Skift

Den seneste tid har jeg tænkt en del over skift i livet. Engang i min skoletid læste jeg om overgangsritualer og synes det lød så fint, at man fejrede en overgang fra en livsperiode til en anden. Jeg tænker i dag, at vi oplever utrolig mange skift hele tiden og fejringer af dem alle ville måske blive i overkanten.

Med skift tænker jeg på alle mulige skift fra nat til dag, fra sovende til vågen, fra et lokale til et andet mv. Årstiden er eksempelvis lige skiftet fra forår til sommer og snart skifter flere af os fra arbejdsliv til sommerferie uger. Jeg står selv overfor et skift denne sommer i form af min yngste datter, der bliver student.

Det, at hun bliver student, er et lykkeligt skift og en glædens dag. Hun klarede det, der bliver studenterkørsel i år og hun skal fremover kun studere det, hun helt selv vælger.

Min datter er samtidig i gang med et skift fra barn til ung kvinde og hun skal for alvor til selv at administrere eget liv. Med det følger der en lille sorg for mig med tanke om alt det, der var og alle de år, der er gået, hvor jeg var hendes mor som første og største livsopgave.

Jeg vil naturligvis altid være hendes mor, men nu skal jeg være mor for min unge og voksne datter, hvilket jeg elsker og værdsætter højt. Jeg skal samtidig være andet og mere end mor, hvilket jeg på mange måder allerede nyder og så er der den lille sorg over, at det bliver aldrig det samme igen.

Når der sker skift i livet, kan det ryste os både på det gode glade måde og på den pinefulde og svære måde. Nogle skift vælger vi selv, mens andre bliver os givet og atter andre sker bare uden, vi som sådan har indflydelse på det.

Nogle skift er hurtige, andre strækker sig over tid og det er ikke alle skift i livet, som er lige velkomne eller som sker på et passende tidspunkt, men det er sikkert at med alle skift, sker der en forandring.

Et langstrakt skift i mit liv er skilsmissen fra pigernes far, som stadig er igangværende på den måde, at der dukker tanker og minder op, som minder mig om at der er et før og et efter. Jeg er i en anden position i dag, som stadig føles ny. I forbindelse med studentergildet og fejring af vores yngste datter dukker bevidstheden om dette nye eksempelvis op.

Arbejdsmæssigt er der lige nu gang i omstruktureringer på topplanet, hvilket betyder et skift i ledelsesrækkerne på min afdeling. Sådan et skift giver utryghed og krusninger i personalegruppen, men det vil falde til ro og blive en fortælling, vi har sammen. En fortælling, som vil skifte over tid og efter, hvem der fortæller den.

For nogen kan skift være meget angstprovokerende, mens det for andre er noget man søger, for at mærke et sus, men hvorom alting er, så er skift en del af livet og måske endda selve livet.

Parforholds paradoks

Pigernes far og jeg har været kærestepar i 31 år, inden vores veje som kærester sluttede for snart 3 år siden. Jeg og vi har gennem årene arbejdet løbende med det, som kom i spil imellem os og det, som vækkedes og kom i spil hos os hver især.

I perioder har jeg tvivlet og fundet mig og os som par, trængt op i en krog, hvor jeg ikke har kunne se, hvad der var op og ned. Jeg har tvivlet på, hvordan og om vi kunne komme videre. Jeg har ladet mig blænde af alt det, jeg syntes, han skulle ændre på, for at det skulle kunne lykkes og jeg har følt mig såret, blokeret og fastlåst, når jeg har tænkt på det, jeg har måtte ændre. Det var først efter mange års forhold, at jeg blev bevidst om og turde se min egen grundlæggende sårbarhed i øjnene og dermed kunne jeg begynde at tage nogle seriøse udviklingstrin i kraft af vores partnerskab.

En af de store sårbarheder og erkendelser overfor mig selv var, at jeg ikke var så uafhængig af en partner, som jeg gik og troede, tværtimod var jeg meget afhængig af at have en kærlighedspartner. Jeg skruede ned for mig selv og tilpassede mig, for ikke at miste min kærlighedsforbindelse, fordi det føltes som min vigtigste livskilde, en navlestreng som, hvis den blev brudt, ville betyde død i form af udsultning og forladthed.

For mig betød den sårbarhed at det at stille krav og sætte grænser eller at give udtryk for min mening og mine behov, blev meget farligt, da det kunne skabe en potentiel konflikt og dermed risikere at ødelægge kærlighedsforbindelsen. Min overlevelsesstrategi var at tilpasse mig, da det synes mest sikkert, men samtidig søgte jeg at folde mit potentiale og mig selv fuldt ud, hvilket jeg netop følte kunne lade sig gøre i lyset af min partners kærlighed til mig.

En typisk konflikt i vores parforhold var, at jeg syntes pigernes far var frygtelig god til, at sætte grænser og udtrykke hans behov, hvilket jeg syntes kunne være meget provokerende og egoistisk. Paradokset var at netop hans evne til at “leve livet efter egne regler”, var en del af det potentiale, jeg så og fald for, da jeg forelskede mig i ham.

Det var først, da jeg opdagede, hvordan min sårbarhed i forhold til at blive forladt og stå alene, holdt mit eget potentiale nede og krænkede alle forsøg på at leve i frihed og overensstemmelse med mig selv, af frygt for at miste kærlighed, at jeg kunne begynde at gøre op med den krænkede side og udvikle mig.

I bogen “Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte” af Jytte Vikkelsøe, beskrives netop forelskelsens og parforholdets paradoks. Du inspireres til at forstå, hvordan man i en kærlighedsrelation genspejler både det personlige uudviklede potentiale og den krænkede del, som holder potentialet i ave. Jytte Vikkelsøe fortæller, at det netop er når disse 2 elementer er i spil, at man forelsker sig i hinanden.

https://www.saxo.com/dk/derfor-forelsker-du-dig-aldrig-i-den-forkerte_jytte-vikkelsoee_haeftet_9788702238563

Livsfarlig ledelse 2.

Her kommer mine refleksioner, om mit arbejde, på baggrund af bogen “farlig ledelse” af Christian Ørsted

På mit arbejde er der en kultur, hvor vi alle har utrolig travlt. Det opleves samtidig som om, vi har en vis frihed i tilgang og tilrettelæggelse af arbejdsopgaver, så længe behandlingen er genkendelig i forhold til stedets faglige manual, som er rygraden i vores behandlingstilbud og vi overholder de lovmæssige retningslinjer.

Vi løber eller går rask afsted fra den ene aftale til den næste. Vi er ofte bagud med det administrative og da det er lovpligtigt og det, vi bliver målt på af ledelsen, ligger det som et åg over os medarbejdere. Det er til en vis grad op til os selv at vægte balancen mellem borger kontakt, opgaver man ellers er tildelt og administrative opgaver.

Man kunne foranlediges til at tænke, at der er tydelige rammer og det er der måske også med nogle opgaver, men opgaverne stemmer ikke altid overens med den tid og de ressourcer, den enkelte medarbejder har til rådighed, særligt ikke når medarbejderen samtidig ønsker at indfri egne faglige visioner, som vurderes at kunne gavne borgeren og styrke behandlingstilbuddet. Behandlerne oplever derfor ofte at deres faglige værdier og kunnen bliver udfordret og klemt, hvilket får medarbejderne til at løbe endnu stærkere for at nå det hele.

Det der ligger ud over de faglige visioner og de lovpligtige arbejdsopgaver er, som jeg ser det, kollegial sparring og omsorg, pauser, eftertænksomhed, refleksion, pauser, samarbejde, tværfagligt samarbejde, indhentning af div. oplysninger, lytte, kreativitet, udvikling, rummelighed, sjov, ro, overblik, vejrtrækning, service, hjælpsomhed, overskud, bevidsthed og nærvær, bare for at nævne nogle. Alle disse emner er ligeledes til selv administration og må undlades eller proppes ind, hvor man synes. Nogle af tingene vil naturligt prioriteres først af hensyn til arbejdet med borgerne og deres behandling.

Hver morgen kl. 08.30 samles alle ansatte i en rundkreds og jeg tænker ofte, at der kan man virkelig se det overskud eller underskud, der præger arbejdspladsen. Jeg ser nogle af mine kollegaer komme løbende til, andre står klar til tiden. Når ledelsen er til stede, er det dem “der er den” og måske har de glemt formålet med, at vi mødes, eller måske har de netop kun husket formålet, for det samme spørgsmål stilles hver morgen, i samme tone: Er der noget vi skal være opmærksomme på?

Det kunne i og for sig være et relevant spørgsmål, hvis engagementet var til stede, en oprigtig nysgerrighed og interesse for hinanden, i så fald kunne svaret være: “Ja vi skal være opmærksomme på hinanden og på at få en god dag. Lad os kigge op fra gulvet, trække vejret sammen og mærke holdånden HUH”, men sådan foregår det ikke. Alle vil helst hurtigt væk, selv ledelsen står lidt sammensunket og virker fraværende, “God dag”; bliver der sagt, som var det en båndoptager på en banegård, og alle smutter hver til sit.

Alle skyr ansvaret for gruppen som olie skyr vand. Ingen husker længere, hvordan man samler og spreder energi og overskud til hinanden i en gruppe. Ledelsen tænker knap nok, det er deres opgave og det gør vi andre heller ikke. Der er ingen respekt, glæde og energi i luften, der er fokus på at løse ens egne opgaver bedst muligt og måske indhente det forsømte.

Når ledelsen ikke selv er tilstede, er nogle længere nede i hierarkiet, blevet udpeget som de udvalgte budbringere. De holder godt fast i den lille seddel og læser op, på vegne af ledelsen, hvem der er syge og hvem, der nu af den grund må påtage sig ekstra opgaver. Man fornemmer, hvordan flere dukker sig i kredsen, mens de ny og nyuddannede melder sig glade.

Når man på mit arbejde, i perioder alligevel rammes af entusiasme og overskud, fordi man er engageret i sit fag og faglig kompetent, så kan man få ok til forskellige projekter. “Gør du det”, siger ledelsen og man har følelsen af frihed, fordi der ikke efterfølgende bliver spurgt ind eller fulgt op på projektet.

Medarbejderen knokler nu derudaf, med ekstra tempo, for de andre opgaver er ikke minimeret. Når medarbejderen er ved at drukne, på grund af engagement og selvvalgte projekter, må man gå den tunge gang til ledelsen og så får man lov til at give afkald på sine ideer igen og nøjes med skal opgaverne, som er lovpligtige og det man nu engang er ansat til.

Hold nu op, jeg er selv lige ved at dratte af stolen, mens jeg skriver dette og jeg tænker, hvad i himlens navn får mig til at blive der? Jo, jeg værdsætter utrolig højt at være en del af et alment tilbud, et tilbud som er tilgængeligt for alle. Jeg er fagligt overbevist om, at vores tilbud allerede er rigtig godt og trods det ovenstående, er vi et behandlingstilbud, hvor vi arbejder tværfagligt og ud fra et holistisk syn på behandlingen. Jeg ved huset er fyldt med fagnørder, af den engagerede og dygtige slags, indenfor alle faggrupper og vi kan meget allerede.

Jeg holder meget af alle mine arbejdsopgaver, særligt kontakten og samtalerne med borgerene. Men jeg synes, vi har noget at lære, når det gælder arbejdsmiljø, trivsel og ledelse. Christian Ørsteds bog “Livsfarlig ledelse” , giver nogle gode bud på på, hvordan man, med få virkemidler, kan fremme trivslen, kreativitet og udviklingen, men jeg ser også, at det ville kræve mod fra ledelsen at slippe kontrollen og de gamle vaner, samt at finde nysgerrigheden og respekten for medarbejderne frem.

Jeg ser, Christian Ørsteds ledelsesvision åbenlyst vil kunne bidrage over hele linjen indenfor den kommunale-og regionale sektor og få det til at blomstre på en helt anderledes oprigtig og medmenneskelig måde, som ville øge trivslen både hos ledelse og medarbejdere, hvilket ville kunne mærkes også hos borgerne.

Jeg ønsker ikke flere sløve pligtskyldige drænende morgen runder, hvor vi står uinteresserede i hinanden og putter os i kredsen. Morgenrunder er til samling, glæde og respektfuld deling af dagens energi og kan ledelsen ikke selv klare opgaven og få medarbejderne til at stråle, ja så må de jo lære det.

• Livsfarlig ledelse
• Ledelse og trappevask
• Ambitioner og sten i skoen
• Samarbejde

Sorg

Jeg ved ikke om I kender det, men for mig er det sådan, at jeg i perioder rammes af en tungere energi og et tungere livssyn. Nogen gange er det fordi, jeg har kørt mig selv for hård i en længere periode og andre gange kan det være en sorg, som jeg har udskudt, der overhaler mig og kræver, jeg skruer ned for tempoet og tage mig ekstra af mig selv.

Jeg har det svært med sorg. Jeg frygter at blive kvalt og fanget ind af den og at jeg aldrig kommer fri og bliver glad igen. Følelsen af manglende energi, som følger med sorgen, forskrækker mig. At jeg ikke orker handlinger, som jeg plejer at glædes over, frustrerer mig. Jeg mærker kradsen i halsen og fysisk ondt i brystet og hjertet, og jeg har svært ved at give slip på gråden og det tynger mig. Sorgen kan give mig tunge selvkritiske tanker, der giver mig en skam-og skyldfølelse.

Min mand har altid været min tryghed og trøster, når jeg har haft det sådan. Vi har været sammen siden, jeg var 18 år og han er ikke bange for min sorg, ligesom jeg ikke var bange for hans eller andres, men nu er vi skilt og jeg har måtte lære at trøste mig selv og lære at komme gennem perioderne med sorg selv.

Vi blev skilt for 2 år siden, efter 31 år som par, og det er en stor livsomvæltning og identitetskrise også selv om, det var min egen beslutning. Jeg overvældes stadig periodevist af sorg. Sorg på grund af tabet af den kærlighed, vi havde sammen, vores familieliv, min identitet og alle mulige afkroge af det, der var engang, som i dag er anderledes.

Sorg er en nødvendig proces hen imod healing, men fordi den er så svært at rumme, har jeg løbet lidt fra den og tager den i mindre bidder, når jeg kan. Jeg tænker ikke, der er en rigtig eller forkert måde at komme igennem sorg på, men jeg tænker, det er nødvendigt at forholde sig til den og komme igennem den.

Det jeg lægger mærke til med sorg er, hvor svært det er at dele med andre og hvor alene og isoleret, jeg let kan føle mig, når den er aktiv. Jeg har tendens til at isolere mig, når den er der, dels fordi jeg har brug for, at være alene og fordi jeg ikke har så meget at byde ind med socialt. Jeg ved heller ikke om det er acceptabelt at møde op sorgfuld eller hvad man siger, når man gør det?

Jeg tænker mange af os har lidt berøringsangst omkring sorg og at det kan være svært at tale åbent om det med hinanden. Når vi taler sammen om det, prøver vi ofte at hjælpe den anden væk fra følelsen og “et bedre sted hen”, fordi vi ønsker den anden skal have det godt og fordi sorg er svært at udholde, også når det ikke er ens egen. Sorg kan måske endda smitte. Jeg tænker også sorg, kan være svær at forstå og forholde sig til for andre over en længere tidsperiode.

Hvad vil jeg egentlig frem til, med det her skriv? Jeg vil egentlig bare italesætte, at sorg er svært. At sorg kommer, når vi oplever et tab af noget. At det er svært at følge med i livets tempo, når sorgen er på besøg. At vi i vores kultur måske har lidt tabu omkring sorg og derfor kommer til at tænke på sorg, som noget der skal gå væk eller gå over, frem for at sorg godt må være der og kræver sin tid, indtil vi kommer på plads med den.

Depression er et ord, der har været oppe i mange år efterhånden, som indgår i daglige tale, når man beskriver, hvordan man har det. “Jeg føler mig deprimeret”. Til forskel fra ordet sorg, kan vi lettere forholde os til og acceptere, at mennesker føler sig deprimerede eller kan vi?

Når der er depression, tænker vi ofte, at der er behov for et besøg hos lægen og accepterer også at lægen foreslår medicinering med lykkepiller. De fleste af os kender flere ellers sunde og raske mennesker, der får lykke medicin i længere perioder grundet depression. Vi accepterer også at vores unge, når de føler sig deprimerede, kommer til lægen og medicineres med lykkepiller, så følelsen kan gå væk.

Jeg har stor respekt for diagnosen depression og medicinering, når der er brug for det, men jeg tænker samtidig: Er det ikke naturligt at føle sig sorgfuld og ked af det i perioder. Lange perioder endda og flere gange i livet.

Som ungt menneske står man i en stor omskiftelig fase fra barn til voksen, hjernen er ikke fuldt udviklet før 25 år og man skal samtidig håndtere livets udfordringer med uddannelse, venner, kærligheden, sexualitet og sociale normer mm. Der er meget at blive overvældet af, meget man skal tage afsked med.

Sorg opstår i forbindelse med man tager afsked med noget og det det gør man vel egentlig rigtig meget som ung. Sorg føles mindre farlig, når omgivelserne kan rumme den og ikke selv bliver bange. Når man kan italesætte den overfor mennesker, der ikke frygter den og man kan “låne” deres tro på, at man nok skal komme igennem den.

Jeg oplever selv, at når jeg tillader mig at være sorgfuld og måske endda siger det højt og kan læne mig op ad andres tro, bliver det lettere at være med den. Når jeg kan være med sorgen uden frygt, men som en del af livet lige nu, så kan jeg lettere tage mig af mig og række ud efter det, jeg har brug for. Jeg kan lettere give mig selv omsorg og kærlighed, hvilket dæmper frygten.

Sorg bliver nok aldrig min yndlings følelse, men jeg føler mig stærkere når jeg er med den og er med mig i den<3

Tilbagefaldet

Inden for rusmiddelbehandling arbejder vi med et begreb, der hedder tilbagefald. Et tilbagefald er, når du vender tilbage til gammel adfærd og giver slip på det du ellers havde besluttet dig for.

Et tilbagefald er en proces, et forløb, hvor der er forskellige stadier som, hvis du ikke reagerer på dem, fører dig hen imod det sidste stadie, hvor du rent faktisk indtager rusmidler igen, selv om du havde besluttet dig for at lade være.

Eksempler på tilbagefald i forhold til rusmidler: Hvis du har besluttet dig for at, at du må drikke 2 genstande dagligt, så er den 3. genstand tilbagefaldet. Hvis du har besluttet dig for helt at stoppe med at indtage rusmidler, er den 1. genstand tilbagefaldet. Din adfærd kan være tilbagefaldsadfærd, også selvom du ikke har indtaget rusmidler endnu.

Jeg oplever tilbagefald processen er den samme uanset hvilke forandringer, du har besluttet dig for at lave i livet. Hvis du har besuttet dig for at arbejde mindre, spise sundere, dyrke mere motion, stoppe et parforhold, som ikke er sundt for dig, stoppe med at ryge, spise slik eller stoppe med at være kontrollerende og medafhængig overfor din partner. Hvis du har prøvet at falde tilbage og ikke har kunne holde dig til planen alligevel, så vil du kunne genkende nedenstående stadier. Du sætter bare dit eget ord i stedet for rus.

Stadierne:

1. Du bliver fastlåst i dine tanker. Du bliver ved med at tænke i samme spor, eksempelvis at du ikke dur til noget, at du ikke kan klare det, at det er for svært, at verden er svær……..
2. Du bliver stresset indefra. Dine fastlåste tanker og syn på dig selv, andre og verden giver dig et højt indre stress niveau.
3. Du begynder at få rus relaterede antagelser. Din hjerne begynder at huske og minde dig om, at hvis du indtager rusmidler nu, så vil du kunne slappe af, få modet, få ro på, få……., og hvis du ikke indtager rusmidler nu, så vil du brænde sammen, aldrig klare det, dø, kollapse……..
4. Du begynder en indre dialog. Inde i hovedet starter en diskussion om, du skal indtage noget eller ikke skal indtage noget. “Djævelen og englen” argumentere for og imod.
5. Du begynder at få rus relaterede tanker. De saboterende tanker tager mere og mere over og du begynder at forklare dig selv, at det bare er i dag, bare er en enkelt eller at ingen opdager det, at det måske faktisk er en god ide.
6. Du begynder at få uhåndterlige følelser. Følelserne begynder at blive påvirket af det høje stressniveau og de mange tanker og diskussioner indvendig. Du bliver mere vred og irritabel, får lettere til at snerre og starte en konflikt eller føler dig måske mere magtesløs og ulykkelig, bange og usikker.
7. Du begynder at få trang. Følelserne puster til trangen, som en en fysisk fornemmelse, et behov, craving. Det er ubehageligt og kræver særlig opmærksomhed, vilje og fokus at modstå.
8. Du begynder at få en gammel adfærd. Din adfærd ændrer sig og du begynder at gøre noget af det, du plejer eller stoppe med at gøre det nye, som ellers hjælper dig. Du undlader måske at fortælle, hvordan du har det indeni, ringer ikke til en ven, som ellers kan hjælpe dig med at stoppe op. Eller du glemmer at holde pauser og mærke dig selv og dine egne behov…….
9. Omgivelserne reagerer. Omgivelserne mærke ændringerne i dit humør, sind og adfærd og måske begynder de at spørge eller sige noget om det. Ofte vil du opleve det som irriterende, provokerende og som unødig indblanding på dette stadie, fordi det konfronterer dig, det rammer plet.
10. Du trækker dig og centreres omkring det rus relaterede. Det er som om du er går ned i en slugt, hvor der bliver smallere og smallere, du kan mindre og mindre se anden udvej. Det synes at være den eneste løsning at falde tilbage.
11. Du skaffer rusmidlerne.
12. Du indtager rusmidlerne.

Processen kan tage længere eller kortere tid at gennemleve. Der kan være nogle stadier du er i, i længere tid, mens det arbejder, hvilket ofte vil være de første stadier. Jo længere ned du kommer, jo sværere er det at få sig afledt, derfor er det i sig selv en hjælp, at kende sine egne tilbagefalds stadier, så man kan være opmærksom på dem, når de dukker op og reagere hurtigt. Ud fra hvert stadie kan man lave en sikkerhedsplan, sådan at man ved, hvad man skal gøre for at hjælpe sig selv og hvem man evt. skal kontakte, som kan hjælpe.

Et tilbagefald kan være kort (et slip) eller af længere varighed. Jo hurtigere man får sig stoppet, jo lettere er det. Der vil altid være konsekvenser af et tilbagefald i forskellig grader, både psykisk med selvbebrejdelser og skyld og skam, fysisk måske med abstinenser og andre skader, relationelt når omgivelser reagerer med deres følelser mm. og måske økonomiske.

Måske er det værste ved tilbagefaldet følelsen af, at man har mistet kontrollen for en stund, at man har ageret imod bedre vidende og egne ønsker, at man kommer til at dømme sig selv som et menneske med svag karakter og at man skuffer sig selv, og måske endda føler man skuffer andre.

Måske er det værste at mærke konsekvenserne af tilbagefaldet og følelsen af at være tilbage, hvor man startede samtidig med, at man kigge sig selv og andre i øjnene med skammens gift flydende i årene. Eller måske er det værste når ens forsvarssystem sætter i gang med feberredninger, tryllestøv og 10.000 gode forklaringer på, hvorfor det skete, for at lette den tunge byrde af skam, mens man godt selv kan høre det klinger hult.

Det er egentlig underligt, hvorfor det ofte er forbundet med så meget skam og skyld, at tage et tilbagefald. Det er vel i og for sig ikke anderledes end, at man har besluttet sig for at ændre noget som man øver sig på. I øvelsesfasen falder man tilbage, fordi man ikke helt kan det nye endnu.

I øjeblikket lytter jeg til “Om søndagen græder vi”, en podcast af Hella Joof og Marie louise Tüxen, de taler om at sove. De siger, at der i vores kultur er noget skamfuldt ved at indrømme man sover. Hvis man tager tlf. og ligger og sover, vil man ofte forsøge at lyde frisk og veloplagt, hvor imod, fortæller Hella, at man i Afrika ser det at sove, som noget betydningsfuldt og derfor ikke skammer sig over det, tværtimod. I Afrika vil man bruge det som en helt plausibel forklaring og når nogen spørger, hvad laver du? Vil man svare: Jeg sover! I Danmark vil mange ofte svare: Jeg lå lige og læste!

Det fik mig til at tænke på om, det er ligedan med tilbagefald, at vi opdrages ind i en forståelse af, at beslutninger er noget særligt betydningsfuldt og vi skal være viljestærke. Noget der viser karakter og noget man helst skal kunne fremvise i handlinger, her og nu. Forstår vi tilbagefald som det modsatte af viljestærk og dermed skammer vi os? Omvendt er der jo andre ting, hvor man netop viser karakter ved at øve sig igen og igen. Hvor vi roser det at øve sig, og ser det som særligt betydningsfuldt og et anerkendt karaktertræk, som vi forbinder med at være stærk, vedholdenhed og arbejdsomhed, ihærdighed.

Men vi ser ikke umiddelbart mennesker med rusmiddelproblemer og utallige tilbagefald som vedholdende og arbejdsomme, på trods af at de igen og igen forsøger at stoppe. Vi ser de falder tilbage igen og igen. Kvinde, der bliver ved med at gå tilbage til x-kæresten, tænker vi heller ikke på, som ihærdig og vedholdende eller os selv, når vi igen og igen forsøger at ændre kost- og motionsvaner eller blive mere selv kærlige, så skammer vi os ud i hårde vendinger, når det ikke lykkes. Omvendt vil vi aldrig kalde et menneske svag og med svag karakter, hvis han/hun blev ved med at vælte på rulleskøjter eller mislykkedes i en kagebagning eller andre projekter denne kunne beslutte sig for at udrette. Vi ville opmuntre vedkommende til at fortsætte kampen og bestyrker dem i, at de så ville blive bedre med tiden.

Jeg ved jo godt, at der i er stor forskel på, at mislykkes i at bage eller stå på rulleskøjter, fremfor at tage tilbagefald fra noget, som har følelsesmæssige konsekvenser for dig selv og andre, men tanken slog mig, at det kunne være hjælpsom, at tænke anderledes omkring tilbagefald og låne lidt rosende og anerkendende ord og overbevisninger. Det giver en anden venlighed og opbyggende tankegang, både overfor dig selv og andre, som er mere støttende og styrkende og frem for den hårde selvkritik og skyld og skam, der ellers kan følge automatisk med et tilbagefald.

Tilbagefald er en naturlig del af forandringsprocessen. Du kan lærer af det. Spørg dig selv: Hvorfor var det nu, du ville ud af det? Hvad skulle være anderledes? Bliv klogere og stærkere, så det går bedre i næste forsøg. Du er stærk, at du bliver ved med at øve dig og det skal nok lykkes til sidst.

• Tilbagefald
• Forandring
• Skam dig….
• Når sjæl og ego danser tæt
• Motivation
• Tilbagefald og visdom
• De rigtig store beslutninger
• Forandring
• Tid til selvfordybelse og ytringsfrihed

Noget helt andet og dog

En lille hilsen fra mit studerekammer. Jeg er gået igang med min afgangsopgave og det er en dejlig adspredelse i disse stille tider. Jeg havde allerede inden coronaen besluttet 14 dages skrive fri omkring påske og det kom næsten til at passe med, at vi blev bedt om at bruge 5 dages restferie inden 13.04.20.

Det har taget mig nogle dage at zoome ind på mit emne, som handler om, hvordan vores ord og sprogbrug skaber vores virkelighed, her og nu. En terapeutisk tilgang inspireret af socialkonstruktionismen, der mener det er i ord og sprogbrug, i dialogen virkeligheden opstå.

Jeg synes, det er utroligt spændende fordi, jeg genkender, hvordan ord og måder ordene bliver sagt på kan påvirke mig dybt. Selv gamle ord og fortællinger fra min barndom, kan jeg gentage for mig selv, særligt de negative som sjuske Dorte og “nu skal du ikke skabe dig” og med det samme mærker jeg, hvordan de genaktiveres og i min virkelighed reduceres jeg og dukker nakken i skam.  Jeg kender det fra terapuetiske samtaler, hvor vigtigt det er, hvordan og hvad man siger om sig selv og til hinanden og så er jeg optaget af, hvordan ord i samfundet kan definere og tillægge grupper af mennesker en særlig virkelighed, som igen påvirker vores forståelse af virkeligheden, vi alle er en del af.

Det kan eksempelvis være ord som; ældrebyrden…… Byrden er et hård ord, at sætte på mennesker, der har levet et langt liv med mange minder og erfaringer. Det er et hård ord at bruge overfor de ældre, men også overfor os alle, fordi jeg oplever det aktiverer en særlig opfattelse, en opgave, en ansvarsfordeling og nogle følelser, som for mig er negative, tunge og drænende.

På mit arbejde, på rusmiddelcentret, er vi gået fra at kalde borgeren alkoholikeren – misbruger – den rusende og i dag hedder det et menneske med afhængighed eller rusmiddelproblematikker. Man kan via ordene se, hvordan “problemet” bliver taget ud af personen, så borgeren nu både er menneske og har en afhængighed eller problemer med rusmidler.

Mine refleksioner går bla. på, hvad det ville betyde, hvis alkohol helt blev fjernet fra mennesket, der søger hjælp på rusmiddelcentret og, hvis man måske heller ikke på forhånd definerede problemet. Måske kunne man i stedet sige: Et menneske med særlige overlevelsesstrategier, hvor alkohol er en af dem eller et menneske der ønsker forandringer. Jeg har ikke det perfekte ord, men jeg synes alligevel det demonstrerer meget godt, at det ville give en anden virkelighed omkring mennesker med rusmiddelproblemer, både for dem selv og for os andre.

De sidste mange uger har det været ord som corona, der har fyldt vores hverdag og statsministeren står autentisk, ordentlig og nærværende frem og fortæller os, hvordan vi skal forstå coronavirus. Hvert menneske forstår, det hun fortæller, ud fra sine forudsætninger og dermed opstå hver vores virkelighed i dialogen med hende, med os selv og med hinanden.

Det er altså det sprogbrug og de ord, du bruger, når du er i dialog med dig selv og andre, som er med til at definere din virkelighed, det er i den dialog du er en del af, hvor din virkelighed kan og vil forandres og udvikles. For mig at se giver det oceaner af muligheder, styrke og omsorg for mig selv og andre, når jeg tænker på, hvor meget vi kan forandre alene på baggrund af, hvordan og hvad vi siger til os selv og hinanden.

https://www.jacobmosgaard.dk/systemisk-narrativ-terapi.aspx

Årets 1. dag

Jeg har en fantastisk følelse i kroppen denne årets 1. dag. Jeg har lyst til livet, lyst til at melde mig til alt muligt, lyst til at gå i gang med projekter, med året, lyst til mig. Jeg har simpelthen bare lyst og hvor er det dejligt at mærke efter en lang hektisk periode og en lidt shaky jul, hvor følelserne har siddet uden på tøjet.

I går var rigtig hyggelig med en faaaantastisk nytårsmenu på Boathouse. God service og en smukt pyntet restaurant i det dejligste selskab med min gode veninde. Jeg fik smagt min første østers og det smagte vidunderligt. Der var ikke helt så meget fyrværkeri, som jeg havde ønsket mig, men det var der og det var smuk.

I dag ligger jeg så her på sofaen med skihop i baggrunden og mærker på en indvendig energi og glæde. Jeg tænker på, hvordan jeg skal omsætte fornemmelserne til gode ting og oplevelser til mig selv. Hvordan jeg skal prioritere og fastholde den gode følelse det meste af året.

Jeg har lyst til at tage på skiferie og opleve den smukke blå himmel, knasende sprød sne under støvlerne og den fantastiske hvide sne og kulde mod huden, mens jeg suser ned af bakken. Jeg har overvejet at melde mig til et foto forløb på Fatamorgana og dyrke min kreativitet og lyst til billeder. Jeg ved, jeg også vil på noget sommerferie og jeg overvejer at tage en rejse alene i 2020. Jeg har lyst til at købe nye løbesko og bruge året på at komme i god og stærk fysisk form. Jeg har lyst til at spise sundt og købe dejlige ting til mig. Jeg ved min udfordring bliver, at sortere og holde fast i noget af det, så det ikke bare bliver til drømme her fra sofaen, men så det bliver til realiteter, der gør mig stærk, der gør mig godt.

Jeg har til en start netop meldt mig til et retreat i maj, hvor jeg vil fordybe mig i kropsterapi og egen proces i 5 dage. Det glæder jeg mig utrolig meget til, samtidig med jeg er lidt nervøs for, hvad jeg vil møde. Jeg ved jo min personlige proces den sidste lange tid, har handlet om at ekspandere og frigøre mig, så jeg kan være nok i og glad for bare at være mig.

Det føles lidt som om jeg er på dannelsesrejse,  min lidt forsinkede ungdoms frigørelsesproces eller en “hvem er jeg nu, på det her tidspunkt i mit liv” rejse. Måske tager jeg bare endnu et spadestik i min personlige udvikling, her midt i livet. Måske er det her bare livet som, jeg er i gang med at leve.

Uanset har jeg taget nogle skridt, som fører mig længere ind i mig selv og endnu engang ændres mit syn på og min forståelse af, hvad jeg kan og vil og hvad jeg ikke kan og vil. Jeg gør endnu engang op med min gamle kendte behagesyge, separationsangst og medafhængigheds tendenser.

Jeg går endnu engang på opdagelse i at være mig med alt, hvad det indebærer.

• Boathouse, Nytårs menu.
• Fatamorgana, fotoskole

Totum behandling

Nu har jeg været ved en Torum behandler, som var helt fantastisk, Anne-Claire Theissen.

Totum behandling minder på flere måder om Body sds og læner sig samtidig op ad kropsterapien, som jeg kender og zoneterapi. Behandlingen foregik langsomt og roligt, med trykken, rotation af led og afspænding af muskelvæv. Spændinger og blokerede områder blev løsnet op og undervejs var der fokus på vejrtrækningen.

Anne-Claire Theissen arbejdede professionelt, nærværende og beroligende, så jeg følte mig tryg og godt tilpas hele vejen. Efter behandlingen snurrede og summede min krop af energi og jeg føler mig centreret og tilpas i krop og sind.

I dag kan jeg mærke min ømheder er mindre og kroppen arbejder videre. Jeg kan mærke, jeg følelsesmæssigt er løsnet op og en forløsende følsomhed trænger sig på. Den kalder på selvforkælelse og kærlighed. Mit hjerte har åbnet sig.

Jeg havde egentlig besluttet, at min ryg og nakke skulle have lov til at komme sig efter Body sds, men så fik jeg anbefalet Anne-Claire Theissen, som er Torum behandler og jeg følte mig draget. Anne-Claire holder til på Frederiksberg, på den vej, hvor min elskede farmor boede og det føltes bare helt rigtigt.

Det var godt, jeg tog afsted. Jeg oplever det som en proces, hvor jeg igen bliver klogere på mig selv og mine behov for nærvær, nænsomhed, tryghed og langsomhed. Jeg genopdager min følsomhed og forsigtighed, som jeg har haft pakket væk. Min personlighed folder sig ud i flere nuancer. Tak ❤️

Anne-Claire Theissen kan findes via facebook, hvor du kan skrive til hende via messenger og Linkedin.

Trøst

Hvor og hvordan finder du trøst, når du er nede? Jeg finder trøst på forskellige måder alt efter, hvilken og hvor dyb en sorg eller tristhed, jeg mærker og hvor fastlåst jeg føler mig.

Det meste af mit liv er det pigernes far, som har været min tætteste og foretrukne trøster,  både i de store sorge og i hverdagens små tristheder, men nu efter skilsmissen er han ikke længere det, hvilket er en sorg for mig, men også et udviklingspotentiale i at stå på egne ben og være der for mig selv.

Det sted, hvor jeg altid søger og finder trøst, både før og efter skilsmissen, er her i min blog ved at læse tekster og kommentarer, undersøge, fordybe mig og skrive nye tekster.

Når mine følelser af tristhed ikke er så dybe, kan jeg finde trøst i at registrere, at følelserne er der og lade dem passere lige så stille, som dampen i badeværelset efter et varmt bad. Er de lidt dybere kan jeg hjælpe til processen ved at undersøge, hvornår og af hvad de er opstået og hvad de minder mig om fra tidligere tider. På den måde kan jeg rydde op i, hvad der hører til nutiden og hvad de er hæftet på af gammel sorg fra fortiden. Når jeg tillader mig selv, at mærke på tristheden og være nænsom med mig selv omkring den, kan jeg forløse og opløse den og på den måde regulere mit følelsessystem.

Andre gange finder jeg trøst og hjælp ved at dele mig med andre og når tristheden ikke er så alvorligt, har det ikke en særlig betydning, hvem jeg deler mig med. Det kan faktisk være helt interessant at dele mig med nogen, jeg ikke plejer, fordi jeg får nye input og feedback. Er sorgen mere intens er jeg så heldig, at jeg have et par særligt nære veninder, jeg kan dele mig med. Særligt hos en veninde, som jeg har kendt rigtig længe, finder jeg trøst, omsorg, refleksion, hjælp til at se nye perspektiver og kærlighed.

Som trøst kan jeg også lave forskellige ting, som hjælper mig i processen hen mod at opløse min tristhed/sorg med tåre og give slip i erkendelsen af, at det var og er som det er. Eller jeg kan gøre ting, som giver mig en pause, ved at aflede for en stund. Jeg kan eksempelvis tænde et lys og være med mig selv, tage et karbad, spise slik, se tv, sove eller gå/køre tur et særligt sted ved skov, hav eller i centrum af københavn. Handlingerne hjælper mig på forskellig måde og jeg tænker ikke, at der er nogen af dem som er mere rigtige eller forkerte.

De gange, hvor sorgen er helt fastlåst og jeg ikke selv synes, jeg selv kan opløse den, søger jeg hjælp hos min terapeut. Efter sådan en samtale, er den som regel rusket løs på en måde, så jeg efterfølgende selv kan gøre resten.

Følelserne er mine

Jeg oplever min skilsmisse som en proces med mange forskellige følelser og tanker. I starten havde jeg mange tanker og følelser med skyld og skam over at bryde vores familie op. Jeg har haft gode dage med indre glæde, styrke og frihedsfølelse og svære, sorgfulde dage, hvor sorgen over, at vores familie ikke er mere og de andres sorg og ked af det, har fyldt.

Der har været reflektionsdage over, hvad jeg kunne have gjort anderledes og så har der været traditionsdagene med fødselsdag, jul og nytår, som har været svære at komme igennem, fordi det var første gang, hvor vi ikke var sammen som familie. Jeg har løbende været opmærksom på, særligt børnenes, forskellige reaktioner og efterreaktioner og jeg har været optaget af, at få det hele til at fungere bedst mulig på trods af skilsmissen og alle følelserne.

I går havde jeg en off day, en af de dage, hvor jeg bare var fyldt til randen og tårerne var på nippet til at trille over hele dagen, jeg mærker stadig dønningerne af det i dag, men er samtidig kommet på plads med, hvad det handler om. Først var jeg i tvivl om, hvad og hvem min sorg handlede om. Jeg havde haft talt med børnenes far tidligere og han var ked af det, så jeg tænkte, det havde med ham at gøre, indtil jeg fik talt med min gode veninde, som hjalp mig med se tingene fra mit eget perspektiv.

Hun sagde, tror du ikke det er din egen sorg over at være blevet alene, som har ramt dig? Du har jo altid kæmpet for at holde sammen på familien, også selv om du ikke har været tilfreds med det, der var, fordi det at være familie har været så vigtigt for dig. Hun sagde, jeg kender godt, at man tror ens sorg handler om den anden, når det i virkeligheden handler om en´ selv og det du selv har mistet.

Det er rigtigt, jeg havde knyttet min sorg op på de andre. Jeg har glemt, at hive den hjem og mærke på alt det, jeg selv har mistet og min egen sorg. I går handlede om min egen sorg. Sorgen over at jeg nu er alene. At jeg ikke længere har min familie og en partner i livet, at dele oplevelser og hverdage med. At der nu bare er mig, som den voksne og mig som må skabe livet for mig og mine børn.

Det var en stor hjælp, at hive følelserne hjem til mig selv, selv om jeg har svært ved at udholde at mærke på det, men så kunne jeg alligevel pludselig give efter for det og derved forløse mig. Opløse sorgen med tåre og så er den på sin vis ikke længere end det.

• Tag ansvar for dine følelser
• Offer, krænker og redder.
• En Martyrs grimme ansigt 2
• Centrering og medafhængighed
• Bliv på din egen banehalvdel.
• Hvordan ser grisen ud?