Her kommer mit første skriv, fra mit nye skriverum. Min yngste datter er flyttet hjemmefra og jeg har fået indrettet mig dejligt her i værelset. Så dejligt at jeg er nødt til at nævne det her, hvor jeg lige nu netop sidder i mit eget værelse, kun til mig, og skriver om at være mig og de tanker jeg gør mig om det hele. Mit håb er, at det også kan inspirere dig ligesom, det inspirerer mig.
Jeg har haft svært ved at skrive det seneste års tid eller 1½ og det er fordi, jeg lige har skulle have nogle følelser og fornemmelser på plads hos mig selv. Det er svært at skrive om noget, når jeg står lige midt i det og knap kan finde hoved og hale i, hvad der er hvad.
Jeg mærker nu med begejstring, at min skrivetrang så småt er ved at vende tilbage og I må have mig undskyldt, hvis mine tekster lige nu går i lidt mange retninger, jeg er stadig i proces og jeg har en ophobning og kø af tanker og ideer, som jeg ikke har reflekteret over her i laaang tid.
For ca. 1½ år siden skiftede jeg job og fagområde. Jeg er gået fra at arbejde med rusmiddelbehandling til familie behandling og er nu ansat i et familiehuset i Valby, Vesterbro og Enghave, i Københavns kommune. Det kan måske umiddelbart lyde som en lille ændring, men den føles stor for mig.
En ting er, at jeg nu arbejder på en arbejdsplads med 200 medarbejdere og kantineordning, frem for en arbejdsplads med 25 medarbejdere, der selv medbringer sin hjemmegjorte “hvad der lige var i køleskabet” madpakke, men arbejdskulturen er også en helt anden. Procedurerne er anderledes, det er andre paragraffer, lovgivning og stillings indholdet, jeg arbejder ud fra, er fra en anden position. Selv om flere ting ligner og naturligvis lapper ind over hinanden, så er der alligevel meget nyt og også mere end jeg havde forventet. Eller det har påvirket mig anderledes end, jeg havde forventet.
Jeg er nu ved at lande og finde mine ben, pakke mig selv ud eller hoppe tilbage ind i mig selv, kan man måske sige. Genfinde mig som den behandler og terapeut og det mennesker jeg er, også i de nye omgivelser. Processen kunne på mange områder minde om den proces, jeg har gennemgået efter skilsmissen fra pigernes far, en transformation. Jeg tænker, det at jeg har skifte arbejdsområde er en del af min store transformation.
En transformation er for mig, når man flytter sig fra noget, man er rigtig godt kendt med at være i, på godt og svært, over til noget helt nyt. Det kan føles som om tæppet forsvinder under ens fødder og for en stund går din identitet i opløsningen, for derefter at samle sig igen på ny. Lidt ligesom et puslespil, som du kaster op i luften. Det går fra hinanden og når det lander kan det samles igen. Måske er nogle brikker blevet væk og må erstattes af nye, måske alle brikker passer fint, men det bord du nu samler puslespillet på, er bedre at sidde ved.
Jeg ved, at man i sådanne processer, oplever en del stress, at det er en lille krise, også selv om det er en god krise. Jeg ved også, at i kriser er der netop mulighed for transformation på mange planer og for mig handler transformationen endnu engang om at folde mig selv endnu mere ud og sprede mine vinger, både arbejdsmæssigt, men også som menneske og i kærligheden.
I mit nye arbejde møder jeg mange mennesker i krise på forskellig vis. Nogle par er eksempelvis skilt og der er højkonflikt. De kommer fordi, børnene er i klemme i konflikten og fordi børnene reagere på det og får det rigtig, rigtig dårligt, hvilket udspiller sig på forskellig vis.
Det er utrolig svært for forældre i skilsmisse og højkonflikt at få øje på deres egen andel og blive på egen banehalvdel i det hele taget. De er hele tiden i deres tanker og opmærksomhed på besøg hos den modsatte forælder, som de oplever er mere eller mindre årsagen til problemerne. Det minder på sin vis om, når man er pårørende, blot med et andet fokus.
Når jeg taler med familierne, tænker jeg altid over, hvordan mønstrene viser sig og, hvordan de hænger sammen med de konflikter og problemer, der er. Jeg tænker i, hvordan den enkelte kan få fat i sin egen ” lange ende” og få oplevelsen af, at de udvikler sig og kommer til at blive en mere kærlig og stærk version af sig selv.
Det er et stort indre apparat af mønstre, der går i gang, når der opstår kriser eller når man af er presset. Ubehagelige følelser popper op og som mennesker, er er vi klar til at gøre meget for at komme væk fra ubehagelige følelser. Ofte aktiveres vores overlevelses strategier, og som en slags immunforsvar forsøger de, at skærme os fra at mærke de ubehagelige følelser. Det kan være helt gamle barndomsstrategier, som vi er mere eller mindre bevidste om.
Strategierne lægger sig som et slør over virkeligheden, så vi bliver lidt skærmede fra realiteterne, men samtidig betyder det, at vi ikke kan se helt klart. Det er få af os, som er virkelig gode til at være med de pinefulde følelser, adskille hvad der er hvad og trøste os selv på en konstruktiv måde, når krisen rammer.
Når jeg møder skilsmisse familierne er de midt i en orkan af kriser og vi skal i første omgang arbejde på, at orkanen skal lægge sig lidt og vi skal arbejde med, hvordan hver forælder kan sikre deres eget hus bedst muligt og hvordan de hver især kan gøre noget, der også sikrer vejen mellem husene, for det er der, deres børnene skal gå.
Jeg kender selv til både at være pårørende og skilt, at være presset og i krise, fanget i gamle strategier og at være barn klemt i en skilsmisse og højkonflikt og jeg ved godt det er sin sag ikke bare at pege på alle de andre, når orkanen raser. Jeg ved også at det eneste sted, man kan forandre noget, som virkelig kommer til at gøre en forskel, er hos dig selv. Det hjælper ikke, at råbe ud mod orkanen i et forsøg på, at få den anden til at forandre sig.
Og det fører mig direkte videre til et af de områder, hvor jeg også har været i gang med en stor transformation, nemlig kærlighedsområdet. Jeg har kastet mig ud i at date gennem de sidste 2 års tid og hold nu op, hvor bliver jeg hurtigt fanget i min gode gamle position, hvor al min opmærksomhed er på den anden. I det mindste opdager jeg det nu langt hurtigere.
I går var jeg hos frisøren og det er altid hyggeligt og blev til en skøn samtale og udveksling af erfaringer om det med mænd, dating og kærligheden. Jeg kommer lynhurtigt til at vente. Vente på svar, vente på han vil noget, vente på han finder interesse nok i mig, vente på at noget hos ham forandrer sig, så det passer bedre til det, jeg gerne vil, vente på det bliver bedre, vente på at jeg måske alligevel forstår tingene anderledes, vente på jeg får det anderledes, vente, vente og vente…..
I al min venten tænker jeg ikke på, om det her egentlig er godt nok for mig. Jeg kan jo tydelig mærke eller periodevist tydelig mærke, at det er ikke godt nok for mig, men så er det “vente” dukker op eller strategien fra gamle gamle dage, “det bliver måske bedre om lidt”, hvis jeg nu gør sådan eller sådan eller sådan.
Jeg har utrolig svært ved ikke at vente, hvis der nu er bare lidt eller endda meget, som faktisk er godt. Jeg taler mig selv ind i at vente på resten eller nøjes med det der er og ikke være så krævende. Du skal da bare være glad for at, der overhovedet er noget og ingen kan få alt, nu skal du ikke være så krævende, sæt nu pris på det du har fået.
Jeg hører og ser tydeligt min barndoms historik om kærlighed udspille sig her. Min mor har altid haft en særlig karakter, hvor hun ikke har øst ud af hendes kærlighed og efter mine forældres skilsmisse, som kommer i kategorien for højkonfliktskilsmisser og hvor barnet bliver klemt, så var min position, at vente.
Som barn havde jeg ingen indflydelse på min familiesituation og de vilkår, der var. Jeg ventede på, hvornår der var plads og tid til kærlighed til mig. Hvornår min mors humør var bedre, hvornår jeg skulle op til min far for en stund, men altid med den følelse af en tung sten i maven, som var bevidstheden om min mors smerte og alenehed hjemme, når jeg var væk. Jeg forsøgte at gøre ting, der kunne ændre vilkårene, men oplevede ikke der var de store resultater. Mit bedste bud var derfor ikke at gøre mig til for meget besvær, ikke stille for store krav.
Det har taget mig mange års transformationsarbejde at komme overens med historikken og mange år, at lære mig selv at kende, nu er mit fokus at gøre noget anderledes, noget nyt, noget der ikke er automatisk tillært for mig i relation til en kærlighedspartner. Jeg skal sætte mine egne behov først, invitere mig selv til at få det bedste og til at være optaget af mig selv og agerer ud fra det også i forhold til en kærlighedspartner.
Allerede når jeg skriver det her, river det i mig, og jeg bliver forskrækket ved tanken om, at jeg lyder helt utrolig krævende, men det må jeg gerne være. Det er min gamle strategi, der vågner og tænker, der er fare på færde, frygt tankerne, som kun kan overvindes med kærlighed. Jeg er jo det menneske, jeg er og det vil jeg gerne dele med en anden, som kan værdsætte præcis det og en, som også kan give mig den samme følelse tilbage.
Nå jeg tror det må være nok for nu…. jeg har fået talt mig der hen, hvor jeg gerne vil være og hvor jeg føler mig inspireret til mere. Tak.
Det kan være en lang personlig rejse at nå hen til det punkt, hvor man for alvor kan bryde med gamle vaner, forsvar og illusioner. Det punkt, hvor man prioriterer og vælger sig selv 100 % til.
Så blev det juleaften og dagen derpå. Jeg vågnede tidligt d. 24. og følte mig mere udhvilet end længe og godt tilpas inden i.
Kender du det, at mærke på et indre liv, en drøm, en bevidsthed om en del af din personlighed, en indre kraft og styrke eller nogle egenskaber, der ikke får lov til at komme til udtryk i deres fulde flor.
Svære følelser er følelser, der for dig er svære at holde ud, at håndter, rummer og være med. Det kan være alle slags følelser, der er svære følelser for dig , det er forskelligt fra person til person, hvilke følelser det handler om.
Pernille Nilausen Psykoterapeut MPF 