Jeg har lyttet til en podcast med Merete Holm Brantbjerg, som jeg oplever har en meget nænsom og kærlig tilgang til sammenhængen mellem over- og under spændhed i muskulatur og psyke, samt hvordan man arbejder med at tilføre blivende livsenergi til de underspændte områder, som har brug for det.
Merete benytter begreberne Hypo-og hyper-respons, som hun definerer ved: Citat “Hypo-respons” er en forsvarsmekanisme i muskulaturen. Muskler kan give op, blive præget af lavt energi niveau – vi mister adgang til de impulser og følelser, som er knyttet til den pågældende muskel. Modsat står forsvarsmekanismen ”hyper-respons”, hvor muskulaturen er spændt op, impulser og følelser bliver holdt tilbage, kontrolleret.
Jeg genkender beskrivelsen som det at være over- eller underspændt og benytte derfor disse betegnelser for det samme, hvor underspændt svarer til hypo og overspændt svarer til hyper.
Det jeg mest bliver optaget af i podcasten er den forsigtighed og nænsomhed, Merete beskriver, man må arbejde med, når man vil tilføre energi til underspændte områder, hvis energien skal forblive i området.
Merete taler om at finde den mindst mulige indsats, som giver effekt og vigtigheden af dosering. Jeg genkender fra mig selv, en tendens til at drøne afsted med 120 i timen og hvis der mangler energi, så vil jeg måske umiddelbart tilføre en masse energi, så det kan blive fikset.
Men tilfører du et underspændt område en masse energi på en gang, så vil energien blot fosse ud igen og du vil måske endda stresse området.
Går du derimod helt stille og nænsomt til værks, kan området tage imod og holde på energien. Det giver så god mening og er så vigtigt, at huske sig selv på ind imellem.
Vi kan i samfundet have en tendens til at synes, hvis man lider af ex. stress, depression eller andre udmattelsestilstande, så skal man blot op og i gang, for så vil energien komme. Det vil den måske i momentet, men den vil ikke være blivende og derfor uden effekt i forhold til varig forandring.
Merete fortæller i podcasten om en lille øvelse, som for nogen vil det være tilstrækkeligt at tænke og forestille sig, frem for at udføre fysisk. Øvelsen går ud på at lave et lille pres med fødderne ned i gulvet, fordi et pres ned i gulvet giver et mod stræk op ad, helt op i nakken.
Man kan variere presset og se, hvad der fungerer bedst ved at lave presset direkte ned eller med inder kanten af foden eller med ydre kanten af foden. Det vil åbne op for noget forskelligt.
Merete fortæller, at når du er overspændt et sted, vil et andet område være underspændt og hvad repræsenterer det underspændte sted og endnu mere vigtigt, hvordan får du tilført livsenergi i området og i den rette dosering.
Som et eksempel på et underspændt område, nævner Merete armene, som måske for nogen blot hænger ned fra kroppen, ikke fordi de ikke kan bruges, men de er uden den livsenergi, som arme kan indeholde med mulighed for at række ud, favne, skubbe fra sig mm.
Hun fortæller også om, hvordan hun selv, når hun stresser sig selv på jobbet til lige at læse de sidste mail, så “kollapser” eller underspænder i det område, hvor hendes følelser sidder. Dermed mærker hun ikke behovet for en pause.
Ved at arbejde med blivende livsenergi i det underspændte område, vil man i mindre grad stresse sig selv i de overspændte områder, fordi man bedre kan mærke sig selv.
For mig at se er det en meget fin og kærlig tanke i forhold til at arbejde med sig selv, at man frem for at piske sig selv i gang og videre, har fokus på at bygge de underspændte områder op. Stille, roligt, nænsomt og kærligt med mindst mulig indsats og rette dosering.