. Jeg mærker følelser af utryghed, sorg, vrede og skam, samtidig med erkendelsen af, hvordan det var, er og vil blive i fremtiden. Hvordan jeg var, er og vil blive. Heldigvis kan jeg se lyset for enden af tunnelen og se, at det vil blive smukt.

Brevet

Min yngste datter skal til USA næste sommer. 10 måneder på High School og lige nu er vi igang med en meget omfattende ansøgning, hvor vi som forældre bla. skal skrive et brev til familien i USA. 

Brevet er et af de dokumenter, som værtsfamilien vil vælge vores datter ud fra, så det skal være ærligt og oprigtigt.

Det er et svært brev, at skrive. Ikke fordi jeg ikke kender min datter, men fordi jeg kender hende så godt og så er der er mange følelser, når jeg skriver brevet. Jeg ved jo præcis, hvordan hun er “den lille”, men alligevel at skrive det ned til en fremmed familie, som skal være der for hende et helt år, på den anden side af jorden. 

Jeg skal forsøge at sortere mine egne følelser af bekymring mv. Fra eller skrive dem ind på en ordenlig måde.

Det skal jo ikke blive et mor er pylret brev, men et fint brev med: tag godt vare på min fantastiske datter, hun kan så meget selv, og har også brug for støtte. Den rette støtte og kærlighed ….. Støtte og kærlighed som jeg givet hende bedst….. og måske er det netop det, som er så svært, at jeg oplever, jeg skal overlade mor opgaven til nogle andre og jeg føler mig ikke klar.

Jeg kæmper imod indvendig, samtidig med, at jeg er helt med og meget stolt og glad på hendes vejne over den  store oplevelse og mulighed hun får.

Det har altid været terapeutisk for mig at skrive, det bliver konkret og jeg bearbejder mine tanker og følelser imens. 

Med denne opgave, brevet til en kommende værtsfamilie, er det tanker og følelser om min datter, der nu er ved at flyve fra reden. Min identitet som mor, vores liv sammen indtil nu og alt det der ligger foran os.