Dannelsesrejse voksen og barn

Hyyyyyl i dag regner det her på ferien, rigtig væmmelig DK regn 🥴 min lille pige er døøøød skuffet og græder. Hun vil bade og sole og sole og bade og kan ikke rigtig se andet, der er sjovt.

Mit voksne jeg siger, rolig rolig det er bare regn og her er da meget hyggeligt her på terrassen. Prøv og lyt, hvordan det trommer og vi kan lave mere kaffe, skrive på bloggen og bare være lidt.

Fra et kursus i mirakler tænker jeg, der sker det, der skal ske. Du ved ikke, hvad der er dit eget bedste. Læn dig tilbage og tag imod det, som er. Du er forbundet, du er kærlighed.

Pludselig giver det eksempelvis igen mening, at jeg har fået værelset med terrassen bag trappen. Først tænkte jeg, øv, jeg har ingen udsigt, men trappen er smuk fra siden, omgivet af smukke blomster og så giver den skygge, skærmer og nu også læ for regnen.

Denne sommer er jeg igen kommet til at tænke meget over mine relationer og hvilke relationer, der kalder på mit indre barn og hvilke relationer, der kalder på mit voksne jeg, samt forskellen på de 2.

Både venner, familie, kollegaer og mænd, jeg dater kan på forskellig vis kalde på og vække både barnet i mig og mit voksne jeg. Jeg er kommet til et sted i mit liv, hvor jeg kan mærke forskellen indefra og ikke bare forstår det med hovedet.

Når barnet vækkes, oplever jeg det som, at den anden person taler og møder mig fra deres eget indre barn. De kan henvende sig fra enden deres legesyge, vrede, triste, kuede, hungrende eller måske overansvarligt barn, ligesom at jeg kan henvende mig til dem fra mit barn og de responderer fra deres.

Det kan være dejlig og sjovt at pjatte lidt rundt som 2 børn sammen, men, som når 2 børn pjatter, kan tingene hurtigt udvikle sig til noget svært hurlumhej og det vil føles for trangt, hvis man ikke kan switche ud af det igen og have det sjovt som de voksne mennesker, vi er.

Det kan også være fint, at være der for hinanden, når ens indre barn bliver ramt på forskellig vis og er bange, vred eller ked af det, men det bliver for snert og tungt, hvis man ikke samtidig har sin egen voksne i nærheden til at tage ansvaret.

De fleste af os kender godt til at lægge ansvaret for vores trivsel over på andre eller andet, som lige nu med regnvejret her på min solskinsferie……

Jeg kunne tildele vejret ansvaret for at ødelægge min ferie, men jeg kunne også tildele mig selv ansvaret for, at det bliver en dejlig ferie på trods af regn og ja selvfølgelig er det ærgerligt, men måske noget nyt så vil opstå netop pga regnen.

Nogle mennesker har rigtig svært ved at tage ansvar for egne følelser og behov. De lægger deres følelser, behov og ansvaret for disse over i andre. De “hopper ud af sig selv og over i andre”, og mærke ikke sig selv, men mærker heller ikke den anden rigtigt. De bliver plæderende, styrende, ulykkelige eller vrede og skuffede mod eller på den anden, hvis de ikke bliver forløste.

Både qua min opvækst og som pårørende i en familie med misbrug kender jeg i høj grad til det at “hoppe over i andre”, og jeg kender martyren, som konsekvens af det.

Jeg har både ageret styrende og rasende og ødelagt stemningen mange gange, uden jeg kunne se det var det, jeg gjorde. Tværtimod ville jeg dengang hårdnakket påstå, jeg var den eneste ansvarlige af os 2.

Jeg kender også relationer, hvor det er omvendt og jeg føler det som om, at jeg blive puttet i en kasse og fastholdt der, selvom den føles for lille.

Det er en kasse eller rolle, hvor der ikke er plads til, at jeg kan være voksen overfor en anden voksen. Det minder mig om den position, jeg har puttet pigernes far i dengang, hvor jeg insisterede på at være hjælperen og han var offeret.

Jeg længe arbejdet med mig selv for at finde ud af hvad, hvornår og hvordan, jeg kan navigere bedre i mine forskellige relationer og ikke mindst, hvem jeg skal navigere udenom eller ikke tillade at komme for tæt på.

Jeg har fundet ud af forskellen på, hvordan det føles for mig, når relationen er voksen og der er en voksen resonans, hos den anden og det er en kæmpe hjælp.

En voksen til voksen relation føles for mig let, behagelig, spændende, inspirerende og der er masser af plads og tillid til frit at sige til og fra. Plads til at være dig og mig, her og nu, uden, der opstår alt muligt følelses kaos, usikkerhed, klaustrofobi, skyld, skam og tvivl mm.

Jeg har tidligere været usikker på om det betyder, at der ikke er så mange følelser i sådan en relation. Om det er lidt kedeligt og uinteressant, men det er slet ikke tilfældet.

Der er plads til masser af følelser og sjov og alvor og dybde, der er også plads til frihed, fordi hver person bærer ansvaret for egne følelser, behov og trivsel og fra det udgangspunkt kan vi “ lege” sammen på et helt andet niveau.

Nu titter solen sørme frem❤️

Kan sygdom ses som et forsvar?

Hvis jeg forsvarer mig, angribes jeg. Sygdom er et forsvar imod sandhed.

Ovenstående er dages session fra “Et kursus i mirakler” og den kan virkelig være provokerende for mig at læse, fordi jeg hurtigt ryger over i en indre diskussion og et forsvar omkring forståelsen af sygdom.

Mit forsvar går på, at jeg ikke vil acceptere den forståelse, at mennesker selv er skyld i og ansvarlige for syg. Når eksempelvis børn rammes af alvorlige sygdomme og voksne, for den sags skyld, mener jeg aldrig, de har et et valg og derfor mener jeg heller ikke, de kan være ansvarlige eller skyldige for sygdommen.

Med det sagt, hvis jeg så alligevel prøver at følge “Et kursus i mirakler´s” måde at tænke på , så kan jeg til en start spørge mig selv, om jeg er villig til at forstå dette på en anden måde? – og ja, det er jeg.

Så hvis jeg lægger alt, hvad der handler om skyld og skam væk og i stedet udelukkende tænker med kærlighed på mennesker og på sygdom, kan jeg da lettere forstå det på en anden måde? -ja det kan jeg.

I den systemiske tilgang taler man om, sygdommens funktion i familien og den identificerede patiens. Ud fra en kropsterapeutisk tilgang tænker man, at krop og psyke hænger sammen og hverdagslidelser, kan skyldes psykiske traumer, der sidder som forstyrrende smertelige propper i systemet og i den kognitive tilgang vil man tale om, hvordan forskellige situationer påvirker dine tanker, følelser, handlinger og kropsfornemmelser.

I et kursus i mirakler tænker man, at sygdom er et forsvar mod sandheden og at man angribes, når man forsvarer sig. Man inviteres til at forstå tingene på en anden måde, kigge bag om sygdommen. Når kroppen er blevet syg, hvad kan det da være en invitationen til og hvilken sandhed dækker den over?

Det kan være en invitation til at tage den med ro i hverdagen, en invitation til at stoppe op i livet, melde fra til hverdagens arrangementer, muligheden for at sætte sig selv og egne behov først, genopdage, hvad der er vigtigst i livet, tale sammen, bede om hjælp og række ud mod andre, tage imod omsorg, hjælp og kærlighed mm.

Kigger man bag om sygdommen og kigger på, hvilke sandheder sygdommen kan dække over, kan det handle om, at der er noget man ikke får taget ansvar for. Måske får man ikke sagt det højt, som er vigtigt, måske man ikke tager sig af egne sårbarheder og begrænsninger, man får måske ikke sat sine grænser, passet på sig selv eller man udsætter sig selv for noget, man i virkeligheden ikke har lyst til. Man har brug for noget andet, brug for en pause og måske sandheden synes uoverskuelig og sygdommen legetimere (på en tvistet måde), at man handler anderledes.

Sidst i november fik jeg Corona og det blev en ordentlig omgang, hvor jeg var syg i 3 uger og noget af tiden meget meget dårlig. Hvis jeg skal kigge på min egen sygdom, her og nu, som et forsvar mod sandheden, så er sandheden at jeg har tendens til at presse mig selv for hård for længe. Jeg er arbejdsom, kalder min chef det. Jeg holder mig selv i gang, fordi jeg kan lide at være i gang, fordi jeg er ambitiøs og har meget energi, men sandheden er også at det til tider tager overhånd og jeg kan miste mig selv og glemme at passe på mig.

Lige inden jeg blev syg, var mit arbejdsliv og privatliv, meget hektisk med aftaler og opgaver. Mange aftaler og opgaverne havde fået et skær af at være for andres skyld eller noget jeg oplevede var andres ønsker og forventninger til mig. Et gammelt mønster (kendt som martyren og hjælperen) som jeg genkender og havner i, når jeg ikke tager vare på mig selv og giver mig selv kærlighed nok.

Jeg løb afsted og sådan havde det været længe. Ikke kun på en dårlig måde, men sandheden er, at jeg ikke rigtig kunne finde ud af at sætte tempoet ned og jeg kunne ikke mærke mig selv nok og hvis jeg skulle mærke efter, skulle jeg til at lave noget om og se noget i øjnene. Jeg var fanget i “hamsterhjulet”.

Corona, hjalp mig allerede i marts til at sænke tempoet en hel del, men hen over sommeren kom det hurtigt op igen og da jeg blev angrebet af sygdommen i november, havde jeg været i gang med at forsvare mig i tankerne og jeg følte mig “angrebet” af omverden.

Når jeg agerer i verden og er styret af hjælperrollen, så ender det altid galt. Jeg tror, jeg gør det så godt og mine intensioner er gode, men det ender altid med, at føle mig angrebet frem for anerkendt, som er det behov, der ligger bag hjælperrollen. Det er fordi jeg er ude af mig selv og som RuPoul siger igen og igen i drag race: If you cant love yourself, how in the hell are you going til love sombody else.

Da jeg blev syg, måtte jeg slukke tv, computer og mobilen. Den første uge kunne jeg bare ligge og når jeg ikke sov, så lå jeg og tænkte ting. Alle mulige ideer og gamle minder poppede op og jeg kom til at huske, hvordan jeg, da jeg var lille, elskede at ligge om aftenen, inden jeg skulle sove, og tænke ting. En kærlig og fredfuld stund med mig selv.

I dag mærker jeg senfølger, som de kalder det. Mit hoved er eksempelvis anderledes og jeg bliver nødt til at tage den med ro. Det er som om for mange ting på en gang, hektisk energi og høje stemmer, påvirker mig, så jeg må trække mig og holde en pause. Prøver jeg at “holde ud” og overse det, får jeg synsforstyrrelser og snurren i hovedet.

Senfølgerne kan jeg vælge at se som, at når jeg har svært ved at fastholde hensynet til mig selv, så hjælper senfølgerne mig og jeg bliver nødt til at lytte efter.

Nogen dage er jeg ved at få pip af de senfølger og synes, at nu må jeg også se at komme videre og op i tempo. Jeg bliver bekymret og bange for, om jeg er god nok i slowmotion, men så minder jeg mig om at frygt tanker, er en kalden på kærlighed og når jeg læner mig tilbage i det, føles det rart og kærligt igen. På den måde giver også dagens tekst mening for mig ❤

Livsroller og forandring

Når jeg indtager en ny position i livet og i de relationer, jeg indgår i, så mærker jeg det gør noget ved mine gamle sædvanlige “roller”. Med roller, mener jeg, de måder, jeg er i verden på sammen med andre, når jeg eksempelvis er datteren, moderen, kvinden, veninden, medarbejderen, kollegaen, terapeuten mm.

Det er som om de gamle roller ikke helt passer længere, de sidder ikke godt på mig, men fordi vi er mennesker og vanedyr, forsøger jeg alligevel ofte automatisk, at klemme mig ind i den gammel kendte form. Ind imellem kan det føles som om de andre prøver at lokke mig ind i den gamle form, hvor de kender mig og systemet mellem os bedst, men jeg ved godt, de blot agerer ud fra det, der er kendt for dem.

Opgaven er at udholde forandringsperioden, holde fast i det nye, som er godt og vigtigt og sætte de grænser, der skal til trods eventuelle krusninger, påvirkninger og gamle vaner.

Note

“Det væsentlige er at finde ud af, hvem du er. Ikke den andre ønsker, du ville være eller den du ville ønske, du var. Først når du er den, du er, sker forandringen”

En lille note, min kollega satte på min opslagstavle. En note med en lille besked. En lille besked med et stort budskab. Et budskab, der kan sætte gang i mange indre historier, refleksioner og opmærksomheder ❤

Elefanten og giraffen

Mennesker er som art et flokdyr og vi søger på mange forskellige måder at være en del af flokken, en del af en gruppe, så vi ikke føler, at vi står alene. Vi fortæller os selv forskellige historier, som giver os adgang til følelsen af at være en del af en gruppe.

Det kan være gruppen af dem med store børn, dem uden børn, dem uden job, dem med, dem som altid fik skæld ud i skolen, dem der lavede ballade, de modige, de sjuskede, de sjove, de ordenlige, de rigtige, de forkerte eller dem, der havde en svær barndom, dem der strikker, dem der kører motorcykel, vinterbaderne mm.

Måske har vi valgt en strategi, hvor vi identificerer os med dem, der er mange af eller dem, der skiller sig ud og er anderledes eller alle dem, der ikke er i gruppe, udenfor nummer. Uanset er det en fortælling om en særlig gruppe.

Som flokdyr har vi en tendens til at måle os selv i forhold til andre både med dem, vi er i gruppe med og dem vi ikke er i gruppe med, men som vi måske gerne vil være i gruppe med. Vi bygger vores identitet og selvværd op, mens vi kigger på de andre og nogen gange kommer vi til at idyllisere en særlig gruppe, så vi selv føler os skak mat og ikke gode nok som dem, vi er. Vi bliver forblændet af de andre og kan ikke se vores egne kvaliteter og så bliver det svært.

Hvis vi nu forestiller os, at vi var dyr fra Afrika, som elefanter og giraffer. Så svarer det til at elefanten synes girafferne er meget smukkere, sjovere og bedre og elefanten gerne ville være lige som giraffen. Måske kunne elefanten øve sig i at være en giraf og begynde at gå med løftet snabel. Måske kom den endda til at ligne en giraf lidt, men den bliver aldrig en giraf og spørgsmålet er om elefanten ville have det sjovt i forsøget? Samtidig går giraffen rundt og misunder elefantens snabel, fordi den er god til at sprøjte med vand og kramme sin unger.

Pointen er, at vi alle sammen har nogle kvaliteter, noget vi er gode til og noget vi ikke er gode til. Styrken ligger i at blive den bedste udgave af sig selv. Den bedste elefant man kan blive eller den bedste giraf og så kan vi nyde hinanden, sætte pris på hinandens forskelligheder og måske lade os inspirere<3

• Min største kritikker
• Din indre dommer
• Din egen kæreste
• https://mindhelper.dk/identitet/indre-kritiker/

Kejserens nye klæder

Jeg nørder opgave igen, igen…

Denne gang om den narrative tilgang og min nysgerrighed kredser som altid om, hvad der hjælper mennesker til forandring.

Hvordan kan jeg, som terapeut, hjælpe mennesker hen imod deres ønske om forandring, deres drømme og mål for eget liv. Hvordan støtter og faciliterer jeg til, at de finder tilbage til og opdager deres indre kraft og styrker, deres agenthed(personlige handlekraft, aktør bevidsthed), som det så fint hedder på narrativsk.

Ifølge Michael White, citat:” Det er i virkeligheden ikke størrelser som motiver og behov der former livet, men socialt konstruerede konklusioner om disse størrelser”. Citat slut (White 2007, Kort over narrative landskaber s . 121)

Citat bliver udgangspunktet for min opgave og jeg forstår det på den måde, at vi som mennesker forstår os selv og hinanden ud fra konklusioner om forskellige motiver og behov. Motiver og behov der allerede overordnet er defineret og konstrueret i den kultur, kontekst, miljø og i de relationer, vi bevæger os i.

Det betyder, der er en konstrueret sandhed, som ex. et sundt menneske kan tage vare på eget liv. Et sundt menneske tager ansvar for egne følelser og behov. Et sundt menneske, fejler intet, har arbejde, familie og børn, spiser sundt og dyrker motion. Et sundt menneske har orden i økonomien, har venner og interesser, tager på ferie og holder sociale middage med sine venner og familie.  Eller en dygtig elev får 12 taller til eksamen og tager en uddannelse. Osv. osv.

Mange af disse konstruktioner af sandheder bliver vi påduttet dagligt via reklamerne, de sociale medier, regeringens politik, tendenser i tiden, medier i det hele taget, blogge om det gode liv, personlig udvikling mm. Alt sammen områder det enkelte menneske ikke har direkte indflydelse på.

I kraft af konstruktionerne om ex. det sunde menneske og den dygtige elev ligger den omvendte konklusion i luften, nemlig at har man ikke det, kan man ikke det, lever man ikke sådan, forstår man ikke det, så er man ude, ikke god nok og forkert fra normen…..

Menneskets behov er at være en del af fællesskaber og dermed en del af ex. de sunde menneskers- og dygtige elevers klub. Mennesker vil derfor føle behov for og bestræbe sig på, at komme i den retning, deres motiver vil være at blive en del af fællesskabet og undgå antagelsen om det modsatte, at de ikke er gode nok mm.

Når vi løber sur i det kan det være fordi, vi oplever, vi ikke kan leve op til motiver og behov. Det får os til at pålægge os selv en negativ fortælling om alt det, som er modsat de gængse konstruktioner om det gode liv, det sunde menneske mm.. Måske ender vi op med at bebrejde os selv at vi ikke formår at tage ansvar for eget liv, at vi er svage, useriøse, forkerte, ikke som de andre og ikke gode nok, fordi vi ikke egenhændigt, kan skabe det liv, hvor vi trives.

Terapi, som jeg ser det, kan støtte mennesker til at se et større perspektiv og sammenhæng, hvilket giver en egen forståelse og derefter kan man finde de mindre historier frem, som har gemt sig under gulvtæppet i forsøget på at leve op til forudbestemte konklusioner. Det nye for mig, som jeg henter direkte fra det narrative, er at de gemte historier om egenskaber, ressourcer og værdier ikke blot skal blive til forståelser af indre tilstande, men kan kobles sammen med intentionelle forståelser ved hjælp af konkrete handlinger.

Forståelsen af indre tilstande er dominerende i den vestlige kultur og hæfter sig til konklusioner om et menneskes mod, styrke, behov, motiver, handlinger mm. Det kan være godt nok, men ifølge det narrative er der først mulighed for udvikling, når man arbejder sig hen til den intentionelle forståelse.  Den intentionelle forståelse relaterer sig til  de bredere overvejelser  i livet, de forståelser der udspringer af det, det enkelte menneske tillægger værdi.

Mennesker forstås, i det narrative, som handlekraftige agenter og dermed ophavsmænd til forandringer i eget liv. Terapeutens rolle handler om nyudvikling af personlige narrativer(historier) og rekonstruktion af identitet, hvilket kan ske ved hjælp at spørgsmålstyper, som spor i samtalen. Sporene skal vækker nysgerrighed og give anledning til at gå på opdagelse i historierne, der bekræfter de værdier, der er vigtige for den enkelte og de handlinger i fortid, nutid og fremtid, som kan underbygge, den nye identitetsforståelse .

Mennesket er selv i stand til at bestræbe sig efter at leve efter egne mål og forfølge det de tillægger værdi i livet, når de har opdaget, hvad det er. Måske kan man sige, at terapeuts rolle er, at hjælpe klienten med at opdage kejseren og se at han måske ikke noget tøj på, for derefter sammen med klienten, at gå på opdagelse i, hvordan eventyret også kan forme sig.

Lidt nørderi og refleksion her fra #jegskriveropgavesøndag<3

 

Forelsket i en drøm 2

Jeg er ved at være ved vejs ende i bogen; Forelsket i en drøm. Den giver rigtig mange tanker og genkendelige forståelser af, hvad det vil sige at være forholdsafhængig, hvorfor det er så svært, at bryde med en anden og hvorfor man stadig kan savne manden på trods af, forholdet ikke fungerede og måske endda var destruktivt og hvordan, der er en sammenhæng med ens opvækst og forholdsafhængighed.

I bogen beskriver de skyldfølelse, som kontrollens anden side. Når du føler megen skyldfølelse, tillægger du samtidig dig selv en stor magt og kontrol. Det kan eksempelvis være, at du forestiller dig, at du har kontrollen og magten til at ændre mandens adfærd og alene kan sørge for, I får det godt. Når det ikke lykkes, føler du skyld og bebrejder dig selv, at du ikke har gjort nok eller det rigtige. Realiteten er, at forholdet ikke fungerer og han giver dig ikke det, du har behov for og ønsker. Måske er I 2 sårede børn mere end 2 voksne mennesker i en ligeværdig kærlighedsrelation.

Bogen giver gode forklaringer på, hvordan man kan sidde fast i følelser af vrede, skyld og tvivl. Vrede mod ham, mod dig selv, tvivl og skyld over om du nu har gjort eller sagt det rigtige, det forkerte, nok mm. Skyldfølelser, tvivl og vrede kan indikere, at du ikke har givet slip på håbet og dermed ikke har accepteret, at tingene er som de er og dermed heller ikke mærket dine egne følelser af sorg over, at det er sådan.

Smerten og sorgen over at skulle indse, at han ikke kan opfylde dine behov og give dig et stabilt, nært og kærligt forhold og at du måske endda selv har svært ved at være i et stabilt, nært og kærligt forhold, er stor. Samtidig er der forvirringen over, at noget i jeres forhold er godt, at der også er gode minder og sider af ham, som giver dig tilfredsstillelse og glæde. Det er svært at se i øjnene, at du er forelsket i drømmen om, hvor godt det kunne være, hvis bare…….

Omvendt kan det være en hjælp, at indse, at det er en smuk drøm, du har, men det er dog en drøm. Du kan arbejde videre med dig selv, din egen væren i verden, dit selvværd og din måde at tilknytte dig til andre på. Du kan give slip på håbet og arbejde med din forholdsafhængighed, på samme måde som med en hvilken som helst anden afhængighed. Det kan blive bedre og du fortjener det.

Bogen kan også lånes på biblioteket og som ebog i ereolen.

• https://www.saxo.com/dk/forelsket-i-en-droem_vitha-weitemeyer_epub_9788771189155?gclid=CjwKCAjwzPXlBRAjEiwAj_XTES9m0fjVUB5aYHzemVgUx7NB9vfcF3dTD1JfzghcpZCDDPrP5k6c2RoC9h8QAvD_BwE
• https://ereolen.dk/

Forholdsafhængig

Jeg er gået i gang med at læse; “Forelsket i en drøm”, af Vitha Weitemeyer. Den beskriver uhyggelig præcist sammenhængen mellem forstyrrende tilknytningsformer, opvækstvilkår og de konsekvenser det har for de kærlighedsforhold, man ender i. Jeg vil på det varmeste anbefale at læse den, den kan også lånes på bibliotek eller via ereolen.

Ifølge Vitha er det særligt kvinder, der ikke elsker sig selv tilstrækkeligt, som forelsker sig i mænd, fordi mændene forelsker sig i hende. Kvinden udvikler en afhængighed af selve forholdet, trods det er destruktivt og uden nærvær, fordi det fjerner hende fra hendes egen følelse af indre tomhed og angst. Kvinden nøjes og venter på det sus, hun oplever i den korte perioder, hvor hun føler sig elsket af manden og forelskelsens rus gør, at hun ikke mærker sin egen indre tomhed.

Fordi hun er blevet afhængige af suset, lader hun sig nøje og døje med mangt og meget og tilbyder sig selv et forhold, hvor hun er afventende i håb om, det vil ændre sig. Hun håber og tror, at hun har kapaciteten til at ændre ham og at han vil ændre sig for dem og dermed bevise sin kærlighed.

Vitha beskriver forholdsafhængighed på samme måde som afhængighed af andre rusmidler.

• https://forelsketiendroem.dk/
• https://vithaweitemeyer.dk/ny-bog-paa-vej-forelsket-en-droem
• https://udforsksindet.dk/forelsket-i-dine-haab-og-droemme/
• https://ereolen.dk/

 

Emotions

Prøv lige at sige: “emotions”, med Italiensk accent…. Det lyder simpelthen fantastisk.

Denne gang har min uddannelse handlet om emotions og hvordan man tænker og arbejder med dem i den systemiske metode. Underviseren var blandt anden Paolo Bertrando, der med sin Italienske accent underviste os i den metode og teori, han selv har været med til at udvikle.

Jeg synes, det var interessant, fordi det at arbejde med følelser er noget forholdsvis nyt i systemisk teori og det er spændende, at høre et menneske fortælle om følelser på en mere videnskablige måde, hvor han har forsket i, hvad følelser er og hvordan de har betydning for en eventuel terapi samtale.

Jeg har selv oplevelsen af at både emotioner og følelser er det, der fylder og har fyldt mest i mit personlige udviklings arbejde og jeg forestiller mig, at jeg ville være blevet frustreret og uforløst, hvis jeg ikke havde haft mulighed for at arbejde direkte med dem. Samtidig synes jeg de kognitive metoder, hvor man arbejder med tankerne også har sine styrker og en kombination af disse, hvor du både arbejder logisk og kognitivt, samtidig med det kropslige og følelserne, er blevet min fortrukne metode. Det nye, som det systemiske tilfører mig, er det relationelle. I det systemiske tænker man alting, også følelser, ind som relationelt, som noget, der opstår mellem to eller flere mennesker.

For mig er det en kæmpe gave, at gå fra at tænke individuelt til relationelt, fordi det breder simpelthen min horisont ud, mit livssyn og synet på mig selv ændre sig. Min følelse af ansvar, skyld og skam, min forestilling om hvem jeg er og hvad jeg må gøre for at bevare mine relationer ændrer sig og går fra at være mit ansvar alene til at være noget, der opstår mellem mennesker og dermed er et fælles ansvar. Det er svært at forklare med ord, fordi det føles som noget, der kommer dybt inde fra, der forløser sig og det føles fantastisk lettende og rigtigt.

I øvelserne på min uddannelse valgte jeg denne gang at arbejde med min morrolle. Hvordan jeg synes, den har forandret sig nu, hvor mine børn er store og jeg har valgt at blive skilt fra deres far. Dilemmaet er om jeg gør det godt nok, er jeg nok hjemme overfor at jeg også har lyst til at være ude og de føleser, jeg ender op med. Min skam over at tilvælge mig selv mere og min angst for at miste dem.

I en af samtalerne fik jeg skabt en metafor, et billede af mig selv i morrollen, hvor jeg sad på en cykel, hvortil planeterne og jorden var koblet og for at få det hele til at dreje rundt, var jeg nødt til at cykle afsted og træde i pedalerne konstant. Hvad ville der ske, hvis jeg stoppede med at cykle? Så ville det hele falde fra hinanden. Det er et stort ansvar at påtage sig og bestemt heller ikke særlig befordrende for de andre, der svæver rundt som planeter i systemet.

En ny mere systemisk metafor kunne være at udbygge cyklen, så alle fik en cykel og alle dermed var en aktiv del af systemet og med til at træde i pedalerne. På den måde var alle med til at bestemme tempoet og vi kunne skiftes til at holde pauser og give den ekstra gas i perioder. Vi kunne være sammen om det, samarbejde og hjælpe hinanden. Når jeg tænker sådan giver det mere følelsesmæssig plads og frirum til sjov og kærlighed og sådan vil jeg, det skal være.

Kaos og systemer

I denne tid er jeg igen afsted på min uddannelse i familieterapi og jeg er begejstret samtidig med jeg føler mig i kaos. Jeg er i en brydningstid og mærker tydeligt, hvordan min egen identitetsfølelse og indre tryghed er udfordret. Jeg er optaget af, hvor meget skyld og skam, jeg faktisk føler over, at jeg forandrer mig. Jeg mærker det særligt overfor mine børn og overfor de fastlåste forestillinger, jeg har om bestemte leveregler, hvad jeg burde og bør gøre.

En leveregel er eksempelvis: Jeg burde stå til rådighed, i hjemmet, for mine børn, så de til enhver tid kan komme hjem til varm mad og tryghed, hvis og når de har brug for det.

Men……, jeg er begyndt at sætte mig selv først og jeg tillader mig, eksempelvis at fylde mine dage med besøg og hyggeligt samvær udenfor hjemme flere gange i ugen. Det gør at reglen ikke længere passer og jeg føler, jeg svigter mine børn, hvilket jeg skammer mig over og føler en masse skyld ved.

På min uddannelse, blev vi i denne uge undervist i systemteori, som beskriver, hvordan vi alle i bestemte relationer, har opbygget systemer om hvem der gør hvad, hvem der påtager sig forskellige opgaver og roller. Hvem der i parforholdet, i familien, i vennegruppen, på arbejdet mm. tager initiativ, kommer med ideerne, hvem der udfører dem, hvem der putter børnene, laver mad, tager uddannelse først mm. En af underviserne kaldte det turregler i parforholdet. En turregel er en aftale om, hvis tur er det.

Han sagde, at turregler er gode så længe de fungerer for alle parter og gav et eksempel på når der går kludder i turreglerne, det kan eksempelvis være, hvis man har aftalt, at manden uddanner sig først og parret derefter bliver skilt og kvinden finder en ny mand,  hvis tur er det da til at uddanne sig….

Jeg genkender min egen brydningstid og konflikter med systemer, som jeg har opbygget gennem mange år. Systemer som er særligt tydelige for mig i relation med mine børn og i familien, men som jeg nu er begyndt at ændre på, fordi de ikke længere passer til mig.

På min uddannelse, i systemisk familieterapi, taler de om, at vi er det, vi er afhængigt af de relationer, vi indgår i. Så når jeg i denne tid ændrer min måde at være på og ændrer på mine systemer, sætter det gang i et større system og skaber ændringer langt ud over mig selv og mine behov. Mine ændringer skaber også ændringer for mine børn og familie.

Jeg mærker en frygt og uro over at forstyrre andre på den måde, “bare” fordi jeg selv har lyst og behov for noget andet. Det er en frygt og uro, jeg genkender fra langt tilbage, endnu et system, kan man måske kalde det, som jeg er igang med at gøre op med. Et system jeg tidligere har beskrevet her på bloggen som tilknytning, behagesyg, martyr og offer rolle. (søg evt. teksterne om disse emner via søgefeltet)

Jeg øver mig i at prioritere mine egne behov og udholde at det giver dønninger, uro og røre ud i de relationer, jeg indgår i. Jeg øver mig i at huske på, at der igen vil opstå en ro og en ny balance. Jeg har en historie med mig om, at når jeg prioritere mig selv og egne behov, kan det føre til brudte relationer og afsavn. Det er den fortælling, som når den rører på sig, gør det svært for mig.