No kids in the middle

I denne uge er jeg blevet undervist af Erik van der Elst, en familieterapeut fra Holland, som arbejder ud fra programmet; “No kids in the middle”. Et program til hjælp til familier i højkonflikt efter skilsmisse. Det har været en uge, jeg har set frem til, da jeg selv er skilsmissebarn og har brugt år på at bearbejde de sår og konsekvenser mine forældres skilsmisse har givet mig langt ud i voksenlivet.

Skilsmisse påvirker alle i familien og i netværket og selv i de bedste versioner er skilsmisse en stor omvæltning og belastning, særligt for børnene. Ingen skilsmisseforældre ønsker at gøre deres børn ondt, men skilsmisser kan ende i højkonflikt og sårede følelser, hvilket aktiverer den enkeltes overlevelsesstrategier og efterlader børnene fanget i midten.  

Erik fortalte om, hvordan man i en skilsmisse kan dæmoniserer den anden forælder, fordi man har prøvet alt for at få tingene til at lykkes, men uden held. Man har svært ved at acceptere livets tragedier, at visse ting ikke kan reddes, fikses og ændres. Det fører til, at man ser den anden som den skyldige og man holder op med at reflektere og være i dialog. I stedet har man en lang monolog kørende om, hvordan den anden opfører sig horribelt og man er overbevist om, at man selv har sandheden og man føler, man kan bevise det.

I undervisningen fortalte Erik om 3 destruktive kommunikationsmønstre, som udspiller sig, som følge af dæmoniseringen. De destruktive mønstre er med til yderligere at ødelægge relationer og kærlighed.

1. Forældrene anklager hinanden i en lind strøm, evt. starter det med at A skriver til B; “Husk nu lille Odas svømmetøj”. B svarer; “jeg har styr på tingene, hvorfor skal du altid blande dig” og så kører det ellers løs med anklager fra A og B.
2. A skriver spørgsmål, instrukser og anklager, men B har valgt at forblive tavs og blokere for kontakt og kommunikation. Jo mere tavs B er, jo mere skriver A. Jo mere A skriver, jo mere tavs er B.
3. Både A og B har valgt at være tavse og blokere for kontakt og kommunikation, men måske taler A og B via børnene.

I alle 3 mønstre overser forældrene børnene og børnenes bedste. Stressniveauet er så højt, når der er konflikt, at forældrene taler og agerer ud fra egen overlevelses strategi, frem for ud fra deres fornuftige voksne jeg.

• http://www.kinderenuitdeknel.nl/index
• http://danskstok.dk/filer/2016-3.pdf
• https://soelvstein.dk/kunsten-at-acceptere/
• https://www.vinthermosgaard.dk/kursus/hoejkonflikt-familier-efter-skilsmisse/

Jeg omfavner mig

Det er ufattelig svært at stå op om morgenen og holde dig i gang, når det føles som om, du ikke har noget i livet, som du drømmer om, ingen mål, du ønsker at indfri. Når livsgnisten føles slukket og du føler dig drænet og energiforladt. Når selve livet føles som den tungeste byrde, du alene må bære på ryggen.

Hvis du ikke kan mærke glæde og begejstring i din hverdag og hvis du ikke føler, du har noget, som du glæder dig til i nærmeste fremtid. Når den ene dag ligner den anden til forveksling og dit humør ingen særlige udsving.

Når jeg er i sådanne perioder i mit liv, starter jeg med, at kigge bagud, for at finde ud af, hvornår og hvad, der har aktiveret tilstanden. Det er nemlig ofte aktiveret af noget særligt, som har føltes svært og sårbart, noget som jeg ikke har fået taget mig af, måske fordi der ikke har været tid. Det kan også være, det har aktiveret noget gammelt fra fortiden, som jeg ikke har lagt mærke til og som nu har sneget sig ind og lagt sig som en skygge over min nutid.

Når jeg ved, hvad og hvornår, tilstanden er aktiveret, kan jeg ofte forholde mig til de følelser og oplevelser som gør, at jeg i dag føler mig drænet, opgivende og uden drømme og mål. Når jeg kan se, hvorfra følelserne kommer, kan jeg tage mig af mig og trøste mig. Anerkende mig for det, der var svært og sårbart og omfavne mig, som den jeg er på godt og svært. Derefter kan jeg begynde, at se på nuet og fremtiden igen.

Stille og venligt kan jeg opmuntre mig selv til at finde nye små glæder og nye små mål. Jeg kan begynde, at vende opmærksomheden ud ad igen, række ud efter støtte og opmuntring fra andre. Jeg kan støtte og bakke mig selv op, indtil skyggen er væk og jeg igen kan tænke og føle mere frit og legende. Så kommer drømmene, energien og glæden tilbage.

Det er som en prop, der ind imellem sætter sig fast i energi systemet, i hjertet, og først når proppen er opløst, flyder energien frit igen. Ved at omfavne mig selv og tager mig af mig med kærlighed og opmærksomhed opløses proppen.

 

Et par links til yderligere inspiration.
http://staerkesider.dk/lev-dine-egne-droemme-ikke-andres/

DRØMME OG MÅL – PLANLÆGNING

Tilgivelse, som at pudse mørbrad.

Jeg arbejder ind imellem med tilgivelse. Det at tilgive andre og sig selv. Tilgive på trods…. af svigt, uretfærdighed, smerte, pine, skam, vrede og sorg….mm.

Jeg har altid selv fundet det svært det med at tilgive, dvs. ikke de små ting og sager, der sker i hverdagen, men jeg har nogle personer i mit liv, som jeg virkelig har svært ved at tilgive. Jeg har faktisk, på en måde, modstand på at tilgive dem,  og en af dem er desværre mig selv.

Det svære ved ikke at kunne tilgive og give slip er, at de små ting i hverdagen hober sig op og aktiverer til sidst den manglende tilgivelse og dermed et helt system af negative følelser og tanker.

Hvad vil det sige at tilgive….? Jeg tænker, det handler om at acceptere, at det var som det var. Acceptere at det var/er forbundet med mange svære følelser og konsekvenser og at det, der er sket ikke står at ændre nu. Det handler om at forløse og bearbejde de gamle følelser og oplevelser. At have forståelse af, at ethvert menneske gør, til enhver tid, sit bedste udfra, hvor han/hun er.

Jeg forstår det virkelig godt med mit hoved. Jeg kan tænke det forfra, bagfra og igen og igen, og for det meste har jeg fornemmelsen af, at jeg har tilgivet alt det, der skal tilgives. – men vupti så dukker det op igen…… Vreden, sorgen og tankerne om at det ikke er godt nok og jeg mærker, hvordan jeg stadig bære rundt på gamle oplevelser og uforløste følelser. Den manglende tilgivelse sidder som gift i systemet og står i vejen for friheden til at leve nu.

Jeg har det meste af mit liv fastholdt eller tilbagehold, hvordan tingene egentlig var  for mig og de følelser jeg har haft, som har knyttet sig til det. Det har lagt en usynlig hinde mellem mig og andre, som har ført til dyb sorg, raseri og opgivelse. For virkelig at tilgive, må jeg ind og smelte/opløse den hinde. Hinden skal være blød og elastisk så den støtter mig, ikke stram og snærende så den kvæler mig.

Hvis du forestiller dig en fin mørbrad, som inden tilberedningen skal pudses og skæres fri af hinder, sener og evt. fedt, så den bliver mør og skøn at spise. På samme måde visualiserer jeg min manglende tilgivelse, som hinder, sener og fedt, der dækker og klemmer mine muskler i kroppen sammen, så jeg ikke har fri bevægelighed. Jeg forestiller mig, at jeg renser og opløser hinderne, så de igen bliver smidige og levende. Jeg tilgiver og slipper fri.

Som til en gammel elevfest

Når vi selv er blevet voksne, selv er blevet forældre, selv har ansvaret og selv lever et liv i med og modgang, kan det stadig være sin sag, at være sammen med vores egne forældre.

På en måde er det som til en gammel elevfest med folkeskole klassen, hvor du ryger lige tilbage i de gamle roller, trods det, at der er gået 10, 20 eller 30 år. I det øjeblik du træder ind ad døren eller har din mor i røret, så er du mere eller mindre tilbage i din gamle rolle, som barnet på godt og ondt.

Du kan være nok så voksen og alligevel føle dig som en lille skolepige eller dreng når din mor/far har talt. Følelserne kan blusse op og tage over på en måde, som gør det urimelig svært at håndtere situationen. Du kan komme til at bruge oseaner af tid på efterfølgende at finde tilbage til dig selv igen.

Måske har du ikke fået dine gamle oplevelser, svigt og traumer helt på plads endnu og derfor aktiveres de, når du er sammen med din familie og dine forældre. Dit udsyn svitser over fra nutid til datid. Din oplevelse, det du ser og mærker bliver som dengang, og dermed også din reaktion.

Måske har du bearbejdet dine barndoms traumer og er du kommet overens med dig selv og hvem du er, men alligevel reagere du. Det kan skyldes at dit system, din krop stadig husker og reagere med stress, en form for post traumatisk stress reaktion. Som en jagthund opsnuser dit system at der er fare på færde og går i beredskab.

Det tager tid og opmærksomhed at regulere dit system, og nogle ting skal du lære at leve og trives med som en del af dig.

Hvilken chef er du?

Forestil dig, at du er ansat som chef for et rørsystem, hvor vandet til hele byens vandforbrug fosser. Hvordan vil du gå til opgaven og sørger for at systemet fungere optimalt og byboerne trives?

• Er din taktik at skrue op for styrken af vandet, når byboerne klager over, at de har for lidt vand?
• Regulere du rørene, sammenkoblinger, trykket og vanddepoterne løbende eller reparere du først systemet, når det er overbelastet og bryde sammen?
• Har du brug for medarbejdere til at klare opgaven?
• Hvordan prioritere du din tid og din økonomi bedst?

For mange er det en mere naturlig og logisk opgave, at være chef for et rørsystem end at være chef for egen trivsel. Et godt råd er at huske dig selv, start evt. med din vejrtrækning. Hvordan trækker du vejret i dag?

Et link til inspiration:  http://www.youtube.com/watch?v=86DKBYgt_uo

 

En mur imellem.

Det er alt det vi ikke får sagt til hinanden, som skaber afstand imellem os.

Når vi stopper med, at sige det vi har på hjertet der hvor det hører hjemme, positivt som negativt, så stopper kontakten.

Når kontakten stopper flagrer vi uforløste rundt imellem hinanden, uden mulighed for at stoppe eller ændre på det, der fra en start fyldte os op.

Vi bliver stressede, spænder op i kroppen, får mange  uhensigtsmæssige tanker og følelser. Vi begynder at tolke og  finde årsags- og sammenhængsforklaringer, på det vi synes, vi ser og oplever.

Vi søger en forløsning og begynder derfor at bagetalicere problemerne, fortæller os selv at det ikke kommer os ved, at det ikke er vores ansvar, at de andre er dumme. Vi begynder at skabe alliancer.

Begynder at snakke om det og dem, med vores allierede. Vi kommer længere og længere væk fra, hvad det i første omgang handler om. På den måde opstår meget “fnidder”. Kliker og skyttegrave bliver dannet og den usynlige mur vokser og vokser.

Ofte er det, fordi vi er konfliktsky eller bange for konsekvenserne, når vi undlader at sige det, som vi virkelig har på hjertet, det som fylder. Det kan også være, fordi vi ikke har lært at mærke efter i os selv. Ikke har lært, hvordan vi skal håndtere og tage ansvar for os selv, når vi har noget på hjertet.

 

 

Socialfobi

Socialfobi er et tankemønster, som kan være direkte invaliderende for et menneske, der lider af det. Mønsteret kan udløses af. en situation, nogle ydre begivenheder, nogle fysiologiske symptomer eller en bestemt adfærd. Når mønsteret først er udløst følger nogle antagelser, som er baseret på tidligere svære erfaringer med sociale relationer og  interaktioner. Udfra disse erfaringer dannes nogle fortolkninger og antagelser om socialt samværd, som stiller ekstemt høje krav til standard og præstation. Eksempelvis, hvis jeg ikke er en succes, er jeg en fiasko.

Antagelserne fører til katastrofetanker, som knytter sig til situationen. Eksempelvis, de kan se jeg sveder, jeg er ulækker,  jeg mister kontrollen, de andre har 1000 venner, alle kan se jeg er usikker og mærkelig, jeg er en fiasko…osv. Disse tanker fører til et automatisk skift i opmærksomheden, der skiftes over til et selvfokus, som er en bestem vurdering og opmærksomhed på sig selv som socialt væsen. Et menneske med social fobi frygter mest den sociale konsekvens af egen adfærd. Opmærksomhedsskiftet betyder derfor en kredsen om indre faktorer : kropsligt og adfærd. Der dannes et forvrænget indre mentalt billede, der bruges som styrebillede af situationen og som forstærker katastrofetanker og selvfokusering. Der er nu en fastlåst situation.

Sikkerhedsadfærden er den adfærd, man vælger at bruge med henblik på at undgår,  at det frygtede sker. Adfærden vil dog ofte bekræfte det frygtede, frem for at afhjælpe det. Eksempelvis holder man armene tæt til kroppen af frygt for at svede, med det resultat,  at man svede mere, og måske virker lidt akavet i sine bevægelser. Følelser og fysiske symtomer sættes automatisk igang og bliver i sig selv forstærkende faktorer, når en situation opleves som farlig. Hvis det at svede opfattes som symbol på, at man dummer sg, vil man automatisk svede, mere hver gang situationen opleves som svær.

Sammenhængen imellem automatiske katastofetanker, selvfokus og sikkerhedsadfærd kan se sådan ud: De kan se jeg sveder: De synes jeg er ulækker, Er opmærksom på min  sved: Har et billede af mig selv med store svedpletter, Holder armene tæt ind til kroppen: Undgår at komme tæt på andre. På den måde bliver det en ond spiral, der bekræfter, dine katastrofetanker ogantagelser: At du er et mennesker, der ikke kan komme tæt på andre, at du er en fiasko.

Heldigvis kan socialfobi behandles, og du kan bryde dine automatiske, destruktive og  selvforstærkende tankemønstre.