Tag-arkiv: ansvar

Følelses-afhængighed

Skriv en kommentar

Jeg har taget en runde mere i forhold til det med at være følelses-afhængig, medafhængig, pårørende eller det at have svært ved at blive i mig selv.

Gamle mønstre lader sig ikke bare lige ryste af. De vender tilbage og kommer på besøg igen. Det nye er, at jeg er blevet hurtigere til at opdage det og jeg er i stand til at gøre noget andet med det.

Jeg har igen fået hjælp og støtte af noget viden og denne gang har jeg fundet en ny bog, som virkelig forklarer det på en fin og meget let forstålig måde.

” Kvinder der mister sig selv” af Nicole Albæk.

Denne tekst bliver blot en lille reminder og en anbefaling af bogen. Du kan finde den på bla. e-reolen.

Jeg forestiller mig bogen fungerer som den bog, der hedder “Endelig ikke-ryger”.

❤

Den uforløste længsel

1 kommentar

Jeg lytter til Jytte Vikkelsø i perioder bla. via podcasten “Hjerteflimmer for voksne”, hvor Jytte V. sammen med Sara Bro og et par gæster, svarer på kærligheds spørgsmål med udgangspunkt i Jyte V.´s bog; ” Derfor forelsker du dig aldrig i den forkerte”.

Man kan scrolle ned igennem afsnittene og finde de temaer, der taler mest til en´ og det har jeg gjort. Jeg faldt bla. over et afsnit, der handlede om det at falde for mænd, der er utilgængelige og jeg kender præcis det syndrom. Eksempelvis i fra forholdet til min x-mand, der var misbrugende, de første 4 år, jeg kendte ham og deraf utilgængelig. Jeg ventede og ventede på, at alting skulle blive godt og gjorde alt, hvad der stod i min magt for, at det skulle blive godt og mere til. Jeg kan jo se, hvordan utilgængelige mænd, stadig i dag, fanger min interesse og hvordan jeg venter og arbejder på sagen.

I afsnittet fortæller Karen-Helene Hjort om, hvordan hun havner sammen med mænd, som er utilgængelige og hun venter og venter på at få hendes længsel forløst. Det får mig til at tænke på min egen længsel, som handler om, at jeg længes efter at bliver valgt til som den vigtigste og med mine præmisser og behov i fokus.

Det er en gammel længsel, fra jeg var helt lille, hvor jeg ventede og håbede på min mors kærlighed og jeg ventede på, at de voksne ville vælge mig til, gøre mig til den vigtigste i deres liv. Jeg genkender også længslen fra forholdet til min x-mand. Jeg længtes efter, at han ville vælge mig frem for stofferne og jeg ser det samme ske i dag i forhold til de utilgængelige mænd, jeg møder. Jeg længes efter, at de vil vælge mig frem for eksempelvis den anden kvinde, at jeg ville være vigtig nok til, at han vil vælge mig.

Jytte V. spørger ind til Karens arbejdsmoral og Karen fortæller, at hun har en moral, der siger, at man må arbejde hård for tingene og når man gør det, så kommer resultatet. Når Jytte V. oversætter arbejdsmoralen til Karens kærlighedsforhold, kan det forklare, hvorfor hun også i kærligheden tror, hun må arbejde hård og lige skal gøre lidt mere eller vente lidt endnu på manden, for så vil alt blive godt. Karen har ingen tro på at tingene skal komme let til hende. Igen et meget genkendeligt mønster, som minder mig om, hvorfor jeg har så svært ved at slippe noget, selv om det tydeligvis ikke er godt nok til mig.

Jytte V. taler om, at Karen har en høj tolerance for at udholde smerte og at hun ikke kender hendes egen længsel og derfor ikke får den forløst. Derfor, fortæller Jytte V., bliver Karen ved med at blive tiltrukket af de utilgængelige mænd, så hun kan opdage hendes længsel og folde den ud. Det er altid en´ selv, der må forløse ens længsel og når den er forløst, vil Karen ikke længere tiltrækkes af de utilgængelige mænd, mener Jytte V.

Så hvad ligger bag længslen og hvilken længsel er det, jeg ikke får forløst hos mig selv i forhold til de utilgængelige mænd? Pludselig ser jeg tydeligt paradokset. Jeg bliver hængene og venter på, at manden vil forløse min længsel og min arbejdsmoral er aktiveret og får mig til at vente og lige at gøre lidt mere, lige vente lidt længere og absolut intet sker der andet end, at jeg bliver mere og mere ulykkelig og mister mig selv i det.

Men jeg kan forløse min egen længsel nu, hvor jeg kan se og mærke den, hvis jeg tør og hvis jeg trækker den hjem. Lige nu ser jeg den helt tydeligt og jeg tør se den, også selv om det betyder, at jeg mister noget og må give slip på noget. Jeg må give slip på illusionen om, at det er manden, der kan og vil forløse min længsel, jeg må give slip på ham, den utilgængelige mand. Min længsel er præcis det, som jeg vil have ham til at gøre, nemlig at vælge mig. Det gør de utilgængelige mænd ikke, og det gør jeg heller ikke selv.

Lige nu mærker jeg helt tydeligt, hvordan jeg kan vælge mig selv til og gøre mig selv til den aller vigtigste i mit liv. Hvordan jeg kan trække det hjem og agere ud fra det perspektiv i stedet for at vente, håbe og ønske at de utilgængelige mænd vil holde deres ord og vælge mig. Min arbejdsmoral, som aktiveres når jeg er i kontakt med de utilgængelige mænd, kan ændre fokus. I stedet for jeg knokler og venter på mændene, kan jeg rette fokus, så det handler om at gøre det godt for mig selv, elske mig og vælge mig selv til igen og igen og hele tiden. Alt det jeg ikke fik dengang, jeg var lille Pernille, det kan jeg finde måder, at give mig selv i dag.

Når jeg gør mig selv til den aller vigtigste for mig og vælger mig til, så er der noget andet, jeg må give slip på nemlig det, der gør mig ked af det eller det som ikke er godt nok. Det kan godt føles svært, sorgfuldt og skræmmende, at give slip på noget, man er vant til at holde godt fast i. Jeg er heller ikke vant til at tage mig selv og mine behov så alvorligt, så det gør mig usikker. En måde hvorpå jeg vælger mig selv til, er bla. at være der for mig og med mig i de følelser af frygt, sorg og usikkerhed, som dukker op. Være der forstående, kærligt og omsorgsfuldt med mig. Jeg må være modig for at gøre op med de gamle overbevisninger og illusioner.

Lige nu mærker jeg så tydeligt, hvad det vil sige, at vælge mig, som den vigtigste i mit liv, det er stærkt. Tak til Jytte V. og hele holdet for at give mig en lille aha oplevelse ❤

Hvem er jeg

1 kommentar

Her kommer mit første skriv, fra mit nye skriverum. Min yngste datter er flyttet hjemmefra og jeg har fået indrettet mig dejligt her i værelset. Så dejligt at jeg er nødt til at nævne det her, hvor jeg lige nu netop sidder i mit eget værelse, kun til mig, og skriver om at være mig og de tanker jeg gør mig om det hele. Mit håb er, at det også kan inspirere dig ligesom, det inspirerer mig.

Jeg har haft svært ved at skrive det seneste års tid eller 1½ og det er fordi, jeg lige har skulle have nogle følelser og fornemmelser på plads hos mig selv. Det er svært at skrive om noget, når jeg står lige midt i det og knap kan finde hoved og hale i, hvad der er hvad.

Jeg mærker nu med begejstring, at min skrivetrang så småt er ved at vende tilbage og I må have mig undskyldt, hvis mine tekster lige nu går i lidt mange retninger, jeg er stadig i proces og jeg har en ophobning og kø af tanker og ideer, som jeg ikke har reflekteret over her i laaang tid.

For ca. 1½ år siden skiftede jeg job og fagområde. Jeg er gået fra at arbejde med rusmiddelbehandling til familie behandling og er nu ansat i et familiehuset i Valby, Vesterbro og Enghave, i Københavns kommune. Det kan måske umiddelbart lyde som en lille ændring, men den føles stor for mig.

En ting er, at jeg nu arbejder på en arbejdsplads med 200 medarbejdere og kantineordning, frem for en arbejdsplads med 25 medarbejdere, der selv medbringer sin hjemmegjorte “hvad der lige var i køleskabet” madpakke, men arbejdskulturen er også en helt anden. Procedurerne er anderledes, det er andre paragraffer, lovgivning og stillings indholdet, jeg arbejder ud fra, er fra en anden position. Selv om flere ting ligner og naturligvis lapper ind over hinanden, så er der alligevel meget nyt og også mere end jeg havde forventet. Eller det har påvirket mig anderledes end, jeg havde forventet.

Jeg er nu ved at lande og finde mine ben, pakke mig selv ud eller hoppe tilbage ind i mig selv, kan man måske sige. Genfinde mig som den behandler og terapeut og det mennesker jeg er, også i de nye omgivelser. Processen kunne på mange områder minde om den proces, jeg har gennemgået efter skilsmissen fra pigernes far, en transformation. Jeg tænker, det at jeg har skifte arbejdsområde er en del af min store transformation.

En transformation er for mig, når man flytter sig fra noget, man er rigtig godt kendt med at være i, på godt og svært, over til noget helt nyt. Det kan føles som om tæppet forsvinder under ens fødder og for en stund går din identitet i opløsningen, for derefter at samle sig igen på ny. Lidt ligesom et puslespil, som du kaster op i luften. Det går fra hinanden og når det lander kan det samles igen. Måske er nogle brikker blevet væk og må erstattes af nye, måske alle brikker passer fint, men det bord du nu samler puslespillet på, er bedre at sidde ved.

Jeg ved, at man i sådanne processer, oplever en del stress, at det er en lille krise, også selv om det er en god krise. Jeg ved også, at i kriser er der netop mulighed for transformation på mange planer og for mig handler transformationen endnu engang om at folde mig selv endnu mere ud og sprede mine vinger, både arbejdsmæssigt, men også som menneske og i kærligheden.

I mit nye arbejde møder jeg mange mennesker i krise på forskellig vis. Nogle par er eksempelvis skilt og der er højkonflikt. De kommer fordi, børnene er i klemme i konflikten og fordi børnene reagere på det og får det rigtig, rigtig dårligt, hvilket udspiller sig på forskellig vis.

Det er utrolig svært for forældre i skilsmisse og højkonflikt at få øje på deres egen andel og blive på egen banehalvdel i det hele taget. De er hele tiden i deres tanker og opmærksomhed på besøg hos den modsatte forælder, som de oplever er mere eller mindre årsagen til problemerne. Det minder på sin vis om, når man er pårørende, blot med et andet fokus.

Når jeg taler med familierne, tænker jeg altid over, hvordan mønstrene viser sig og, hvordan de hænger sammen med de konflikter og problemer, der er. Jeg tænker i, hvordan den enkelte kan få fat i sin egen ” lange ende” og få oplevelsen af, at de udvikler sig og kommer til at blive en mere kærlig og stærk version af sig selv.

Det er et stort indre apparat af mønstre, der går i gang, når der opstår kriser eller når man af er presset. Ubehagelige følelser popper op og som mennesker, er er vi klar til at gøre meget for at komme væk fra ubehagelige følelser. Ofte aktiveres vores overlevelses strategier, og som en slags immunforsvar forsøger de, at skærme os fra at mærke de ubehagelige følelser. Det kan være helt gamle barndomsstrategier, som vi er mere eller mindre bevidste om.

Strategierne lægger sig som et slør over virkeligheden, så vi bliver lidt skærmede fra realiteterne, men samtidig betyder det, at vi ikke kan se helt klart. Det er få af os, som er virkelig gode til at være med de pinefulde følelser, adskille hvad der er hvad og trøste os selv på en konstruktiv måde, når krisen rammer.

Når jeg møder skilsmisse familierne er de midt i en orkan af kriser og vi skal i første omgang arbejde på, at orkanen skal lægge sig lidt og vi skal arbejde med, hvordan hver forælder kan sikre deres eget hus bedst muligt og hvordan de hver især kan gøre noget, der også sikrer vejen mellem husene, for det er der, deres børnene skal gå.

Jeg kender selv til både at være pårørende og skilt, at være presset og i krise, fanget i gamle strategier og at være barn klemt i en skilsmisse og højkonflikt og jeg ved godt det er sin sag ikke bare at pege på alle de andre, når orkanen raser. Jeg ved også at det eneste sted, man kan forandre noget, som virkelig kommer til at gøre en forskel, er hos dig selv. Det hjælper ikke, at råbe ud mod orkanen i et forsøg på, at få den anden til at forandre sig.

Og det fører mig direkte videre til et af de områder, hvor jeg også har været i gang med en stor transformation, nemlig kærlighedsområdet. Jeg har kastet mig ud i at date gennem de sidste 2 års tid og hold nu op, hvor bliver jeg hurtigt fanget i min gode gamle position, hvor al min opmærksomhed er på den anden. I det mindste opdager jeg det nu langt hurtigere.

I går var jeg hos frisøren og det er altid hyggeligt og blev til en skøn samtale og udveksling af erfaringer om det med mænd, dating og kærligheden. Jeg kommer lynhurtigt til at vente. Vente på svar, vente på han vil noget, vente på han finder interesse nok i mig, vente på at noget hos ham forandrer sig, så det passer bedre til det, jeg gerne vil, vente på det bliver bedre, vente på at jeg måske alligevel forstår tingene anderledes, vente på jeg får det anderledes, vente, vente og vente…..

I al min venten tænker jeg ikke på, om det her egentlig er godt nok for mig. Jeg kan jo tydelig mærke eller periodevist tydelig mærke, at det er ikke godt nok for mig, men så er det “vente” dukker op eller strategien fra gamle gamle dage, “det bliver måske bedre om lidt”, hvis jeg nu gør sådan eller sådan eller sådan.

Jeg har utrolig svært ved ikke at vente, hvis der nu er bare lidt eller endda meget, som faktisk er godt. Jeg taler mig selv ind i at vente på resten eller nøjes med det der er og ikke være så krævende. Du skal da bare være glad for at, der overhovedet er noget og ingen kan få alt, nu skal du ikke være så krævende, sæt nu pris på det du har fået.

Jeg hører og ser tydeligt min barndoms historik om kærlighed udspille sig her. Min mor har altid haft en særlig karakter, hvor hun ikke har øst ud af hendes kærlighed og efter mine forældres skilsmisse, som kommer i kategorien for højkonfliktskilsmisser og hvor barnet bliver klemt, så var min position, at vente.

Som barn havde jeg ingen indflydelse på min familiesituation og de vilkår, der var. Jeg ventede på, hvornår der var plads og tid til kærlighed til mig. Hvornår min mors humør var bedre, hvornår jeg skulle op til min far for en stund, men altid med den følelse af en tung sten i maven, som var bevidstheden om min mors smerte og alenehed hjemme, når jeg var væk. Jeg forsøgte at gøre ting, der kunne ændre vilkårene, men oplevede ikke der var de store resultater. Mit bedste bud var derfor ikke at gøre mig til for meget besvær, ikke stille for store krav.

Det har taget mig mange års transformationsarbejde at komme overens med historikken og mange år, at lære mig selv at kende, nu er mit fokus at gøre noget anderledes, noget nyt, noget der ikke er automatisk tillært for mig i relation til en kærlighedspartner. Jeg skal sætte mine egne behov først, invitere mig selv til at få det bedste og til at være optaget af mig selv og agerer ud fra det også i forhold til en kærlighedspartner.

Allerede når jeg skriver det her, river det i mig, og jeg bliver forskrækket ved tanken om, at jeg lyder helt utrolig krævende, men det må jeg gerne være. Det er min gamle strategi, der vågner og tænker, der er fare på færde, frygt tankerne, som kun kan overvindes med kærlighed. Jeg er jo det menneske, jeg er og det vil jeg gerne dele med en anden, som kan værdsætte præcis det og en, som også kan give mig den samme følelse tilbage.

Nå jeg tror det må være nok for nu…. jeg har fået talt mig der hen, hvor jeg gerne vil være og hvor jeg føler mig inspireret til mere. Tak.

Dannelsesrejse voksen og barn

Skriv en kommentar

Hyyyyyl i dag regner det her på ferien, rigtig væmmelig DK regn 🥴 min lille pige er døøøød skuffet og græder. Hun vil bade og sole og sole og bade og kan ikke rigtig se andet, der er sjovt.

Mit voksne jeg siger, rolig rolig det er bare regn og her er da meget hyggeligt her på terrassen. Prøv og lyt, hvordan det trommer og vi kan lave mere kaffe, skrive på bloggen og bare være lidt.

Fra et kursus i mirakler tænker jeg, der sker det, der skal ske. Du ved ikke, hvad der er dit eget bedste. Læn dig tilbage og tag imod det, som er. Du er forbundet, du er kærlighed.

Pludselig giver det eksempelvis igen mening, at jeg har fået værelset med terrassen bag trappen. Først tænkte jeg, øv, jeg har ingen udsigt, men trappen er smuk fra siden, omgivet af smukke blomster og så giver den skygge, skærmer og nu også læ for regnen.

Denne sommer er jeg igen kommet til at tænke meget over mine relationer og hvilke relationer, der kalder på mit indre barn og hvilke relationer, der kalder på mit voksne jeg, samt forskellen på de 2.

Både venner, familie, kollegaer og mænd, jeg dater kan på forskellig vis kalde på og vække både barnet i mig og mit voksne jeg. Jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg kan mærke forskellen indefra og ikke bare forstår det med hovedet.

Når barnet vækkes, oplever jeg det som, at den anden person taler og møder mig fra deres eget indre barn. De kan henvende sig fra enden deres legesyge, vrede, triste, kuede, hungrende eller måske overansvarligt barn, ligesom at jeg kan henvende mig til dem fra mit barn og de responderer fra deres.

Det kan være dejlig og sjovt at pjatte lidt rundt som 2 børn sammen, men, som når 2 børn pjatter, kan tingene hurtigt udvikle sig til noget svært hurlumhej og det vil føles for trangt, hvis man ikke kan switche ud af det igen og have det sjovt som de voksne mennesker, vi er.

Det kan også være fint, at være der for hinanden, når ens indre barn bliver ramt på forskellig vis og er bange, vred eller ked af det, men det bliver for snert og tungt, hvis man ikke samtidig har sin egen voksne i nærheden til at tage ansvaret.

De fleste af os kender godt til at lægge ansvaret for vores trivsel over på andre eller andet, som lige nu med regnvejret her på min solskinsferie……

Jeg kunne tildele vejret ansvaret for at ødelægge min ferie, men jeg kunne også tildele mig selv ansvaret for, at det bliver en dejlig ferie på trods af regn og ja selvfølgelig er det ærgerligt, men måske noget nyt så vil opstå netop pga regnen.

Nogle mennesker har rigtig svært ved at tage ansvar for egne følelser og behov. De lægger deres følelser, behov og ansvaret for disse over i andre. De “hopper ud af sig selv og over i andre”, og mærke ikke sig selv, men mærker heller ikke den anden rigtigt. De bliver plæderende, styrende, ulykkelige eller vrede og skuffede mod eller på den anden, hvis de ikke bliver forløste.

Både qua min opvækst og som pårørende i en familie med misbrug kender jeg i høj grad til det at “hoppe over i andre”, og jeg kender martyren, som konsekvens af det.

Jeg har både ageret styrende og rasende og ødelagt stemningen mange gange, uden jeg kunne se det var det, jeg gjorde. Tværtimod ville jeg dengang hårdnakket påstå, jeg var den eneste ansvarlige af os 2.

Jeg kender også relationer, hvor det er omvendt og jeg føler det som om, at jeg blive puttet i en kasse og fastholdt der, selvom den føles for lille.

Det er en kasse eller rolle, hvor der ikke er plads til, at jeg kan være voksen overfor en anden voksen. Det minder mig om den position, jeg har puttet pigernes far i dengang, hvor jeg insisterede på at være hjælperen og han var offeret.

Jeg længe arbejdet med mig selv for at finde ud af hvad, hvornår og hvordan, jeg kan navigere bedre i mine forskellige relationer og ikke mindst, hvem jeg skal navigere udenom eller ikke tillade at komme for tæt på.

Jeg har fundet ud af forskellen på, hvordan det føles for mig, når relationen er voksen og der er en voksen resonans, hos den anden og det er en kæmpe hjælp.

En voksen til voksen relation føles for mig let, behagelig, spændende, inspirerende og der er masser af plads og tillid til frit at sige til og fra. Plads til at være dig og mig, her og nu, uden, der opstår alt muligt følelses kaos, usikkerhed, klaustrofobi, skyld, skam og tvivl mm.

Jeg har tidligere været usikker på om det betyder, at der ikke er så mange følelser i sådan en relation. Om det er lidt kedeligt og uinteressant, men det er slet ikke tilfældet.

Der er plads til masser af følelser og sjov og alvor og dybde, der er også plads til frihed, fordi hver person bærer ansvaret for egne følelser, behov og trivsel og fra det udgangspunkt kan vi “ lege” sammen på et helt andet niveau.

Nu titter solen sørme frem❤️

Familie traume

Skriv en kommentar

Jeg har netop været på kursus i højkonflikt skilsmisser med Eia Asen og Emma Morris. De fortalte om forskningsresultater i forhold til, hvor destruktivt og traumatiserende det er for børn, at vokse op i krydsfeltet mellem forældres konflikter. Hvordan børn af familie med højkonflikt senere i livet lever under indflydelse af disse traumer, med risiko for PTSD reaktioner, dårlig uddannelse, kriminalisering og ofte selv havner i destruktive parforhold. På kursus blev vi præsenteret for en metode, i forhold til hvordan man som familie behandler kan arbejde med forældrene, så de kan hjælpe deres børn ud af krydsfeltet.

Det er ikke selve skilsmissen, der traumatisere børnene, men konflikten mellem forældrene, der er ødelæggende for barnet, fordi den gør at barnet bliver tvunget ud i en loyalitetskonflikt mellem de 2 mennesker, som er de mest vigtige mennesker for barnet og som det elsker mest i livet.

Konflikten mellem forældrene levner ikke plads til barnets følelser og behov og det udelukker muligheden for at barnet kan udtrykke sig frit om de oplevelser og den kærlighed mv det har for begge forældre i begge hjem. Forældre bliver på grund af konflikten opslugt af selve konflikten og af den anden part og de mister fokus og opmærksomhed på barnets perspektiv og position. Mennesker i konflikt mister deres mentaliserings evne både over for sig selv og andre.

Enhver forælder ønsker sit barns bedste, men i skyggen af konflikten opleves det som om den anden part, er den mest skyldige eller den, der burde ændre sig, den der skaber problemerne og optrapper konflikterne, alt imens man er blind for egne handlemuligheder, indflydelse og medansvar. Der sker en forvrængning og forældrene oplever sig magtesløse og uden handlemuligheder på grund af den anden.

Eia og Emma taler om, at barnet fanges i en trianguleringen og at barnet uden forældrenes støtte og hjælp, vil samarbejde og understøtte forældrenes indbyrdes konflikt. Dette kan eksempelvis vise sig ved at barnet gør sig loyal overfor den forælder, som måske er tættere på, mere sårbar eller udsat, mens den anden forælder, der er mere distanceret og umiddelbar stærk skubbes ud af kontakt med barnet eller gøres.

Barnet vil føle sig tvunget ud i at være mere loyal overfor den forælder barnet er tættest på og dermed ad sig selv insistere på, at den anden forælder er forkert, dum og ond mv. Barnet vil tage afstand fra de sider og følelser hos sig selv, der knytter sig til den distancerede (dømt ude) forælder.

Min egen opvækst har præcis været præget af en sådan højkonflikt skilsmisse og jeg har været fanget i triangulering det meste af min opvækst. Jeg husker eksempelvis en dag, hvor jeg kom hjem og fandt min mor sønderknust i stuen.

Jeg var overbevist om, at nogen var død, sådan som stemningen i lejligheden føltes. Jeg fandt hende siddende i den brune stol med et brev i hånden fra min far. Hun læste brevet op for mig eller fortalte mig indholdet, som var at min far ikke ønskede at se min mor eller tale med hende igen. Det betød, at hvis jeg skulle se ham, så skulle jeg selv gå ned ad trappen, frem for, at han kom op og hentede mig.

Jeg forstod og vidste, at det blandt andet handlede om min fars “nye” kone, som var meget jaloux over min far og mors forhold. De var gået til og fra hinanden gennem længere tid uden at afslutte det endeligt og nu satte hans altså det endelige punktum via dette brev.

Det efterlod mig i en kæmpe loyalitets konflikt, jeg elskede min far meget højt og jeg ønskede på mange måder, at det var ham jeg boede hos, men at se min mor så knust og valgt fra, gjorde at jeg med det samme tog hendes parti og sagde, at så ville jeg heller ikke se ham og sådan blev det.

Eftersom min far ikke talte med min mor og min mor var så knust talte “vi” aldrig om det igen. Først nogle år senere, måske bare et år, så jeg min far igen. Jeg havde via alverdens omveje fundet hans telefon nummer og ringede til ham. Vi aftalte at mødes igen, men jeg vurderede, at det var bedst, vi mødtes i hemmelighed. Det indvilgede min far i og på den måde blev han ved med at fastholde trianguleringen og den højkonflikte situation, hvor jeg var gidslet. Min mors bidrag til konflikten var, at hun aldrig tale med mig om mit loyalitets valg overfor hende og mit valg om ikke at ville se min far.

Begge mine forældre har hele vejen igennem brugt mig som meddelelses overbringer, samt udtrykt sig om den anden på upassende vis set ud fra mit perspektiv og ud fra forståelsen af, hvad der giver mig friheden til at elske begge forældre.

Eia og Emma har udviklet 3 parametre eller målelinjer, hvorigennem man kan tale med forældrene og hjælpe dem til at huske barnets position, samt at fokusere på eget ansvar i forhold til mønsteret, kommunikationen og det, der er bedst for barnet. Eia og Emma siger, forældre må være i al den konflikt de orker, men de må tage ansvar for at ændre mønsteret og kommunikationen, så barnet ikke tager skade af deres konflikter.

Første område handler om barnets forhold til den anden forælder. Forstil dig en linje, hvor der i den ene ende står: Støtter forholdet til den anden forælder og i den anden ende står der, Rubbish (oversættelsen er svær) måske ballade eller saboterer? Pointen er at man taler med henholdsvis mor og far om, hvordan de ser sig selv på denne linje, og hvordan de ser, at de selv bidrager til at støtte eller sabotere barnets forhold til den anden forælder, samt hvordan de ser den andens indsats på samme linje.

Når man har placeret sig og den anden på linjen, kan man tale ud fra dette, samt inddrage den vigtigste vinkel, som er barnets perspektiv. Hvordan tror forælderen at deres barn oplever dette og, hvad kan de selv gøre nu og her, for at støtte mere?

Næste område handler om, hvor meget barnet er involveret i forældrenes konflikt og i den ene ende står der skjold ( barnet er helt beskyttet), i midten står der eksponeret og yderst til højre står der involveret. Igen placerer forælderen, hvordan de ser sig selv og den anden. Der spørges ind til barnets perspektiv (mentalisering), samt hvad de selv kan gøre nu og her for at skærme mere.

Sidste område handler om tilknytning og i den ene ende står der afhængig og i den anden ende står der uafhængig, adskilt. Spørgsmålene er som ovenfor, hvordan ser du dig og dit barns forhold på denne linje og hvordan ser du den anden forælders forhold med barnet på samme linje.

Med den viden, du har om, hvad der er bedst for dit barn og i forhold til barnets behov for at have et forhold til begge sine forældre og hvis du hæver dig op over konflikten med den modsatte part, hvordan ønsker du da pilene skal være på de 3 ovenstående parametre og hvad kan DU gøre for at det bliver sådan, hvad kan du gøre nu og fremadrettet.

Jeg ville ønske, at jeg dengang havde mødt nogle behandlere, som kunne have stillet mine forældre til ansvar for situationen, som de med deres højkonfliktfyldte skilsmisse satte mig i. Jeg ville ønske, de kunne have fået den hjælp til at se og forstå mig og mit perspektiv.

Hvis vi havde modtaget hjælp dengang, så forestiller jeg mig, at jeg eksempelvis var sluppet for den forvrængede følelse af overansvar, som altid har forfulgt mig, samt den nedprioritering af egne behov og frihed til at føle, hvad end jeg føler.

Noget af det Eia og Emma også lagde vægt på, var at invitere netværket ind til at hjælpe og støtte forældrene i at se barnets perspektiv og de mere konstruktive veje at gå. Fordi højkonflikt skilsmisser er et så utrolig sårbart og skamfuldt felt er netværket vigtig. En veninde, en bedsteforælder, andre familiemedlemmer mv. Det er lettere at ændre sig, når man har støtte fra andre..

Mine forældre og jeg, kunne måske med den rette hjælp og indragelse af netværket, være sluppet for noget af al den skyld og skam følelse, vi hver især har båret rundt på hele livet, som følge af det lange traumatiserende forløb, vi har været igennem. Måske kunne vores netværk dengang have været en hjælp, fastre, mostre og kusiner, kunne have hjulpet mig med et mere sundt narrativ om mine forældre og et frirum, frem for at familien blev splittet yderligere og vi alle var meget isolerede.

Jeg genkender, at særligt i mine ungdom, men stadig opdele mig selv i sider. Der er sider jeg acceptere og sider jeg ikke kan accepterer, sider som svarer til den forælder, jeg i sin tid og periode har været loyal overfor i trianguleringen. Jeg ser, at jeg stadig, på trods af jeg i dag er 53 år om mine forældre ca. 80 år stadig i en vis grad sidder fanget i samme gamle triangulering og loyalitets dilemmaer.

Vores opvækst traumer, hvad end de handler om, følger os hele livet, og heldigvis kan vi med hjælp og støtte, udvikle sig og gøre sig mere fri, så vi lettere kan agere anderledes, mere hensigtsmæssigt og konstruktivt på trods af hvad end, vi har med os.

Med splinten i øjet

Skriv en kommentar

Jeg har været ude for et uheld. Jeg fik hevet i noget pap, som svirpede op i mit øje, uden jeg nåede at lukke mit øje som beskyttelse. Så efter en tur på skadestuen, i går, sidder jeg nu her med et øje til at se og et øje lukket, der løber og svier.

For 2 dage siden skrev jeg om overgivelse og noget med at se situationer som en invitation eller se, hvilken invitation livet indbyder til her og nu.

Det føles næsten absurd, at tænke på efter uheldet i går, hvor jeg slet ikke kunne se. Jeg måtte bare ligge mig i mørket med lukkede øjne og vente på at få det bedre. I dag er det heldigvis allerede lidt bedre.

“Så hvad kan denne oplevelse være en invitation til????”, spørger jeg nu mig selv og min indre nørdede terapeut side.

Min indre terapeut svarer: “Jeg kommer til at tænke på flere ting. Du kan tage det, du kan bruge og lade resten være”.

I “Et kursus i mirakler”, har jeg læst flere tekster om at være nærværende og frem for alt ønske at se. Ikke bare se gennem erfaringens-og fortidens fortællinger, men virkelig se det som er foran dig. Når du nu er ramt på øjet og synet, som du tidligere har taget for givet, tvinges du til en anden opmærksomhed og taknemmelighed over at kunne se. Når du nu kun kan se med det ene øje, må du ligeledes virkelig se, da det ændrer dine evner til at navigere og du kan dermed ikke bruge din autopilot.

Der er ting, som jeg stadig har svært ved at se i øjnene. Der er vilkår, som stadig kan forstyrre mit syn på mig selv og på mine evner, på mit liv og på mine relationer. I stedet for at overgive mig og se livets realiteter i øjnene, løber jeg fra det med handlinger, som gør jeg ikke mærker sorgen, men som samtidig forhindre mig i at trøste mig og være med mig. Så længe jeg ikke får trøstet mig, kan jeg ikke møde mig selv med den kærlighed, jeg fortjener og uden min fulde kærlighed kan jeg ikke folde mine vinger ud og se mit eget fulde potentiale i fred.

Når jeg nu er ramt på øjet, må jeg sætte farten ned. Jeg kan ikke handle og suse afsted. Jeg tvinges til at tage den med ro og holde mig i ro. Jeg inviteres til at mærke, hvordan det er at være mig og hvordan jeg har det. Det giver mig tanker om, hvad jeg skal skrue op og ned for, for at have det godt. Jeg må tage mig godt af mig og jeg kan tage imod den hjælp, støtte og omsorg, som jeg mødes med af andre og det er dejligt.

Jeg kan også vælge at lade mig inspirere af fortællingen om Snedronningen af H.C. Andersen og Hero´s journey. I fortællingen får drengen (som kunne repræsentere handlinger og det maskuline) en splint i øjet og forføres af Snedronningen. Pigen (som kan repræsentere værdier, følelser og det feminine) rejser ud for at befri ham og fjerne splinten fra hans øje, så han igen kan se og de kan forenes i fred og kærlighed. Snedronningen er ond og hun fryser verden og andre personer til is, som prøver at bekæmpe hende, Da drengen får splinten ud tør verden op og blomsterne springer ud, lyset og solen kommer frem, glæden og freden.

Jeg kan forstå fortællingen eksempelvis som, at hvis jeg finder mere balance mellem mine handlinger og mine værdier og følelser, så vil min virkelighed blive mere frodig, lys og blomstrende. Fastholder jeg splinten i mit øje bliver min verden mere kold og adskilt fra mine følelser og værdier.

Handlingens- og meningenslandskab er en del af det narrative genforfattende samtalekort, hvor man udforsker hvilke andre historier en den dominerende fortælling, man har i sit liv. Fortællinger viser sig i de værdier man handler på baggrund af og de handlinger, man gør. De alternative historierne folder ens identitet ud på en positiv måde.

Jeg tager det med mig, at mit lille uheld er en invitation til at stoppe op og være kærligt med mig selv og til at tænke i de forskellige teoretiske vinkler og dele det her i bloggen. God søndag ❤

Rundtosset

Skriv en kommentar

Jeg går og snurrer lidt rundt om mig selv i denne tid, måske fordi det er efterår og en melankolsk tid for mig. En tid hvor jeg generelt har tendens til at suge det melankolske og triste lidt mere til mig. Måske er jeg røget ind i nogle gamle mønstre og føler mig lidt ude af mig selv og har svært ved at finde hjem igen. Måske snurrer jeg rundt, fordi livet generelt slår med halen over for mine kære og nærmeste. Uanset grunden, så snurrer jeg lidt rundt.

Når jeg snurrer rundt på denne måde betyder det, jeg har svært ved at finde hoved og hale i hvad, der er hvad. Hvad er gamle mønstre, hvad er reelle følelser her og nu, hvad har jeg brug for, hvordan kommer jeg videre, og måske netop det med, hvordan kommer jeg videre, er relevant at kigge lidt mere på.

Jeg bryder mig nemlig ikke om at snurre rundt eller at være trist og bekymret. Jeg kommer i kontakt med følelser af savn og følelser af ikke at føle mig god nok og elsket. Mit system genkender følelserne og stemningerne fra tidligere og det aktiverer mit overlevelses system, som råber lad os komme væk hurtigst muligt. Jeg kommer til at identificerer mig med følelserne, fordi de er som gamle venner, gamle kendinge, der kigger forbi og pludselig tror jeg, livet er sådan nu.

Jeg kan forsvinde væk og forstyrre mig selv med tv serier, sociale medier, gøremål, snak med den ene og den anden eller spise slik og søde sager til jeg segner, men alt imens jeg afleder opmærksomheden, forholder jeg mig ikke til følelserne, og det er retraumatiserende. Jeg kommer til at fastholde mig selv i de gamle følelser, som en slags underlægningsmusik, i alt det jeg gør, samtidig med jeg forsøger at undgå at mærke på dem.

Når jeg snurrer rundt, er det langt bedre for mig, at blive hvor jeg er. At jeg bliver i mig selv, og hilser de følelser velkommen som kommer forbi, også selvom de er triste og fulde af savn til noget der var eller ikke var engang. Ved at forholde mig til følelserne, kan jeg identificere dem og være der for mig selv med omsorg, trøst og kærlighed, på den måde opløses de og forsvinder indtil næste gang.

Jeg er ikke mine følelser, jeg mærker mine følelser. Jeg er ikke efterår, jeg mærker efteråret, som også er fyldt af smukke farver og lys, når jeg vælger at være nærværende og se det. ❤

Forældreskabet

Skriv en kommentar

Vi har alle et ønske om at være de bedste forældre for vores børn og bevare et godt forhold til dem hele livet. Jeg tror også de fleste af os kan nikke genkendende til, at det undervejs kan være udfordrende, fordi vores børns personlige udvikling og reaktioner vækker noget i os, som ikke altid er lige nemt at håndtere.

Personligt har jeg, som mor, været meget optaget af ikke at gentage de mønstre fra min egen barndom, som har forvoldt mig smerte og adskillige terapitimer at finde en rimelig fred med. På trods af opmærksomheden eller måske på grund af opmærksomheden, har jeg mange gange undervejs havnet i situationer med mine børn, hvor jeg ikke har følt mig kompetent nok, og hvor jeg har bebrejdet mig selv ikke at kunne slå til.

Kisser Paludan, psykolog og forfatter, har skrevet en bog “Bevidst forældreskab”, hvor hun skriver om, hvordan vi gennem mødet med vores børn kan lære meget om os selv og om dem, fordi vores børn udløser det i os selv, som ikke er bearbejdet. Bogen handler også om, hvordan vi som forældre bliver nærværende og åbne over for vores børn, os selv og livet gennem selvkærlighed og selvindsigt.

Jeg synes det er kloge ord og en befriende og inspirerende vinkel Kisser Paludan har på forældreskabet. I stedet for at bebrejde os selv eller tro vi skal gøre mere, så må vi vende opmærksomheden indad og gå på opdagelse i, hvilke svære følelser og gamle traumer, vores børn ind imellem vækker i os selv, samt hvordan vi kan møde os selv i det, på en ansvarsfuld, kærlig og healende måde.

Jeg tænker: Tak og ja selvfølgelig. Når vi ikke tager ansvar for egne følelser og det som vækkes i os selv, også i samværet med vores børn, vil det give smerter og konflikter i relationen i det lange løb. Vi risikere at få en relation, hvor vores børn opfører sig tilpasset og venligt overfor os, frem for oprigtigt og nærværende. Eller vi risikerer mange konflikter og i værste fald at de trækker sig væk fra relationen.

Vi er alle styret af frygt i mange sammenhænge og som forældre kan vi, overfor vores børn, eksempelvis være styret af frygten for at de ikke trives, at de “falder ved siden af”, at de ikke klarer sig, at de ikke føler sig elsket mm.. Vi kan også være styret af frygten for at vi ikke er gode nok forældre, at vi gør for meget eller for lidt, at vi skaber afstand eller frygten for at mærke på den smertefulde skyld og skam mm.

Når vi lader os styre igennem livet af frygt bliver tingene mere komplicerede. Vi kommer let til at synes, at vi skal gøre en masse, vi overkompenserer og skrue forventningerne op til situationen, relationen og til, hvordan udfaldet skal være. Vi mister eller glemmer evnen og friheden til at være til stede som dem vi er, hver især.

Det bedste redskab mod frygt er kærlighed, så endnu engang er mere selvkærlighed svaret, når de svære følelser viser sig, også i forældreskabet. Kisser Paludan har en pointe, når hun siger at det ikke er, hvad der sker i livet, men hvordan du håndterer det, der gør forskellen.

I nedenstående podcast samtaler Mette Carendi (cand.mag. i psykologi, forfatter, foredragsholder og rådgiver) med Kisser Paludan om tilknytning og forældreskab. De siger blandt andet, at det handler om, som forælder, at lære, hvordan man kan møde sit barn sådan, at de ting man selv synes er svært, bliver ens barn god til at håndtere. Det kræver først og fremmest, at man selv er nødt til at kunne mestre det.

En skelnen

2 svar

Interessant, hvordan en sætning pludselig kan fange ens opmærksomhed og folde sig ud med stor mening. Til morgen læste jeg: “En klar skelnen mellem hvad der er skabt og hvad der er lavet er afgørende”. For mig giver det stor mening og virker som et slags kompas eller en guideline i forhold til, hvordan jeg forholder mig til det, jeg oplever og tænker.

Sætningen fik mig til at tænke på at de tanker og oplevelser, som er skabt af andre, af jorden, af omstændighederne eller af Gud (om du vil), de står ikke til at ændre for den enkelte. Dermed må jeg lade dem være, slippe dem, forsone mig med dem eller lade dem passere i en forståelse af, at det er som det er, hvor pinefuldt, ærgerligt, sørgeligt, farligt eller forkert jeg end oplever det. Det er ude af mine hænder.

Jeg har netop holdt pårørendekursus og endnu engang siddet sammen med mødre, fædre, kærester, søskende og børn, hvis kære har et misbrug, som de så hjertens gerne vil ændre og løse. De er alle i en frygtelig stress, afmagt og hjerte pine. De kommer på kurset i håbet om, at der er noget, de kan gøre så deres kære får det godt igen. På kursus kan jeg tilbyde nærvær, viden, et andet blik på dynamikken og en invitation til at ændre egne tanker og position i forhold til problematikken.

Jeg må igen og igen fortælle, at der desværre ikke findes nogen trylleformular, som kan ændre det, som andre mennesker gør eller ikke gør. Jeg fortæller også, at ved at ændre, det du kan, kan det skabe nye dynamikker, som måske kan sprede sig, som ringe i vandet.

Det er så ufattelig svært at acceptere og forstå, at man ikke kan lave den andens livslinje og valg om, så de passer bedre efter det, man selv synes kunne være så godt og smukt. At man kun kan være et fyrtårn.

Jeg kender det selv til hudløshed. Jeg har i årevis gjort alt, hvad der har stået i min magt, for at ændre den anden og den andens situation. Jeg har prøvet det igen og igen med min mor, med min mand, som er pigernes far og tidligere stofmisbruger, med mine piger eller deres omgivelser, når livet har slået knuder for dem og jeg har haft svært ved at udholde det.

Jeg har prøvet det i venneforhold og på arbejdet. Jeg kender det fra mig selv, når jeg ønsker noget skal ændre sig, fordi jeg er urolig og i mistrivsel, men jeg har ikke altid fokus på, hvor lidt jeg i virkeligheden er i stand til at ændre eller hvad og hvordan.

Jeg bruger en masse energi på at at piske mig selv rundt, skælde mig ud og drive mig selv frem, så jeg kan gøre endnu mere. Eller jeg prøver at kompensere, løse og ændre med mine handlinger for på den måde at påvirke tingenes gang og holde mine urolige følelser skak mat.

Det jeg ikke har opdaget er, er at det udelukkende er de tanker og oplevelser som er lavet direkte af mig, som jeg kan påvirke. Jeg kan påvirke mine tanker med den måde, jeg forholder mig. Jeg kan sende mig selv kærlighed og hjælpe mig selv til at skelne mellem, hvad der er skabt og hvad, der er lavet, hvad jeg selv laver.

Jeg oplever, at når jeg beroliger mine tanker med kærlighed, også selv om jeg ikke altid kan føle kærligheden, så kan jeg lettere finde roen til at skelne mellem, hvad jeg reelt kan påvirke og hvad jeg ikke kan.

Med mere ro i sindet, kan jeg lettere komme mig selv i møde og være med mig i de svære følelser, som popper op i erkendelsen af, at tingene er som de er. Jeg kan se, at de svære følelser knytter sig til min fortids oplevelser og ved at favne hele mig i alle tidsperioderne, kan jeg lettere finde lidt ro og trøst. Det eneste jeg kan lave om på, når frygten kommer, er at møde mig selv med kærlighed.

Søndags refleksioner

Skriv en kommentar

Jeg er gået i gang med at læse “Et kursus i mirakler” af Helen Schucman. En kæmpe bog, som er skrevet på en måde så den i form og tekst minder om en Bibel. Der er noget ved bogen som skræmmer mig og får mig til at tænke, at det kan virke indoktrinerende, men samtidig tiltaler det mig, det jeg læser.

Bogen handler om kærlighed og om at ændre sine tanker fra frygt til kærlighed. Derfor er det jo et pudsigt paradoks, at bogen i sig selv vækker lidt frygt hos mig. Mens jeg læser den åbner mit hjerte sig på en virkelig behagelig måde og jeg kommer i kontakt med noget spirituelt og åndeligt i mig selv, som er det, der samtidig forskrækker mig lidt.

Jeg havde bogen med på stranden i går og jeg kom til at tænke over, at det måske var lidt flovt og upassende, at ligge og læse sådan en bog i offentligt rum? Det overrasker mig egentlig, at jeg er så blufærdig omkring min egen åndelighed. Måske skyldes det min mor er meget ateistisk eller ikke troende, som hun kalder det, og måske kender jeg faktisk ikke mange, der står frem med deres åndelighed eller måske er det bare nyt, at jeg møder mig selv her. Som altid bliver jeg ihvertilfælde nysgerrig, både over bogens budskab og min egen reaktion.

Alt er kærlighed, skriver Schucman og når man har ubehagelige følelser er det en kalden på kærlighed. For mig er det meget smukt og simpelt formuleret. Lige nu bruger jeg det som en reminder, fordi det taler lige ind i det, jeg selv arbejder med, nemlig at elske mig selv og møde mig selv med venlighed uanset, hvad der kommer.

Jeg har skrevet mange artikler om følelser, selv kærlighed og behov. Jeg har nok særligt beskæftiget mig meget med behov ved, at kigge tilbage til kernen eller roden, der hvor det uforløste behov stammer fra oprindeligt. Schucman beskriver behov som noget, der opstår når du fratager dig selv noget og jeg tænker dette noget, kan være kærlighed. Når der mangler kærlighed, opstår der et behov, som kan vise sig på mange forskellige måder. Det kan være et behov for erstatning, det kan være forskellige følelser, der er behov for at udtrykker eller handlinger, som aktiveres, behovet for at sige og gøre noget. Jeg tænker, behov hænger sammen med følelsen af, der mangler noget, der mangler kærlighed.

Følelsen af mangel, skriver Schucman, er en indikator på, at du vil vil have det bedre i en tilstand, der på en aller anden måde er anderledes end den du er i nu. Det kan næsten ikke siges mere enkelt og direkte.

Når jeg reflekterer over de 3 beskrivelser på et hverdagsplan, så kan jeg genkende mange store og små situationer, som jeg kan se mere enkelt på, hvis jeg forholder mig til beskrivelserne. Mit arbejde eksempelvis, her kan jeg ofte få fornemmelsen af, at jeg mangler noget, hvilket fremkalder et behov hos mig, der kan gå i mange retninger. Behov for at kritisere, for at flytte mig, klage, diskuterer, brokke mig mm. Samtidig eller i den sammenhæng mærker jeg følelser som ærgrelse, frustration, vrede, afmagt og ked af det.

Hvis jeg i den situation tænker, at ubehagelige følelser er en kalden på kærlighed, i første omgang kærlighed til mig selv, men måske også til stedet, ledelsen og alle ansatte, så opløser mine behov sig og hvis jeg samtidig tænker på at følelsen af mangler, indikerer en tilstand, hvor jeg vil have det bedre et andet sted, så er det ganske sandt. Måske et andet sted fysisk, men det kan også være et andet sted mentalt. Jeg kan ikke skabe noget positivt med negative tanker, det er derfor vigtigt, at jeg møder mig selv med kærlighed og bringer mig et andet og bedre sted hen.

Da jeg boede i Thy, brugte jeg mange år på at mærke på mangler og behov, som jeg ikke synes, at jeg kunne få tilfredsstillet. Jeg forsøgte at få dem tilfredsstillet med samtale, dialog, diskussion, skænderier, manipulation, fortrængning, samtale, dialog, skænderi og et hav af svære følelser og handlinger, som ikke hjalp mig i et bedre sted hen. Jeg kan i dag se, at jeg aldrig fik stoppet op og mødt mig selv med kærlighed og venlighed. Tværtimod skændede og skammede jeg mig selv ud til ubærlighed. En meget pinefuld proces, hvor jeg til sidst ikke kunne se anden udvej end at flytte mig selv fysisk for at overleve.

Havde jeg nu kunne stoppe op og møde mig selv med kærlighed, så havde jeg med sikkerhed kommet frem til samme resultat, at jeg ville flytte mig fysisk, fordi jeg simpelthen manglede noget og et andet sted (københavn) er bedre for mig. Men med kærlighed ville jeg havde kunne italesætte mine ønsker og behov på en måde, så de følelser det måtte fremkalde, kunne løbe mere frit og kærligt igennem mig og mellem os som par. Jeg forestiller mig, at vi med den kærlige tilgang lettere havde kunnet tale sammen som 2 voksne mennesker eller vi kunne have talt sammen ud fra et andet sted, et mere kærligt sted. Med negative tanker, kunne vi ikke skabe noget positivt.

Lørdag vågnede jeg op med følelsen af dårlig samvittighed over alt det, jeg synes, jeg skulle og burde, samtidig med et behov for bare at være fri og ikke skulle noget. Jeg klarede faktisk at komme mig selv i møde med, jeg elsker dig uanset hvad du gør og fik bragt mig selv et langt bedre sted hen mentalt, så samvittigheden slap.

Jeg ved ikke om det, for dig, lyder som noget værre hokuspokus det, jeg skriver om her, men for mig giver det rigtig god mening, For mig har det været en lang personlig rejse hen til, at kunne møde mig selv med sådan en kærlighed og åbenhjertighed. Det er ikke mange år siden, hvor jeg syntes det var komplet utænkeligt og, hvor selvkærlighed føltes som noget besværligt op ad bakke sniksnak, men det har hjulpet mig at gøre det på trods. At minde mig selv om venlighed, som var det ord, jeg lettere kunne tage ind i starten, at møde mig selv med venlighed.

Som de sagde i podcasten “Et kursus i mirakler”, som var min introduktion til metoden, så vil bogen komme til dig, når du kan bruge den og det gjorde den altså nu for mig. Var den kommet sidste år eller da jeg var i Thy, så var den røget direkte i reolen helt uåbnet, hvis ikke helt ud.

God søndag derude ❤