Livsfarlig ledelse 2.

Her kommer mine refleksioner, om mit arbejde, på baggrund af bogen “farlig ledelse” af Christian Ørsted

På mit arbejde er der en kultur, hvor vi alle har utrolig travlt. Det opleves samtidig som om, vi har en vis frihed i tilgang og tilrettelæggelse af arbejdsopgaver, så længe behandlingen er genkendelig i forhold til stedets faglige manual, som er rygraden i vores behandlingstilbud og vi overholder de lovmæssige retningslinjer.

Vi løber eller går rask afsted fra den ene aftale til den næste. Vi er ofte bagud med det administrative og da det er lovpligtigt og det, vi bliver målt på af ledelsen, ligger det som et åg over os medarbejdere. Det er til en vis grad op til os selv at vægte balancen mellem borger kontakt, opgaver man ellers er tildelt og administrative opgaver.

Man kunne foranlediges til at tænke, at der er tydelige rammer og det er der måske også med nogle opgaver, men opgaverne stemmer ikke altid overens med den tid og de ressourcer, den enkelte medarbejder har til rådighed, særligt ikke når medarbejderen samtidig ønsker at indfri egne faglige visioner, som vurderes at kunne gavne borgeren og styrke behandlingstilbuddet. Behandlerne oplever derfor ofte at deres faglige værdier og kunnen bliver udfordret og klemt, hvilket får medarbejderne til at løbe endnu stærkere for at nå det hele.

Det der ligger ud over de faglige visioner og de lovpligtige arbejdsopgaver er, som jeg ser det, kollegial sparring og omsorg, pauser, eftertænksomhed, refleksion, pauser, samarbejde, tværfagligt samarbejde, indhentning af div. oplysninger, lytte, kreativitet, udvikling, rummelighed, sjov, ro, overblik, vejrtrækning, service, hjælpsomhed, overskud, bevidsthed og nærvær, bare for at nævne nogle. Alle disse emner er ligeledes til selv administration og må undlades eller proppes ind, hvor man synes. Nogle af tingene vil naturligt prioriteres først af hensyn til arbejdet med borgerne og deres behandling.

Hver morgen kl. 08.30 samles alle ansatte i en rundkreds og jeg tænker ofte, at der kan man virkelig se det overskud eller underskud, der præger arbejdspladsen. Jeg ser nogle af mine kollegaer komme løbende til, andre står klar til tiden. Når ledelsen er til stede, er det dem “der er den” og måske har de glemt formålet med, at vi mødes, eller måske har de netop kun husket formålet, for det samme spørgsmål stilles hver morgen, i samme tone: Er der noget vi skal være opmærksomme på?

Det kunne i og for sig være et relevant spørgsmål, hvis engagementet var til stede, en oprigtig nysgerrighed og interesse for hinanden, i så fald kunne svaret være: “Ja vi skal være opmærksomme på hinanden og på at få en god dag. Lad os kigge op fra gulvet, trække vejret sammen og mærke holdånden HUH”, men sådan foregår det ikke. Alle vil helst hurtigt væk, selv ledelsen står lidt sammensunket og virker fraværende, “God dag”; bliver der sagt, som var det en båndoptager på en banegård, og alle smutter hver til sit.

Alle skyr ansvaret for gruppen som olie skyr vand. Ingen husker længere, hvordan man samler og spreder energi og overskud til hinanden i en gruppe. Ledelsen tænker knap nok, det er deres opgave og det gør vi andre heller ikke. Der er ingen respekt, glæde og energi i luften, der er fokus på at løse ens egne opgaver bedst muligt og måske indhente det forsømte.

Når ledelsen ikke selv er tilstede, er nogle længere nede i hierarkiet, blevet udpeget som de udvalgte budbringere. De holder godt fast i den lille seddel og læser op, på vegne af ledelsen, hvem der er syge og hvem, der nu af den grund må påtage sig ekstra opgaver. Man fornemmer, hvordan flere dukker sig i kredsen, mens de ny og nyuddannede melder sig glade.

Når man på mit arbejde, i perioder alligevel rammes af entusiasme og overskud, fordi man er engageret i sit fag og faglig kompetent, så kan man få ok til forskellige projekter. “Gør du det”, siger ledelsen og man har følelsen af frihed, fordi der ikke efterfølgende bliver spurgt ind eller fulgt op på projektet.

Medarbejderen knokler nu derudaf, med ekstra tempo, for de andre opgaver er ikke minimeret. Når medarbejderen er ved at drukne, på grund af engagement og selvvalgte projekter, må man gå den tunge gang til ledelsen og så får man lov til at give afkald på sine ideer igen og nøjes med skal opgaverne, som er lovpligtige og det man nu engang er ansat til.

Hold nu op, jeg er selv lige ved at dratte af stolen, mens jeg skriver dette og jeg tænker, hvad i himlens navn får mig til at blive der? Jo, jeg værdsætter utrolig højt at være en del af et alment tilbud, et tilbud som er tilgængeligt for alle. Jeg er fagligt overbevist om, at vores tilbud allerede er rigtig godt og trods det ovenstående, er vi et behandlingstilbud, hvor vi arbejder tværfagligt og ud fra et holistisk syn på behandlingen. Jeg ved huset er fyldt med fagnørder, af den engagerede og dygtige slags, indenfor alle faggrupper og vi kan meget allerede.

Jeg holder meget af alle mine arbejdsopgaver, særligt kontakten og samtalerne med borgerene. Men jeg synes, vi har noget at lære, når det gælder arbejdsmiljø, trivsel og ledelse. Christian Ørsteds bog “Livsfarlig ledelse” , giver nogle gode bud på på, hvordan man, med få virkemidler, kan fremme trivslen, kreativitet og udviklingen, men jeg ser også, at det ville kræve mod fra ledelsen at slippe kontrollen og de gamle vaner, samt at finde nysgerrigheden og respekten for medarbejderne frem.

Jeg ser, Christian Ørsteds ledelsesvision åbenlyst vil kunne bidrage over hele linjen indenfor den kommunale-og regionale sektor og få det til at blomstre på en helt anderledes oprigtig og medmenneskelig måde, som ville øge trivslen både hos ledelse og medarbejdere, hvilket ville kunne mærkes også hos borgerne.

Jeg ønsker ikke flere sløve pligtskyldige drænende morgen runder, hvor vi står uinteresserede i hinanden og putter os i kredsen. Morgenrunder er til samling, glæde og respektfuld deling af dagens energi og kan ledelsen ikke selv klare opgaven og få medarbejderne til at stråle, ja så må de jo lære det.

• Livsfarlig ledelse
• Ledelse og trappevask
• Ambitioner og sten i skoen
• Samarbejde

Når jeg rejser mig igen

Når man er blevet tildelt et liv med smerte og udfordringer, kan man lade sig opsluge af det og gå i stykker. For ikke at dø og forsvinde helt væk, kan man opøve overlevelsesstrategier, hvilket lindrer de smertefuldheder, der synes så ubærlige og pinefulde. Men overlevelsesstrategierne har en bagside. De kan føre dig på afveje og på trods af at de lindrer den oprindelige smerte, hindrer de dig samtidig i at komme i balance og i synk med, at du er som du er. Overlevelsesstrategier bremser dig i at gøre dig fri og forsinker din evne til at leve frem for at overleve.

Når du skal rejse dig i livet igen, når tiden er kommet til at skifte retning, må du gøre op med dine overlevelsesstrategier og det kan både være meget svært, skræmmende og pinefuldt. Det skyldes, at når du “sænker paraderne” eller stopper strategierne, så kan du pludselig mærke det, du har brugt dem til. Måske har du brugt dem til at dulme en indre følelse af ikke god nok, følelsen af at være uelsket, følelsen af forladthed, følelsen af at være uønsket, følelsen af tomhed mm.

Når du rejser dig igen, må du rumme og omfavne dig selv fuldt ud. Du må omfavne dit lille indre forsømte barn og omfavne dig selv som din egen indre kærlige og omsorgsfulde mor. Du må give dig tid og mod til at mærke på de gamle hengemte følelser, som har puttet sig under overlevelsesstrategierne og blive sammen med dig imens, også selv om det måske blot er få minutter til en start. Følelserne må have luft under vingerne og have lov til at baske rundt, for så at finde et mere roligt sted, hvor de ikke længere virker så skræmmende.

Når du rejser dig igen, må du lære dig selv mere sande og sunde leve-og livsstrategier. Strategier som passer til den du oprindeligt er som menneske. Som en del af processen, må du give plads til erkendelsen af, at du ikke mestre alting på forhånd. Du må turde være med dig selv i din usikkerhed, en naturlig usikkerhed der opstår, når man endnu ikke har udviklet sine evner endnu. En usikkerhed der opstår, fordi man har tillært sig noget, men nu skal til på en og samme tid at aflære sig dette, for at kunne lære sig det nye og lære sig selv at kende på ny..

Det er som en sommerfugl, der har udviklet sig i sin puppe, men nu for første gang skal finde vejen ud. Når du kommer ud af din puppe, skal du lære at strække dine vinger helt ud. Du skal forstå dit eget fulde potentiale, din skønhed, dit vingefang, dine specielle kendetegn og egenskaber. Du skal forstå alt det du kan som dig. Når du flyver afsted ud i verden, vil du møde andre, nogen minder om dig og andre er helt anderledes. Du skal lære, hvor du finder næring og hvordan du navigerer og med hvem du leger bedst.

Lidt morgen filosoferen eller hvad man nu kalder det<3

Breathing

For 14 dage siden deltog jeg i et lille kursus med Breathing by Wim Hof, hvor Birger Hanzen var instruktør. Et meget inspirerende og livsenergi givende kursus.

Wim Hof metoden er en særlig vejrtrækningsteknik, hvor du arbejder med at afstresse dig selv og/eller give dig selv et lille energiboost. Med øvelserne bliver du opmærksom på egen krop og på hvad du kan, når du arbejder sammen med din krop. Du opøver en kontrol over body and mind, som på samme tid styrker din følelse af indre kraft og ro. Der er en masse teori omkring metoden, som jeg ikke vil komme ind på her, men som Birger Hazen var rigtig god til at fortælle om.

Jeg selv var lidt forskrækket over at skulle deltage i kurset og det slog mig, at jeg var bange for at trække vejret og den pusfindighed blev afgørende og motiverede mig til at tage med. Jeg vil ikke være bange for at trække vejret. Heldigvis var Birger Hanzen en god nærværende instruktør og jeg fik en fantastisk oplevelse ud af det.

Jeg deltog i et kursus, hvor jeg blev gjort opmærksom på, at mærke efter i min egen krop, at det er ok at følge eget tempo. At det er ok, at skrue ned eller op for tempoet, holde igen eller gå mere til den. Samtidig fik jeg trukket vejret godt igennem og oplevede en fantastisk effekt af indre ro og velvære i mig selv. Afslutningsvis skulle vi i vandet og afprøve vores nye teknik og aktivere den indre ro, mens vi stod i vandet 8 minutter. Havvandet var 8 grader den dag.

Det var fantastisk. Jeg måtte først tage tilløb og gå hurtigt op og ned 2 gange, fordi jeg blev forskrækket af kulden, men 3. gang havde jeg den og mærkede, hvordan jeg bare kunne stå helt roligt i vandet, uden at fryse.

Oplevelsen har givet mig mange tanker om, hvordan jeg har levet et liv med tilbageholdt åndedræt og hvordan det at fylde min egen krop ud og lade den larme og fylde, stadig er vigtigt opmærksomhedspunkt for mig. Lige så vigtig er det, at jeg er omsorgsfuld og nænsom med min krop og beroliger den, når den bliver forskrækket, lytter til den og samarbejder med den, men også tror på den, Tror på, at den kan meget mere end, jeg forestiller mig.

Hvis du har en mobil, kan man hente en gratis app. WHM, Wimhofmethod, hvor han har forskellige guidede vejrtrækninger både med og uden koldt vand. Jeg har siden kursus laver 3 runder med vejrtrækning om morgenen og synes det er en skøn måde at vågne op på. Efter vejrtrækning siger han: Stræk din krop og: Thanks for your time. I wish you a Good night or a good morning and a good life.

Birger Hanzen. dk kurser og begivenheder finder du på facebook, hvis du er blevet nysgerrig. Du kan også se en lille intro mm. nedenfor.

• https://www.youtube.com/watch?v=nzCaZQqAs9I
• https://www.wimhofmethod.com/instructors/birgerhanz

Et nyt år kommer

Nu hvor jeg er blevet skilt fra min mand og mine børn er blevet store, står jeg her, midt i livet, og spørger mig selv, hvad har JEG egentlig lyst til?

Det er svært at opleve, at jeg ofte ikke ved det, at det falder mig mest naturligt, at tænke på, hvad jeg tror andre har lyst til. Det er som om mine tanker automatisk styres hen på noget, jeg ved børnene, min mand eller andre, jeg kender, godt kan lide eller ville synes er sjovt. Når jeg forsøger at fastholde, hvad jeg selv har lyst til, er det som to magneter, hvor polerne frastøder hinanden.

Jeg forstår det teoretisk som, at det altid har været min overlevelsesstrategi at tilpasse mig andre og være behagesyg. Jeg har levet sammen med min mand og hans misbrug gennem mange, mange år, hvilket har styrket behagesygen og gjort mig medafhængig. Jeg har været sammen med min mand siden jeg var 18 år og været mor siden jeg var 22 år. Det er først nu, jeg har fundet roen og styrken til at adskille mig, stå på egne ben og blive uafhængig og selvstændig.

Jeg får straks lyst til at forklare mig med, at så slemt er det jo heller ikke og noget kan jeg selvfølgelig godt selv finde ud af at bestemme og selvfølgelig ved jeg, hvad jeg har lyst til osv.osv. Men nej det er stadig svært for mig, at turde mærke efter, hvad jeg selv, uafhængigt af andre, har lyst til. Det kan virke direkte farligt for mig, ubehageligt og uvant at prøve. Særligt, hvis andre så må tilpasse sig mit, fordi jeg kan risikere, de vil sige nej og måske i yderste konsekvens risikerer jeg at miste dem.

Det er min gamle velkendte ensomhedsfølelse, der spille mig et puds. En ensomhed, der i min opvækst var så massiv, pinefuld og lammende voldsom, at jeg ville gøre hvad som helst for at undgå at mærke den. Jeg har vænnet mig til at leve mit liv, så jeg ikke kan mærke den så meget, men konsekvensen har været, at jeg så heller ikke kan mærke mine egne lyster så meget. Og selvom jeg i dag har et godt liv, med mennesker jeg holder af og som holder af mig, kan følelsen overbevise mig om, at jeg risikerer den totale isolation og ensomhed, hvis ikke jeg gør en masse for at undgå det.

Mit fokus for 2020 skal derfor være endnu et trin på mit livs udviklingsrejse og handle om mig, mig, mig, mig, mig og mere mig på den sødeste, blødeste og mest hensynsfulde kærlige måde. Jeg vil øve mig og rose mig og være med mig på alle måde, både når jeg ikke ved, når jeg ved lidt, når jeg ikke tør, når jeg prøver og når jeg gør det. Jeg vil prøve mig frem og gå på opdagelse i det JEG har lyst til.

Valg og tilfredshed

I denne søde juletid skal der træffes mange valg og når du vælger noget til, vælger du samtidig noget andet fra. Ikke at vælge er også et valg og alle valg påvirker dit liv, dine situation og dine relationer.

På hvilke baggrund træffer du dine valg?

• Træffer du dem ud fra, at det er noget, du rigtig gerne vil eller træffer dem ud fra, at det er noget andre rigtig gerne vil?
• Træffer du dem ud fra det, du ikke vil?
• Træffer du dine valg, fordi du gerne vil gøre andre glade eller fordi du ønsker at gøre dig selv glad?
• Træffer du valg for at undgå en særlig følelse eller træffer du dem ud fra, hvad dit hjerte fortæller dig?
• Undgår du at vælge, fordi du har oplevelsen af, det ikke er muligt?

Der er ikke en rigtigt eller forkert måde at vælge på, men jeg ved, at der er noget, som gør dig mere tilfreds end andet. Jeg ved at, hvis man hele tiden undgår at vælge ud fra egne behov og ønsker, ender man med at miste sig selv og mistrives. Man bliver i stedet utilfreds, vred og irritabel, deprimeret, opgivende, numb og kraftløs.

Der kan være mange grunde til, at det er svært at .vælge. Måske ved du rent faktisk ikke, hvad du selv vil. Måske har du mistet følingen med dig selv og egne behov, måske er du bange for konsekvenserne eller for de følelser, du sidder tilbage med, når du har valgt dig selv eller måske er du bange for at miste den anden ved dine valg.

Uanset hvordan det er for dig, så kan du som altid starte med, at gå på opdagelse i egne mønstre. Vær nysgerrig, venlig og undersøgende på, hvilke bevæggrunde du har for de valg, du træffer eller ikke træffer.

Når du opdager, hvad der er på spil for dig, er du klar til at arbejde videre med næste skridt og måske ændre lidt på nogle af dine valg, så de stemmer mere overens med dine behov og livsværdier.

Når du vælger frit ud fra dit eget hjerte og vælger at leve tro mod dig selv, vil du opleve en større livsglæde og tilfredshed. Det er også et valg og det kan være et rigtig svært valg.

Kropsskam og selvhad

Rigtig mange af os kender til  at skælde os selv ud for alt muligt og være utilfredse med, hvordan vi ser ud. At være sin egen værste fjende og hårdeste kritiker. Nogle mennesker kender det i en grad, hvor det dagligt reducerer livsglæde og lyst.

Dr. 1 har lavet 4 afsnit med en flok modige smukke mennesker, der står frem og viser deres egen indre kamp mod kropsskam, mens de tager nogle vigtige skridt frem mod mere selvkærlighed og ro i sindet. Deltagerne arbejder sig fremad med fokus på et område, en sten, ad gangen, som de smider fra sig undervejs.

Jeg synes, programmerne og ikke mindst deltagerne er motiverede, de giver opmærksomhed og styrke til et tema, jeg tænker, vi er mange, der kan få glæde af at arbejde med. I serien vises nogle konkrete gode redskaber, som vi kan bruge i arbejdet med at styrke os selv.

https://www.dr.dk/tv/se/jeg-hader-min-krop/i-krig-med-kroppen/i-krig-med-kroppen-1-4

Summen af belastninger

Nogen gange bliver man ramt på en måde, hvor man ryger ind i en rille og det føles som om, der er “no point of return”. Det er et rigtig svært sted at hænge fast og et rigtig svært sted at komme videre fra ved egen hjælp.

Jeg har netop været sådan at sted, arbejdsmæssigt, hvor jeg følte mig ramt, indigneret og fastlåst på en måde, hvor jeg ikke kunne skrue mig fri. Jeg har raset, været fortvivlet og frustreret over at være endt der og jeg er blevet hængende i lang tid. Tilstanden har hængt ved mig som en sur stank af dårligdom og har smittet af på mine omgivelser og mit syn på andre ting i hverdagen. Jeg er blevet mere og mere sammenbidt og negativ.

Mine nære har være omsorgsfulde og overbærende, de har lyttet og forsøgt at hjælpe mig fri. En af dem sagde, at det nok skyldes summen af belastninger, der over tid, har været for stor og jeg ved, hun har ret. Jeg har derfor brugt tid på at sortere og lægger belastninger fra mig, så jeg igen kan trække vejret frit.

Jeg har overvejet, hvad der er vigtigt, hvad er en belastning for mig og hvad jeg må sortere fra, selv om det er vigtigt, fordi det er en belastning. Hvilke områder af mit liv, oplever jeg, belastningen er mindre og hvad er det jeg gør anderledes der, som fungerer.

Jeg har sat en streg i sandet og sagt; “sket er sket” i forhold til de konflikter, jeg er i på arbejdet. Det hjælper mig at se fremad og jeg spørger mig selv; “Hvad skal der til for, at jeg fra nu kan fungere på trods af….”

Jeg hjælper mig selv tilbage på sporet ved at fokusere på det, jeg er stolt af, det jeg er god til og det, jeg synes, er så spændende og givtigt, nemlig samtalerne og kontakten med borgerne. Det hjælper mig ikke at kredse, som en sulten haj, rundt om alt det jeg alligevel, hverken har kontrol over eller medindflydelse på.

Til supervision, på min uddannelse, gik det op for mig, hvordan jeg mere og mere har ladet mig inspirere af grundideerne fra den systemiske metode i min private sfære. Eksempelvis  ser jeg mig selv som en del af det fællesskab, jeg er i i nuet og jeg forstår, at virkeligheden opstår i dialogen sammen med dem, jeg er i fællesskab med det øjeblik. Jeg er ikke eksperten og den alvidende, jeg er en del af og samskabende med de andre.

Den overbevisning har hjulpet mig til at slippe min overansvarlighed og gjort, at jeg ikke har særlige forventninger til, hvad der skal ske og hvad jeg skal præstere, når jeg er sammen med andre. Det sætter alle fri og jeg oplever selv en stor lethed, idet jeg ikke længere pålægger mig selv ansvar og skyld i samme grad.

I supervisionen gik det samtidig op for mig at dette spirende livssyn, har jeg ikke overført til min arbejdssituation endnu, hvilket undrer mig. Jeg vil den næste periode undersøge det nærmere og se, om jeg kan hjælpe mig selv til også at lade mig inspirere i den arbejdsmæssige kontekst, fordi jeg tror, det vil være nyttigt for mig.

• Nørderi om paradigmer mm.
• Ene ansvarlig eller samskabt virkelighed
• Lille spejl ….
• Springer ud som kvinde

Krop og nærvær

Jeg er i gang med at læse Ulla Rung Weekes bog: Når sygdom forløser, og jeg føler mig allerede både inspireret og bekræftet i mine egne overbevisninger.

Først og fremmest påpeger hun vores syn på sundhed. At være sund forbinder de fleste mennesker med at være rask. Når vi oplever sygdom, arbejder vi på at få det væk, enden med medicin, kirurgiske indgreb mv. Weeke inviterer til at se fysiske symptomer som et sprog, en måde kroppen kan fortæller os noget om os selv på, at sygdom kan være en reaktion på uforløst stress eller traume. Hun foreslår at sundhed er at være glad og trives, også når du er syg.

Mange af os har lukket ned for sanse systemet og kroppens sprog, vi har lukket ned for følelser og lægger vores lid til logik, videnskab, normer og alt det, der er evidens. Både vores kultur, historie og opvækst betingelser spiller ind på, hvor lukkede eller åbne vi er for at lytte efter os selv, vores krop og vores hjerter og tage vare på os.

Kropterapi er en bevidsthed om at vores krop og psyke hænger sammen, at når vi  oplever noget, mærker følelser eller er med os selv og andre så reagerer vores krop også.

Når du eksempelvis bliver forskrækket eller får et chok, vil din første reaktion være automatisk at hive skulderne op og trække hovedet ned imellem skuldrene. Du vil spænde op i mellemgulvet og spænde op i lårene. Du vil holde vejret et øjeblik.

Til tider kan en forskrækkelse side længe i kroppen og spændingerne kan give dig hovedpine, hjertebanken, stress og angst og andre kropslige og psykiske reaktioner. Har du eksempelvis levet et liv med mange chok, store chok eller generel utryghed, så kan selv små forskrækkelser sætte gang i store reaktioner, fordi kroppen genkender og husker oplevelser.

I dag ved man at stress også giver mange både fysiske og psykiske reaktioner, blandt andet producerer hjernen nogle signalstoffer og hormoner, som i længden er nedbrudende for din krop og psyke. Ved at arbejde med kropterapi, kan du arbejde med hele dig og du kan forløse både fysiske og psykiske forskrækkelser og stress i din krop, så du igen finder din indre ro og frihed.

Vores krop kan enkelt og utvetydig fortælle os,  hvordan vi har det og hvad vi har behov for eller ikke har behov for, hvis vi altså lytter efter. Du kan øve dig i at lytte ved at være opmærksom på din krops signaler.

I juni har jeg tilmeldt mig et kropkursus, hvor min superviser og terapeut guider og det bliver så skønt. Jeg skal på kurset, fordi jeg skal holde mig selv opdateret og fordi jeg arbejder rigtig meget ud fra hovedet på mit arbejde, hvilket langt hen ad vejen virker og er brugbart. Jeg er uddannet kropterapeut og vil gerne fylde mig selv op med kropterapi, så jeg kommer mere i balance.

Jeg har lagt mærke til, at når jeg ikke beskæftiger mig med kropterapien (så meget), kommer jeg selv mere og mere op i hovedet. At være meget styret af hovedet er ikke godt for mig, fordi mit hoved har det med at holder mig nede, det begrænser, rationaliserer og tilpasser mine tanker og følelser til, hvad der er rigtigt og forkert udfra normen og den kultur, jeg er en del af.

Jeg skal styrke forbindelse mellem hoved og krop, ned i min mave og mærke mine egne behov. Jeg skal mærke min kraft og styrke fra bagdelen, lænden og benene. Jeg skal sænke skuldrene, stritte med numsen, have brystet frem, svinge med armene og trække vejret frit. Jeg skal stråle fra mit hjerte, centrere mig og give mig selv et energi boost. Når jeg tillader mig, at være mig og giver slip på “det strenge hoved” har jeg det godt. Rigtig godt endda.

• https://www.saxo.com/dk/naar-sygdom-forloeser_ulla-rung-weeke_haeftet_9788721021511

I en stime af lykke

Lige for tiden svæver jeg rundt i en stime af lykke. Jeg er glad helt ind i min kerne, jeg gør gode ting og jeg oplever tingene lykkes og der kommer mere og mere af det, det breder sig som ringe i vandet. Det er lige ved at nå et punkt, hvor jeg bliver forskrækket og tænker; kan det virkelig passe, må jeg det, kan jeg det, nu gå det nok snart ned ad igen og har jeg overhovedet fortjent det.

Når jeg tænker tilbage på, hvad der har aktiveret denne skønne energi af lykkefølelse og succes, kan jeg se det går helt tilbage til at jeg valgte, at lytte til mig selv og tage mig selv alvorligt i en sådan grad, at jeg flyttede tilbage til Kbh.

Det var et vanvittig svært valg og det tog mange år at komme frem til beslutningen, fordi min mand ikke ønskede at flytte med og dermed var valget alene basseret på mit eget behov. Det aktiverede en kæmpe frygt for at gøre andre rigtig kede af det og frygten for at miste.

Jeg ved, at man ikke har mere succes i livet end ens selvværd kan bære og jeg har besluttet mig for at styrke mit selvværd, så det kan bære en hel del succes, for det her er dejligt.

Det er egentlig underligt, at man kan have svært ved at bære succes og lykkefølelse, men jeg har oplevet mange mennesker, der har en grænse for, hvor meget lykke de synes, de fortjener, hvorefter de begynder at sabotere det for sig selv og jeg genkender det hos mig selv.

Nu hvor jeg tilsyneladende er nået til tops i mit  nuværende lykkebarometer, bliver jeg nødt til at være opmærksom på, når jeg ryger ind i gamle tankemønstre og adfærd og få stoppet mig selv. Jeg er nødt til, at bruge tid og tanker på, at berolige og styrke mig og give mig lov til at fortsætte med at gøre gode ting og lykkes med dem.

For mig knytter angsten for succes sig til angsten for at miste, angsten for at blive ladt alene og forladt tilbage. Det er en gammel angst, som har med et forstyrret tilknytnings mønster at gøre.

Jeg hjælper mig selv ved at fortælle mig, at jeg har lov til at være lykkelig, selv om andre har det svært. At jeg gerne må nyde de goder og muligheder, jeg har, også uden at give noget af det til andre. Jeg må gerne kun give til mig selv og kun give det, jeg har lyst til til andre. Jeg må gerne have overskud. Jeg må gerne være tilfreds med mit liv og med mit arbejde, jeg må gerne være glad, trives og være lykkelig. Jeg må gerne gøre gode ting kun for mig. Jeg må gerne være mig.

Jeg hjælper også mig selv ved ikke blot at tænke tankerne, men også gøre det, føre tingene ud i livet også når det er svært. Jeg puffer mig selv ud i at tage nogle chancer og jeg anerkender mig selv for at gøre det.

Den seneste store handling er nok min rejse til Vietnam, men jeg har gjort flere gode ting siden da. Jeg har eksempelvis købt lækre ting og oplevelser til mig selv, blandt andet et retreat med 2 dages kropsarbejde og meditation og en koncert billet til Anne, Sanne og Lis i 2019. Jeg lytter mere efter, hvad jeg selv har lyst til og så tillader jeg mig at fylde mere og vise mig mere frem.

Jeg øver mig i at sole mig i min livsglæde og succes på samme måde, som jeg soler mig i sommerens første solstråler. Og når det er svært trøster og støtter jeg mig og hjælper mig tilbage på rette vej igen.

Her er nogle links til nye og gamle artikler, som jeg synes passer til temaet fra forskellige vinkler.

• https://blogonn.wordpress.com/2014/07/09/er-du-bange-for-succes/
• https://blogonn.wordpress.com/2018/01/03/en-paaroerende-taler-3/
• https://blogonn.wordpress.com/2017/06/11/at-smelte-sammen/
• https://blogonn.wordpress.com/2017/06/08/udviklingsteori-og-tilknytning/
• https://blogonn.wordpress.com/2017/02/25/medafhaengighed-som-karaktertraek/
• https://blogonn.wordpress.com/2017/03/16/vaerdiers-betydning/

Med drømme som drejebog

De fleste af os hænger ind imellem fast i at tænke på alle problemerne og alt det, der ikke fungere og som ikke kan lade sig gøre.

Drømmene bliver glemt eller bliver til korte ønsker om, hvis bare……! Hvis bare jeg havde flere penge, et andet arbejde, tabte mig, fik en sød kærest, en anden bolig mm.

Men “Bagved ethvert problem findes en frustreret drøm, – og drømmen kom først”, siger Peter Lang, systemisk teoretiker og praktikker.

Hvis vi huske på det, kan vi tænke i visioner og sætter fokus på vores drømme, frem for kun at have fokus på alle problemerne.

Dine drømme kan fungere som drejebog for fremtiden, når de beskrives detaljeret og dermed kan de hjælpe dig til at finde vej.

Du kan stille dig selv følgende spørgsmålene: Hvordan og hvor ser jeg mig selv om 5 år?
Hvordan gik det til, hvad gjorde jeg, hvad ændrede jeg på, som fik mig der hen?

Ved detaljeret at beskrive, hvad du gjorde og hvad du ændrede, som bragte dig der hen, hvor du forestiller dig at være om 5 år, kan du finde de nye vinkler og inspiration til det, som du kan gøre NU for at komme nærmere dine mål og fremtids drømme.